Verdens bedste digtere
af cand. mag. Rasmus Hastrup
I andledningen af UNESCOs Verdens Poesidag d.21/3-2004 har vi valgt at stille skapt på intet mindre end verdens bedste digtere. Rasmus Hastrup giver her sit helt subjektive bud på mulige kandidater.
Hvem er verdens bedste digtere? Hvad smager bedst, jordbær eller oksemørbrad? Svaret på den slags spørgsmål afhænger naturligvis helt af subjektive tilbøjeligheder. Nogle synes, at Piet Heins Gruk er indbegrebet af vid, andre at de repræsenterer de mest studentikose bordtalerfilosofier, nogle mener at Inger Christensen er en oplagt Nobelpris-kandidat, andre at hun er inderligt obskur, og så videre.
Ikke desto mindre er der nogle digtere der huskes, mens andre går i glemmebogen. Nogle forsvinder så snart deres poetiske produktion ophører, andre lever videre gennem århundreder i deres digte. De sidstnævnte udgør det man kalder vor kanon, det litterære parnas, hvis medlemmer vælges af kritisk konsensus, de forfattere som betragtes som så indiskutabelt fremragende, at deres værker bør være en del af en almen dannelse. På den baggrund er det nærliggende at konkludere, at der er forfattere og digtere, hvis æstetiske værdi simpelthen er højere end andres – hvilket så forudsætter at poetisk kvalitet er noget der på en eller anden måde kan måles og vejes.
Shakespeare - den mest centrale digter i den vestlige verden
En af dem som i de senere år har beskæftiget sig meget med og været en varm fortaler for kanonkonceptet, er den amerikanske litteraturkritiker Harold Bloom (født 1930). Hans kongstanke er, at der inden for den vestlige litteraturhistorie er en række forfattere som er værd at beskæftige sig med, og et meget større antal som man kan ignorere. Det er i denne forbindelse vigtig at huske på, at kanonbegrebet kan anvendes på flere niveauer. Således vil den vestlige kanon ikke indeholde ret mange navne (hvis nogen overhovedet) fra Danmarks nationale kanon.
Harold Bloom mener Shakespeare er den mest centrale figur i den vestlige kanon – han er, i Blooms univers, Verdens Bedste Digter. Bloom giver blandt andet Shakespeare æren for at have opfundet mennesket i litteraturen. Før Shakespeare var litterære personer temmelig todimensionale og byggede på en serie stereotyper, der igen byggede på en serie klicheer om moral m.m. Men Shakespeare indførte hidtil usete dybder i sine dramatiske karakterer og gav dem en langt mindre entydig etisk habitus. Et oplagt eksempel er Hamlet, som vitterligt er en utrolig kompleks mand, plaget af overvejelser over de valg han er nødsaget til at tage.
Opgør med traditionen
Men hvordan tilkæmper man sig en plads på parnasset, hvordan bliver man en kanonisk forfatter, en af verdens bedste digtere? Et vigtigt aspekt er tilsyneladende at man skal tage et opgør med traditionen. Alle forfattere er en del af en tradition, men skal man opnå status som en af de bedste, må man bryde den tradition og tilføre den noget afgørende nyt. Et kanonisk digt skal således være mærkeligt, forstået på den måde, at man som læser sidder med en følelse af undren eller forbløffelse, snarere end opfyldte forventninger. Man skal, ifølge Bloom, kæmpe mod sine litterære forfædre, de digtere som man (ubevidst) er påvirket af. Denne mentale kamp på skrift skal vindes, hvis man skal gøre sig håb om kanonisk status. Selvfølgelig er det ikke nok kun at være anderledes, der skal også være en æstetisk og kunstnerisk ballast, som forenet med mærkeligheden resulterer i et nyt poetisk formsprog. Selv revolutionære udtryk kan dog med tiden ende som tradition, og derfor udvides vores kanon uophørligt, for hver gang en poetisk revolution er blevet til gængs metode, er der mulighed for et nyt oprør, en ny kamp, en genopfindelse af digtekunsten.
Verdens bedste digtere
Slutteligt følger her en stærkt subjektiv liste over Verdens bedste digtere indenfor det danske og engelske sprogområde. Disse digtere kan alle bruge sproget på en måde, så man netop på én gang undres over at tingene kan siges så klart, og at der ikke er nogen der har gjort det før. Men selv om tingene siges så klart som overhovedet muligt, er det ikke alle der forstår det, og det er kilden til meget af poesiens gådefulde tiltrækningskraft.
Mit bud på verdens bedste digtere er: Inger Christensen (1935- ), Sophus Claussen (1865-1931), E.E. Cummings (1894-1962), Emily Dickinson (1830-1886), John Donne (1572-1631), T.S. Eliot (1888-1965, specielt hans tidlige ting), Thomas Hardy (1840-1928), Ted Hughes (1930-1998), Frank Jæger (1926-1977), William Shakespeare (jo, det synes jeg faktisk, 1564-1616), Wallace Stevens (1879-1955) og Dylan Thomas (1914-1953).
Artikel
Verdens bedste digtere
Verdens bedste digtere
af cand. mag. Rasmus Hastrup
I andledningen af UNESCOs Verdens Poesidag d.21/3-2004 har vi valgt at stille skapt på intet mindre end verdens bedste digtere. Rasmus Hastrup giver her sit helt subjektive bud på mulige kandidater.
Hvem er verdens bedste digtere? Hvad smager bedst, jordbær eller oksemørbrad? Svaret på den slags spørgsmål afhænger naturligvis helt af subjektive tilbøjeligheder. Nogle synes, at Piet Heins Gruk er indbegrebet af vid, andre at de repræsenterer de mest studentikose bordtalerfilosofier, nogle mener at Inger Christensen er en oplagt Nobelpris-kandidat, andre at hun er inderligt obskur, og så videre.
Ikke desto mindre er der nogle digtere der huskes, mens andre går i glemmebogen. Nogle forsvinder så snart deres poetiske produktion ophører, andre lever videre gennem århundreder i deres digte. De sidstnævnte udgør det man kalder vor kanon, det litterære parnas, hvis medlemmer vælges af kritisk konsensus, de forfattere som betragtes som så indiskutabelt fremragende, at deres værker bør være en del af en almen dannelse. På den baggrund er det nærliggende at konkludere, at der er forfattere og digtere, hvis æstetiske værdi simpelthen er højere end andres – hvilket så forudsætter at poetisk kvalitet er noget der på en eller anden måde kan måles og vejes.
Shakespeare - den mest centrale digter i den vestlige verden
En af dem som i de senere år har beskæftiget sig meget med og været en varm fortaler for kanonkonceptet, er den amerikanske litteraturkritiker Harold Bloom (født 1930). Hans kongstanke er, at der inden for den vestlige litteraturhistorie er en række forfattere som er værd at beskæftige sig med, og et meget større antal som man kan ignorere. Det er i denne forbindelse vigtig at huske på, at kanonbegrebet kan anvendes på flere niveauer. Således vil den vestlige kanon ikke indeholde ret mange navne (hvis nogen overhovedet) fra Danmarks nationale kanon.
Harold Bloom mener Shakespeare er den mest centrale figur i den vestlige kanon – han er, i Blooms univers, Verdens Bedste Digter. Bloom giver blandt andet Shakespeare æren for at have opfundet mennesket i litteraturen. Før Shakespeare var litterære personer temmelig todimensionale og byggede på en serie stereotyper, der igen byggede på en serie klicheer om moral m.m. Men Shakespeare indførte hidtil usete dybder i sine dramatiske karakterer og gav dem en langt mindre entydig etisk habitus. Et oplagt eksempel er Hamlet, som vitterligt er en utrolig kompleks mand, plaget af overvejelser over de valg han er nødsaget til at tage.
Opgør med traditionen
Men hvordan tilkæmper man sig en plads på parnasset, hvordan bliver man en kanonisk forfatter, en af verdens bedste digtere? Et vigtigt aspekt er tilsyneladende at man skal tage et opgør med traditionen. Alle forfattere er en del af en tradition, men skal man opnå status som en af de bedste, må man bryde den tradition og tilføre den noget afgørende nyt. Et kanonisk digt skal således være mærkeligt, forstået på den måde, at man som læser sidder med en følelse af undren eller forbløffelse, snarere end opfyldte forventninger. Man skal, ifølge Bloom, kæmpe mod sine litterære forfædre, de digtere som man (ubevidst) er påvirket af. Denne mentale kamp på skrift skal vindes, hvis man skal gøre sig håb om kanonisk status. Selvfølgelig er det ikke nok kun at være anderledes, der skal også være en æstetisk og kunstnerisk ballast, som forenet med mærkeligheden resulterer i et nyt poetisk formsprog. Selv revolutionære udtryk kan dog med tiden ende som tradition, og derfor udvides vores kanon uophørligt, for hver gang en poetisk revolution er blevet til gængs metode, er der mulighed for et nyt oprør, en ny kamp, en genopfindelse af digtekunsten.
Verdens bedste digtere
Slutteligt følger her en stærkt subjektiv liste over Verdens bedste digtere indenfor det danske og engelske sprogområde. Disse digtere kan alle bruge sproget på en måde, så man netop på én gang undres over at tingene kan siges så klart, og at der ikke er nogen der har gjort det før. Men selv om tingene siges så klart som overhovedet muligt, er det ikke alle der forstår det, og det er kilden til meget af poesiens gådefulde tiltrækningskraft.
Mit bud på verdens bedste digtere er: Inger Christensen (1935- ), Sophus Claussen (1865-1931), E.E. Cummings (1894-1962), Emily Dickinson (1830-1886), John Donne (1572-1631), T.S. Eliot (1888-1965, specielt hans tidlige ting), Thomas Hardy (1840-1928), Ted Hughes (1930-1998), Frank Jæger (1926-1977), William Shakespeare (jo, det synes jeg faktisk, 1564-1616), Wallace Stevens (1879-1955) og Dylan Thomas (1914-1953).
Kommentarer