Lone Aburas er debuteret med en roman om ung forfatterspire p.t. kassedame i Føtex.
Bogen handler bl.a. om sig selv og sin egen tilblivelse - hvorfor har du valgt at skrive din roman sådan?
Jeg skrev den første sætning; "Jeg burde vel egentlig starte med at skrive om mig selv, men sagen er at jeg ikke er særlig personlig", og så blev det en bog om sig selv og sin egen tilblivelse. Hvorfor ved jeg ikke. Det var ikke noget jeg havde planlagt.
Din hovedperson Lene tager pause fra studierne på RUC for at skrive en roman - og lige nu er hun kassedame i Føtex. Er hun også det om 5 år?
Jeg har lavet en såkaldt åben slutning, hvor det er op til læseren selv at forestille sig hvad der sker med Lene. Om Lene derfor stadig er ansat i Føtex om fem år, kan jeg derfor ikke svare på, det må være op til læseren selv.
Jeg gider ikke skrive om hverdagen", siger Lene .... men det gør Lone? .... og hvorfor gør Lone Aburas det?
Før jeg skrev 'Føtexsøen' havde jeg kun skrevet tekster, som alle var meget fjerne fra hverdagen. Det var derfor en udfordring for mig at skrive en historie der var så realistisk som 'Føtexsøen' jo er langt hen ad vejen.
Du sender hele den litterære elite på krydstogt med Moby Dick ... og de drukner alle som en. Hvad betyder "forfatterkolleger" for dig som forfatter?
At mødes med andre der skriver er rart, da man jo deler den samme interesse for at skrive og derfor også kender til de glæder og frustationer som følger med.
Du går i clinch med danske kulturproblematikker - hvorfor ... og vil det kendetegne dit forfatterskab, tror du?
Det er i hvert fald noget der optager mig meget - hele ideen om danskheden, hvis det er det du mener med danske kulturproblematikker. Jeg synes det er vigtig at råbe op, når vi har det poltiske klima som vi har i DK på nuværende tidspunkt, hvor Dansk Folkeparti har så meget magt, som de har. Om denne kritik vil kendetegne mit forfatterskab fremover, vil jeg lade andre om at bedømme.
Din sproglige tone er let og absurd komisk - bliver det dermed f.eks. lettere at formidle vanskelige emner?
Man kommer langt med humor, og som du selv er inde på, er det, synes jeg nemmere at behandle de lidt "tungere" emner vha. af humoren. Men at ting bare er sjove i sig selv, synes jeg også har sin berettigelse.
Som jeg ser forsiden - er der er mange veje til Føtexsøen .... har du en idé med at bogen ser sådan ud?
Det er ikke mig der har fundet på forsiden. Men jeg synes det er en god forside, da den hænger meget godt sammen med bogens indhold. Vi er både forbi RUC og forfatterskolen, Kairo og Høje Taastrup, nøjagtigt som man kan se på forsiden.....
er den dyb søen - kommer hun op igen, Lene?
Det vil jeg som sagt lade læseren om at bedømme. Men nu er det jo ikke sådan at man er stavnsbundet til at arbejde i Føtex, fordi man har skrevet en fastansættelseskontrakt, så hvem ved...
Hvordan er du kommet på titlen 'Føtexsøen'? ... og kan man blive generelt gladere af at læse en bog, hvad du ligesom antyder?
Føtexsøen er en reference til en konkret sø, som blev kaldt Føtexsøen, der hvor jeg er vokset op. Det var en uformel, men alment accepteret betegnelse for "søen nede ved Føtex". Nu hedder den i øvrigt Nettosøen pga. at der er åbnet en Netto. Man kan også se titlen som et billede på den "sump" Lene befinder sig i, da hun begynder at arbejde i Føtex.
Man kan at blive både gladere og klogere og dummere af at læse bøger. Så ja, man kan vel godt blive gladere af at læse en bog.
Kommentarer