Af kritiker og oversætter Rigmor Kappel Schmidt
Har man hang til magisk realisme, eksotiske romaner, bjergtagende kærlighed og brogede tildragelser, har den latinamerikanske litteratur i en del år været god at opsøge. Men i de senere år har verden flyttet sig, så de spændende romaner nu kommer strømmende fra Indien, Tyrkiet og Rusland, selv om Spanien, Portugal og Latinamerika stadig er med på det litterære landkort.
Russiske krimier
Længe før muren faldt, var den russiske eksilforfatter Neznanskij begyndt at skrive krimier om korruption og magtkampe bag Kremls tykke mure. Skarpsindigt tog han pulsen på det hensygnende sovjetiske samfund, hvor vodka blev brugt til at klare sig igennem hverdagen. Alexandra Marinina fortsætter, hvor Neznanskij slap.
Hendes krimi Med skjulte kort griber fat i de problemer, der har udviklet sig i Rusland efter murens fald. Økonomisk kriminalitet, korruption og råddenskab er ikke blevet mindre, hvis man skal tro krimierne. Se blot den jurauddannede Irina, der ikke har fået arbejde som jurist, selv om hun var myreflittig under studierne og fik topkarakterer. Som et lyspunkt i den halv- eller helkorrupte hverdag bliver der også plads til kærligheden i denne krimi, der er starten på en serie.
Hvis man kan lide romaner, der foregår i fortidens elegante omgivelser, med guvernanter og aftenselskaber, smukke, gådefulde kvinder og mystiske mænd, kan man roligt give sig i kast med Vinterdronningen af Boris Akunin. Den bringer os til Moskva i 1876, hvor en ung mand tilsyneladende helt umotiveret begår selvmord, efter at en ung dame har nægtet at kysse ham i en park.
Der bliver optaget politirapport, men den unge opdager Fandorin begynder at undre sig og får af sine foresatte lov til at forfølge sagen. Han render konstant ind i smukke kvinder bliver endda slået ned af en af dem. Fandorin har selvfølgelig en overordnet, der undervejs får helt andre ideer til sagens opklaring. Selv om romanen er forløbet som en bedre Conan Doyle, men dog med mere handling end tænkearbejde, ender den drabeligt. Herefter følger starten på næste bog i serien, så læseren umuligt kan leve uden fortsættelsen. Udspekuleret, ikke?
Indiske kærlighedsromaner
Hvert år kommer der kærlighedsromaner fra Indien. Det er lange, rolige beskrivelser af livet i et hjørne af Indien, i et hus, eller måske to huse, de fortæller om en familie, eller måske to familier, hvor der er en datter eller en søn, som skal giftes.
Traditionelt gifter man sig ikke efter tilbøjelighed, men bøjer sig tværtimod for familiens mening om, hvem der er en passende ægtefælle. Men Indien er i opbrud, at dømme efter romanerne, for gang på gang møder vi en kvinde, der gør knuder, nægter eller finder sig en anden. I Begærets rankeraf Banerjee Divakaruni bryder en kvinde op fra sit ægteskab, fordi svigerfamilien ville tvinge hende til at abortere sit barn, blot fordi det tilhørte den uønskede halvdel af menneskeheden. Det var en pige! Hun tager til USA, hvor hendes veninde bor sammen med sin mand. Romanen tager fart, da manden forelsker sig i sin kones hjertesøster.
Det er lidt snyd at kalde Impressionisten af Hari Kunzru for en indisk roman, for han er vokset op i England, men en god del af romanen foregår i Indien. En vild og uregerlig kvinde bliver sendt afsted for at blive gift mod sin vilje i et arrangeret ægteskab. Undervejs bryder uvejret løs, og hun søger tilflugt i en hule, hvor der også er en hvid mand.
Hun forfører ham, men da han vakler ud af hulen, bliver han revet med af vandmasserne og drukner. Hun drager videre til sit tvangsægteskab og føder 9 måneder senere en dreng. Da det 16 år efter bliver afsløret, at han slet ikke er sin fornemme fars søn, bliver han jaget hjemmefra og kommer til at opleve det ene hårrejsende overgreb efter det andet. Han bliver seksuelt misbrugt på forskellige måder, og undervejs prøver folk at belære ham om, at der ikke findes to, men mange køn. Heller ikke identiteten er nogen enkel sag, hvad man erfarer, da han skifter over og bliver englænder som sin rigtige far fra klippehulen.
Mellem øst og vest
Der bliver i disse år skrevet mange romaner, der rækker over østen og vesten. De viser, hvor forskellige mennesker kan være, hvis de er vokset op i to vidt forskellige kulturer. De umærkelige signaler, vi sender hinanden, er indlysende, hvis man er fra samme kultur. Men hvis man ikke kender hinandens kulturer, opdager man dem måske slet ikke.
Når to forelskede mennesker prøver at mødes på tværs af kulturforskelle, kan det blive vildt spændende, om det lykkes dem at slå bro. Hvordan det går den iranske kvinde Lamis og hendes nye engelske kæreste Nicholas, skal ikke røbes her. Men der er i hvert fald ingen moraliseren eller politisk korrekte beskrivelser i den libanesisk-engelske forfatter al-Shaykhs herlige roman fra det multikulturelle London: Kun i London.
I det brogede univers møder vi familiefaderen Samir, der i virkeligheden mest er til unge mænd og gerne går klædt som kvinde. Så da hans kone mistroisk opdager noget kvindetøj, tror hun straks, at han går med andre damer. Romanen bliver sjov og broget af de skæve eksistenser, der krydser frem og tilbage over kulturgrænsen mellem øst og vest.
I bogen Mit navn er Rød skriver den tyrkiske forfatter Orhan Pamuk både smukt og spændende om Istanbul i slutningen af 1500-tallet. Sultanen er blevet fristet til at lade en bog illuminere, eller på almindeligt dansk: illustrere. Den skal give et portræt af ham selv og hans indsats i denne verden. Og det er netop noget, som islam ikke tillader. Så arbejdet med at fremstille bogen foregår i al hemmelighed.
En af illuminatorerne bliver dræbt, og et kærlighedsforhold tager sin start, så romanen får alle ingredienser til en betagende underholdningsroman. Alligevel bliver det mest spændende i bogen diskussionerne om, hvad der er kunst i østen i forhold til vestens opfattelse af kunst. Forskel mellem østlig og vestlig kunst indebærer også en identitetsforskel. Der er sat bestemte og strenge grænser for den østlige kunst, men, spørges der i romanen, er kunsten ikke netop afhængig af sådanne grænser? Er det ikke netop, når grænserne overskrides, at noget bliver til kunst?
Parodier på handel og markedsføring
Døde sjæle af Nikolaj Gogol er en overdådig og morsom klassiker fra det gamle Rusland under zarstyret. En helt igennem gennemsnitlig mand kommer til en provinsby, hvor han opsøger alle byens og omegnens fine folk eller rettere: folk, der tror de er fine. Han kommer godt ud af det med alle og opkøber deres døde livegne, de såkaldte sjæle, der stadigvæk er noget værd på papiret, fordi de endnu ikke er officielt døde.
Og man aner, at de skal bruges til den rene svindel. Men da sladderen begynder at gå, vil den ingen ende tage. Undervejs diskuterer fortælleren med sig selv og læseren, hvordan den her fortælling egentlig skal fortælles, og hvad det kan være interessant for læseren at høre om. Desuden bliver provinsboernes kringlede tankegang og væremåde vendt og drejet, så det er en ren fornøjelse. Det er tredje gang, romanen er blevet oversat til dansk, men den er lige god hver gang, eller rettere: den er særlig god denne gang, i Jan Hansens oversættelse.
Hvor Gogols “Døde sjæle” tager bureaukrati og selskabstømmere ved vingebenet, handler den nye russiske roman Babylon - Generation P om Pepsi-cola generationen i Rusland. Sovjetunionen er blevet afviklet og det gælder om at lave hurtige penge. Bogen er blandt meget andet en fræk og avanceret gennemgang af reklamens veje og vildveje, hvor vestlige reklamestrategier og de langt mere udspekulerede russiske fremgangsmåder kommer op at vende.
Viktor Pelevin har måske nok skrevet “Babylon - Generation P” med henblik på den russiske læser, men danske læsere kan bestemt også blive bedre til at gennemskue reklamen i en verden på forkant med sig selv. Der er ingen moraliseren, men bare morskab, når der stilles skarpt på moderne tiders romantiske reklame. Og endnu vildere bliver det, når Pelevin tager fat i den postmoderne markedsføring. Her gælder det om at poste penge i dårlige tv-spots. Netop fordi de er dårlige, står det klart for enhver, at varen sælger så godt, at producenten har råd til at smide penge ud af vinduet til ingen verdens nytte.
Bedstemor med slag i
Efterhånden som de kendte forfattere bliver ældre, begynder der at komme underholdende romaner, hvor halvgamle mennesker forelsker sig og oplever spændende og farefulde eventyr. I Carlos Fuentes’ lille roman Inez ser en dynamisk dirigent tilbage på sit livs store kærlighed, der bare aldrig rigtig blev til noget.
Dirigenten er bygget op over Celibidache, og når han erindrer, vælder ordene ned over siden som en brusende opera. Til sammenligning er Nobelpristageren José Saramagos roman Hulen en vidunderlig fortælling om en ældre mand, der ikke længere skal levere lerting til det store supermarked, som kvæler alt livsmod og foretagsomhed i miles omkreds. Men heldigvis oplever han en stille forelskelse i en yngre kvinde, så livet trods supermarkedets kvælende greb alligevel tegner lyst. Endelig er der Isabel Allendes bedstemor med slag i. I Uhyrernes by tager hun på ekspedition i Amazonas sammen med sit barnebarn og en af Isabel Allendes sædvanlige herlige kvindfolk. Denne gang i pigestørrelse, fordi romanen er tænkt som en ungdomsbog, selv om jeg snarere synes den er for de rappe bedstemødre.
Og så skal jeg altså også lige have nævnt Kongens guld af Arturo Pérez-Reverte. Her kommer læseren med til Sevilla, der er blevet en broget og farverig verdensby, efter at al trafik mellem Spanien og den Nye Verden udgår derfra. Det er stadig 1600-tallets barok, og vore helte er stadig den lyssky kaptajn Alatriste og hans unge følgesvend Iñigo. De bliver bedt om at hyre folk, så de kan gribe ind i et større smugleri og sikre, at guldet fra den Nye Verden falder i rette hænder.
Og imens den spændende handling tager sin start, kommer vi med dem rundt i Sevillas gader. Læseren sanser den tids lyde og lugte og oplever det betagende folkeliv og fornemliv, som Pérez-Reverte er så god til at indfange.
Kommentarer