'At elske Charlotte' er en fin kærlighedsroman, om møbelarkitekten Torben, der møder den store kærlighed i en moden alder og har mod til at slippe kontrollen og lade tingene ske.
Hvordan fik du ideen til romanen?
Romanen blev sat i gang, da jeg stod i en butik i Nice, en butik, som handlede med brugte designmøbler. Her så jeg nogle træmøbler af den verdensberømte franske designer Charlotte Perriand. (Hun har bl.a. designet le Corbusier chaiselongen og flere andre såkaldte le Corbusier møbler sammen med le Corbusier og hans fætter.) Disse solide træmøbler kostede en formue og så ud til at være ret lette at kopiere. Min ven, en fransk kunstner, der stod ved siden af mig, hviskede i mit øre, at det var netop, hvad de var. Kopier. Jeg kom til at tænke på nogle af mine venner, der engang havde en møbelfabrik og havde vanskeligt ved at få økonomien til at hænge sammen. Disse to ting fik mig til at udvikle et krimiplot. De, der kender mine bøger, ved, at det ikke ligefrem er krimiplot, der præger dem. Og det kan man vist heller ikke sige om denne roman. Men det var udgangspunktet.
Hovedpersonen, møbelarkitekten Torben, har alt. Alligevel virker det, som om han har tabt livsgnisten. Hvorfor?
Jeg synes ikke, et krimiplot er særlig interessant i sig selv. Det er det menneskelige, det psykologiske, der interesserer mig, og plottet kan så drive historien frem. I Stieg Larssons bøger f.eks. er det psykologiske meget primitivt, den første bog ender f.eks. med at den moralsk uangribelige helt bliver taget til fange i en sadistnazists torturkælder, og en slap 25årig pige kører hen til torturhuset på sin store motorcykel, lige inden helten skal tortureres med sadistnazistens instrumenter. Den slappe pige overmander sadistnazisten, så helten heldigvis kan gå ud i verden og afsløre morderen plus en masse andet. Jeg kan godt se, at plottet er godt, men jeg keder mig alligevel, når jeg læser sådan noget.
Mit plot bliver brugt sådan: Et ægte møbel kontra en kopi. Hvad er det? Det er en designer, der har arbejdet med sig selv og sit materiale og nået et resultat kontra en kopist, der tegner af. Altså dybde kontra overflade. Det bliver altså boges tema. Min hovedperson, designeren Torben, har siddet fast i overflade i mange år. Alt skal være pænt. Hans hjem skal være lækkert, hans egen krop skal være perfekt, hans kone skal være ung og smuk, noget en mand nær de 60 ikke mere har brug for, med mindre han er uudviklet følelsesmæssigt. Torben er groet fast i det her mønster. Ja, han sidder fast. Det er det, du kalder, at han har tabt livsgnisten.
Fra starten af bogen har Torben en mistanke om sin kones utroskab. Hvorfor forsøger han ikke at vinde hende tilbage?
For at et menneske skal kunne udvikle sig, må det erkende sin situation. Det må se virkeligheden i øjnene. Det er så nemt at lyve for sig selv. At ignorere sandheden. At prøve på at glemme. Torbens jalousi gnaver, men han gør alligevel, hvad han kan for at fastholde status quo. Han er bange for, hvor han ender, hvis han sætter skub i tingene. Med en vis ret, for han ender virkelig et helt andet sted, end hvor bogen begynder. Men det er plottet, der sætter gang i de begivenheder, ikke ham selv.
Hvorfor vælger Torben de lette løsninger? Han genbruger undervisningsmateriale, bruger en anden designers ideer?
Det er sjovt. Jeg har aldrig tænkt det sådan. Jeg kan godt se, du har belæg for at sige sådan. Men jeg tror nu, han er en god underviser, han er bare tacklet lidt af tidens trend. Og det er kun i sin ungdom, han har været voldsomt inspireret af Charlotte Perriand. Man må godt efterligne sine forbilleder, når man er ung. Men senere skal man yde det personlige, det originale.
Torben har fået nok af overflade. Lader du ham pege på et generelt samfundsproblem, altså at mange af os lever et overfladisk liv?
Vi søger dybde. Langt de fleste af os søger dybde. Et dybt kærlighedsforhold kan vi alle få, det har ikke noget at gøre med vores uddannelsesniveau, vores penge, vores smag. Et tæt forhold til vores børn og samlever har noget at gøre med, om vi kan elske, om vi mener det alvorligt, om vi vil ofre noget for det.
Der er to historier i romanen. Nutidshistorien, som bliver fortalt i nutid. Og så Torbens tanker bagud, som bliver fortalt i datid. En historie i 2009, og én der udspiller sig mellem 1959 og 1965. Begge historier har Torben som hovedperson. Den i fortiden skal gerne kaste mere og mere lys på Torben i 2009. Torben har været en dreng, der er blevet voksen for tidligt. Hans far har været alt det, en rigtig mand ikke skal være. Han har været en ansvarsløs far, han har lallet derudaf, ikke taget sit ægteskab alvorligt, plattet med pengene, nydt sit eget liv uden at tage nogen som helst hensyn til sin familie. I fængsel har han også været. Fuldt fortjent. Som stor dreng overtog Torben den rolle, faren ikke udfyldte. Det har gjort, at han har overudviklet sin selvkontrol, den har været brugbar for Torbens livsstrategi. Men den har også været en tung klods om hans liv, den holder ham fast i det overfladiske, det pæne. For at forstå det her ordentligt, må man selvfølgelig læse romanen. Men dette er hans situation i 2009, hvor historien begynder.
Er det et generelt samfundsproblem? spørger du. Ja, det tror jeg. Se f.eks. på den måde man udskifter ord i det offentlige sprog. Problemer bliver til udfordringer. Udlændingestyrelsen bliver til Udlændingeservice. Højhuse bliver til vartegn. Nu sidst er jeg stødt på ordet "kasino-universitet". Det er den gamle type universitet, hvor grundforskning spiller en stor rolle, og hvor man ikke kan være sikker på gevinst. Politikerne mener i dag, at det er meget bedre med forskning, hvor man umiddelbart og helst allerede på mandag kan se, at det kan bruges til noget. De kalder det fra-tanke-til-faktura. Det er selvfølgelig kikset totalt. De sidste par år er antallet af patenterede danske opfindelser faldet med 20 procent. Om året. Ideen er, at alt skal måles, så man kan få et hurtigt svar. Se blot på udviklingen i folkeskolerne, hvor lærerne får mindre og mindre tid til at undervise på grund af politikernes krav om dokumentation.
Så meget om hvad der angår vores samfund. Dybde på det personlige plan, vores evne til at elske og være i livet, det er et projekt, enhver kan gå i gang med. Men det kan gøre ondt, fordi vi må se os selv i øjnene. Alligevel er det det, vi har brug for.
Må jeg tilføje: Der var en enkelt anmelder på en avis, der skrev en hadeanmeldelse uden egentlig at komme særlig meget ind på bogen. Hør her! Bogen er kort, og den har en lethed i sproget. Den er hurtigt læst. Hvorfor denne enorme vrede? Måske ramte bogen hende i et område, som hun ikke har lyst til at se nærmere på?
Jeg synes, Torben er en meget kontrolleret mand. Kan hans glædesløshed løses ved at finde en ny kæreste?
Nej, hans glædesløshed kan ikke løses bare ved, at han finder sig en ny kæreste. Men det er heller ikke kun det, han gør. Han får en ny indsigt i sit liv. Han finder ud af at leve sit liv på en anden måde. Kunne han ikke have opnået det med sin gamle kone (der vel at mærke er tyve år yngre end hans nye kæreste). Jo, det kunne han godt, men. Han er for sent ude. Hun er skredet med en anden, før han er blevet i stand til at se sig selv i øjnene. Han har opført sig som en narrøv lidt for længe.
Torben genfinder kærligheden med den islandske butiksejer Charlotte. Men Charlotte Perriand har også givet ham vigtig inspiration. Er det det, titlen peger på?
Lige præcis. På begge Charlotter. En kopi af Charlotte Perriand er overflade. Den rigtige Charlotte Perriand er dybde. En nat har Torben en drøm, hvor en censor pludselig tager et afskåret hoved af Charlotte Perriand frem og sætter det på det grønne klæde. Hovedet snakker og snakker, og censor ser på Torben og nikker, som om det er ham, der siger det hele, og han ved, han er bestået. Jeg ved ikke helt, hvad dette billede betyder. (Og det er jo noget af det dejlige ved både at skrive at læse romaner. Vi kan nogle gange få en indsigt, som ikke kan og ikke skal serveres på en let aflæselig formel.) Men det har måske noget at gøre med, at hans underbevidsthed gerne vil fortælle ham noget om det ægte, det dybe.
Bogen handler om at elske. Om dybde. At kunne elske den ene Charlotte har også noget at gøre med at kunne elske den anden Charlotte.
Artikel
Vi søger dybde
'At elske Charlotte' er en fin kærlighedsroman, om møbelarkitekten Torben, der møder den store kærlighed i en moden alder og har mod til at slippe kontrollen og lade tingene ske.
Hvordan fik du ideen til romanen?
Romanen blev sat i gang, da jeg stod i en butik i Nice, en butik, som handlede med brugte designmøbler. Her så jeg nogle træmøbler af den verdensberømte franske designer Charlotte Perriand. (Hun har bl.a. designet le Corbusier chaiselongen og flere andre såkaldte le Corbusier møbler sammen med le Corbusier og hans fætter.) Disse solide træmøbler kostede en formue og så ud til at være ret lette at kopiere. Min ven, en fransk kunstner, der stod ved siden af mig, hviskede i mit øre, at det var netop, hvad de var. Kopier. Jeg kom til at tænke på nogle af mine venner, der engang havde en møbelfabrik og havde vanskeligt ved at få økonomien til at hænge sammen. Disse to ting fik mig til at udvikle et krimiplot. De, der kender mine bøger, ved, at det ikke ligefrem er krimiplot, der præger dem. Og det kan man vist heller ikke sige om denne roman. Men det var udgangspunktet.
Hovedpersonen, møbelarkitekten Torben, har alt. Alligevel virker det, som om han har tabt livsgnisten. Hvorfor?
Jeg synes ikke, et krimiplot er særlig interessant i sig selv. Det er det menneskelige, det psykologiske, der interesserer mig, og plottet kan så drive historien frem. I Stieg Larssons bøger f.eks. er det psykologiske meget primitivt, den første bog ender f.eks. med at den moralsk uangribelige helt bliver taget til fange i en sadistnazists torturkælder, og en slap 25årig pige kører hen til torturhuset på sin store motorcykel, lige inden helten skal tortureres med sadistnazistens instrumenter. Den slappe pige overmander sadistnazisten, så helten heldigvis kan gå ud i verden og afsløre morderen plus en masse andet. Jeg kan godt se, at plottet er godt, men jeg keder mig alligevel, når jeg læser sådan noget.
Mit plot bliver brugt sådan: Et ægte møbel kontra en kopi. Hvad er det? Det er en designer, der har arbejdet med sig selv og sit materiale og nået et resultat kontra en kopist, der tegner af. Altså dybde kontra overflade. Det bliver altså boges tema. Min hovedperson, designeren Torben, har siddet fast i overflade i mange år. Alt skal være pænt. Hans hjem skal være lækkert, hans egen krop skal være perfekt, hans kone skal være ung og smuk, noget en mand nær de 60 ikke mere har brug for, med mindre han er uudviklet følelsesmæssigt. Torben er groet fast i det her mønster. Ja, han sidder fast. Det er det, du kalder, at han har tabt livsgnisten.
Fra starten af bogen har Torben en mistanke om sin kones utroskab. Hvorfor forsøger han ikke at vinde hende tilbage?
For at et menneske skal kunne udvikle sig, må det erkende sin situation. Det må se virkeligheden i øjnene. Det er så nemt at lyve for sig selv. At ignorere sandheden. At prøve på at glemme. Torbens jalousi gnaver, men han gør alligevel, hvad han kan for at fastholde status quo. Han er bange for, hvor han ender, hvis han sætter skub i tingene. Med en vis ret, for han ender virkelig et helt andet sted, end hvor bogen begynder. Men det er plottet, der sætter gang i de begivenheder, ikke ham selv.
Hvorfor vælger Torben de lette løsninger? Han genbruger undervisningsmateriale, bruger en anden designers ideer?
Det er sjovt. Jeg har aldrig tænkt det sådan. Jeg kan godt se, du har belæg for at sige sådan. Men jeg tror nu, han er en god underviser, han er bare tacklet lidt af tidens trend. Og det er kun i sin ungdom, han har været voldsomt inspireret af Charlotte Perriand. Man må godt efterligne sine forbilleder, når man er ung. Men senere skal man yde det personlige, det originale.
Torben har fået nok af overflade. Lader du ham pege på et generelt samfundsproblem, altså at mange af os lever et overfladisk liv?
Vi søger dybde. Langt de fleste af os søger dybde. Et dybt kærlighedsforhold kan vi alle få, det har ikke noget at gøre med vores uddannelsesniveau, vores penge, vores smag. Et tæt forhold til vores børn og samlever har noget at gøre med, om vi kan elske, om vi mener det alvorligt, om vi vil ofre noget for det.
Der er to historier i romanen. Nutidshistorien, som bliver fortalt i nutid. Og så Torbens tanker bagud, som bliver fortalt i datid. En historie i 2009, og én der udspiller sig mellem 1959 og 1965. Begge historier har Torben som hovedperson. Den i fortiden skal gerne kaste mere og mere lys på Torben i 2009. Torben har været en dreng, der er blevet voksen for tidligt. Hans far har været alt det, en rigtig mand ikke skal være. Han har været en ansvarsløs far, han har lallet derudaf, ikke taget sit ægteskab alvorligt, plattet med pengene, nydt sit eget liv uden at tage nogen som helst hensyn til sin familie. I fængsel har han også været. Fuldt fortjent. Som stor dreng overtog Torben den rolle, faren ikke udfyldte. Det har gjort, at han har overudviklet sin selvkontrol, den har været brugbar for Torbens livsstrategi. Men den har også været en tung klods om hans liv, den holder ham fast i det overfladiske, det pæne. For at forstå det her ordentligt, må man selvfølgelig læse romanen. Men dette er hans situation i 2009, hvor historien begynder.
Er det et generelt samfundsproblem? spørger du. Ja, det tror jeg. Se f.eks. på den måde man udskifter ord i det offentlige sprog. Problemer bliver til udfordringer. Udlændingestyrelsen bliver til Udlændingeservice. Højhuse bliver til vartegn. Nu sidst er jeg stødt på ordet "kasino-universitet". Det er den gamle type universitet, hvor grundforskning spiller en stor rolle, og hvor man ikke kan være sikker på gevinst. Politikerne mener i dag, at det er meget bedre med forskning, hvor man umiddelbart og helst allerede på mandag kan se, at det kan bruges til noget. De kalder det fra-tanke-til-faktura. Det er selvfølgelig kikset totalt. De sidste par år er antallet af patenterede danske opfindelser faldet med 20 procent. Om året. Ideen er, at alt skal måles, så man kan få et hurtigt svar. Se blot på udviklingen i folkeskolerne, hvor lærerne får mindre og mindre tid til at undervise på grund af politikernes krav om dokumentation.
Så meget om hvad der angår vores samfund. Dybde på det personlige plan, vores evne til at elske og være i livet, det er et projekt, enhver kan gå i gang med. Men det kan gøre ondt, fordi vi må se os selv i øjnene. Alligevel er det det, vi har brug for.
Må jeg tilføje: Der var en enkelt anmelder på en avis, der skrev en hadeanmeldelse uden egentlig at komme særlig meget ind på bogen. Hør her! Bogen er kort, og den har en lethed i sproget. Den er hurtigt læst. Hvorfor denne enorme vrede? Måske ramte bogen hende i et område, som hun ikke har lyst til at se nærmere på?
Jeg synes, Torben er en meget kontrolleret mand. Kan hans glædesløshed løses ved at finde en ny kæreste?
Nej, hans glædesløshed kan ikke løses bare ved, at han finder sig en ny kæreste. Men det er heller ikke kun det, han gør. Han får en ny indsigt i sit liv. Han finder ud af at leve sit liv på en anden måde. Kunne han ikke have opnået det med sin gamle kone (der vel at mærke er tyve år yngre end hans nye kæreste). Jo, det kunne han godt, men. Han er for sent ude. Hun er skredet med en anden, før han er blevet i stand til at se sig selv i øjnene. Han har opført sig som en narrøv lidt for længe.
Torben genfinder kærligheden med den islandske butiksejer Charlotte. Men Charlotte Perriand har også givet ham vigtig inspiration. Er det det, titlen peger på?
Lige præcis. På begge Charlotter. En kopi af Charlotte Perriand er overflade. Den rigtige Charlotte Perriand er dybde. En nat har Torben en drøm, hvor en censor pludselig tager et afskåret hoved af Charlotte Perriand frem og sætter det på det grønne klæde. Hovedet snakker og snakker, og censor ser på Torben og nikker, som om det er ham, der siger det hele, og han ved, han er bestået. Jeg ved ikke helt, hvad dette billede betyder. (Og det er jo noget af det dejlige ved både at skrive at læse romaner. Vi kan nogle gange få en indsigt, som ikke kan og ikke skal serveres på en let aflæselig formel.) Men det har måske noget at gøre med, at hans underbevidsthed gerne vil fortælle ham noget om det ægte, det dybe.
Bogen handler om at elske. Om dybde. At kunne elske den ene Charlotte har også noget at gøre med at kunne elske den anden Charlotte.
Kommentarer