Af litteraturstuderende Marie Louise Büchert.
Film versus Bog
Walt Disneys Alice i Eventyrland (1951) vs. Ejgil Søholms oversættelse Alice i Undreland (2000)
Alice og Billedets Uomgængelighed
Før i tiden samlede min mormor på kaffemærker. Eller rettere: på de billeder fra forskellige eventyr, der var lagt i Richs-kaffeposerne. Hun fik nogle særlige albums, hvor billederne kunne sættes ind, og hvor eventyrernes råtekst var skrevet. Der var alt fra Tornerose og Peter Pan til Alice i Eventyrland. Jeg selv var allermest begejstret for albummet med Tornerose.
Min mormor havde samlet næsten alle billederne, så man kunne følge historien - fra den onde fe forbander den spæde Tornerose, til prinsessen, smukt sovende, får sin prins. Alice i Eventyrland var til gengæld en trist sag. Kun ganske få steder blev den tørt opremsende tekst brudt af farvestrålende billeder. "Og hvad i alverden skal man med en bog uden billeder," som Alice tænker, før hun begiver sig ud i eventyret?
Spørgsmålet var aktuelt, da Lewis Carrolls Alice in Wonderland udkom i 1865 i det victorianske England. Her var privatliv en højt prioriteret rettighed - hverdagsliv og følelsesfuldhed skjult bag hjemmets fire vægge. Hvad man så udenfor hjemmet, var kun dét, der bevidst blev vist frem: de ideelle og regelrette facader, glansbillederne uden ægthed og dybde.
Men spørgsmålet er også aktuelt i nutidens vestlige samfund, hvor fotografi, tv og computer er så centrale elementer i tilværelsen, at vores kultur i stadig større grad karakteriseres som visuel. Hvor victorianerne opfattede livet og kunsten i tekst og sprog, er det visuelle, billederne, styrende for, hvordan vi oplever verden i dag.
Da er det relevant at spørge - med Alice - om bogen som tekst er død? Om kun film og billede kan modsvare nutidige oplevelsesformer, og dermed tilfredsstille publikums forventninger til kunst?
Mulighederne ved Filmatisering
For at vende tilbage til eventyret om Alice, var det netop først, da jeg så Walt Disneys filmatisering af historien, at jeg fik øjnene op for dens underholdningsværdi. Selvom jeg ikke fangede handlingstråden og sammenhængene, men snarere var forvirret over det surrealistiske univers.
Der var noget med en kanin med et ur, en kanin der talte. Og en kat, der langsomt blev usynlig, bortset fra dens lumske hvide smil. Men der var også noget med en ond, ond dronning, der ville halshugge alle, selvom hun var en hjerterdame. Der var meningsløse sange og kraftfuld musik. Gule og røde og grønne farver, glæde og sorg og ensomhed ikke mindst. Soldater som kort, der flyver rundt i mønstre over hele biografens lærred, så mange og farlige. En tunnel der snurrer, mens Alice løber og dronningen og hendes soldater løber efter og råber og nærmer sig og Alice ikke kan slippe væk …
Alligevel trængte filmen dybt ind i min fantasi og drømmeverden, dens farvestrålende billeder indtog de tomme rammer i Richs-albummet om Alice. Måske lod det sig gøre, fordi Alices verden er en sludreverden, der er perfekt til tegnefilmens særlige sprog: I Eventyrlandet er alting i bevægelse, og de begivenheder, Alice udsættes for, er præget af tilfældighed og mangel på logisk fornuft.
En effekt Disney fanger på eleganteste vis, og som intet medie kan fange bedre end filmen i bred forstand. Ved bevægelig kameraføring og konstante klip mellem forskellige elementer i hvert eneste billede, kan film opløse og fragmentere enhver sammenhæng. På samme måde kan den efterligne en forundret, ubalanceret sindstilstand som Alices.
Ved at give billederne forrang over den sproglige dialog etablerer Disney en særlig rumvirkning, der karakteriserer Eventyrlandets univers både i form og indhold. Men opprioriteringen af billederne betyder også, at filmen ikke interesserer sig for Alices dybere refleksioner og psykologi.
Tegningerne beskriver gestik og følelser helt banalt som glæde, vrede, opgivelse - og rent sprogligt uddybes overfladen ikke. I stedet for at tegne Alices psykologiske udvikling, placeres hun i stadigt vekslende balance med og kontrast til eventyrets univers. På den måde etablerer den filmiske helhed et dynamisk og intenst stemningsmættet rum. I stedet for at lade sit publikum identificere sig intellektuelt med Alice, inddrager filmen børn såvel som voksne ved at åbne deres sanser, ved at lade dem mærke intensiteten, stemningerne og splittelsen på egen krop.
Litteraturens Forcer
Selvom Ejgil Søholms nyoversættelse af Lewis Carrolls bog om Alices oplevelser, Alice i Undreland (2000), fik ros fra en bred kritikerskare, var det med en smule skepsis, jeg for nylig slog op på bogens side eet. For hvordan skulle eventyrets oprindelige tekst nogen sinde kunne modsvare de billeder, jeg havde kendt og sanset i så mange år? Jeg måtte da også erkende, at teksten netop ikke modsvarer noget som helst.
Alice er tænksom og overvejer sin identitet. Filurkatten med det hvide smil er filosofisk. Flere af filmens hændelser har aldrig været beskrevet i bogen. Og slutningens klimaks - jagten på Alice i den drejende tunnel - findes kun til dels, som en brat overgang. Men læsningen gjorde mig positivt overrasket. Teksten er poetisk og smuk, ikke mindst fordi den sprogligt skaber enestående billeder (modsat den rå tekst i min mormors Richs-album). Bogen er noget andet end filmen, og dét er dens styrke.
Hvor Disney fanger historiens usammenhæng og dynamik i en række farvestrålende billeder uden dybde, fungerer den boglige version på flere niveauer. Selve eventyret og de absurde hændelser, Alice udsættes for, henvender sig til et bredt børnepublikum. Fantasien sparkes i gang, og der gøres opmærksom på, at det er godt at sætte spørgsmålstegn ved livet.
Men værket rummer også en dybere filosofisk dimension, som filmen ikke fanger. En dimension, der appellerer direkte til den voksne bevidsthed med refleksioner over logik og kausalitet, normer og værdier, sandhed og virkelighed. Og som skabes ved værkets subtile sprogbrug, dets spidsfindige ordlege. F.eks. udtrykker Carroll en absolut voksen humor ved parodier og satiriske elementer, ordspil og skjult citation.
Mere præcist indskriver Alice i Undreland sig i den victorianske tradition for nonsens ("Mere og mere mærkeligere!", som Alice siger). Denne digtning fungerer ved at spejle den normale verden sprogligt, dens normer og værdier. I spejlingen vendes det normale på hovedet og mister derved sin konventionsbundne mening.
På samme måde sættes ikke bare Alice men også Carrolls læser i en analyserende position, en samfundskritisk position af undren over den victorianske verden - og i nutidig forstand, over de elementer af victorianismen, der stadig findes i de vestlige samfund.
Filmatisering versus Bog
Hvor Disneys film inddrager sit publikum i en mættet sanseoplevelse, aktiverer Carrolls bog altså sin læser rent intellektuelt i muligheden for at gøre op med vanemæssige tilgange til verden. Hvor filmen fanger Eventyrlandets stemning stærkere, end den fremskrives i bogen, motiverer bogen Alices følelser intellektuelt og mere nuanceret.
Bogens styrke kan derfor også findes i de psykologiske aspekter, der tillader læseren at identificere sig med Alice. I den sammenhæng er det dog spændende at følge udviklingen inden for tegnefilmen, der i dag forholder sig langt mere realistisk til virkeligheden end, da Disney skabte Alice i Eventyrland.
Hjælp jeg er en fisk havde som erklæret formål at lade sit publikum leve sig direkte ind i hovedpersonens følelse ved at blive forvandlet fra dreng til fisk. Og den aktuelle computeranimerede Shrek formår med fantastiske rumvirkninger og perfekt efterligning af menneskelig bevægelse og gestik at fremkalde direkte empati.
For mig at se er det ekstremt vigtigt at fortsætte denne udvikling inden for (tegne)filmens forcer og muligheder. Ligesom eksperimenterne inden for litteraturen bør fortsættes, hvis man skal forstå, hvordan bøger kan skabe billeder eller efterligne ikke-intellektuelle oplevelsesformer.
Men i forlængelse af overvejelserne om, hvordan medierne kan krydses og lære af hinanden, er det nødvendigt at holde fast i det særligt filmiske og det særligt litterære. De to kunstformer kan forskellige ting, og bør udnyttes i forhold til deres unikke indre kvaliteter. Hvis det derimod efterstræbes, at film og bog skal fremelske nøjagtig det samme udtryk, nærmer man sig deres sikre død. Så vil man skuffes som publikum, uanset om filmen er en efterligning af bogen eller omvendt.
Romannet - 3. oktober 2001
Kommentarer