Af cand. mag. Nanna Rørdam Knudsen
Den egyptiske forfatter Naguib Mahfouz blev i 1988 den første arabiske forfatter, der modtog Nobels Litteraturpris. Hans romaner handler om Egyptens nyere historie og fortæller især om den politiske og intellektuelle udvikling.
I romaner som Liv og skæbne i Cairo (1946, da. 1989) er det den middelklasse, han selv kommer fra, der er omdrejningspunktet, som i mange andre af hans romaner. Senere i forfatterskabet begyndte han imidlertid at eksperimentere mere rent stilistisk, og her dukker også underklassen op i persongalleriet.
Hævneren
Tyven og hundene (1961, da. 1990) foregår som de fleste andre af forfatterens bøger i Cairo. Den korte roman er blevet betegnet som en spændingsroman, men det er den kun i en meget utraditionel forstand. Tyven Said løslades fra fængslet efter 4 år. Han er opfyldt af tanken om hævn over dem, der har angivet og forrådt ham: hans kone og hans ven, der nu er gift med hinanden. Hans datter har glemt ham og er bange for ham, da de mødes, og ønsket om hævn forstærkes. Said søger tilflugt hos en sheik, der var hans fars åndelige vejleder, men han har selv svært ved at finde mening i sheikens ord og får ingen trøst. Det religiøse er et lukket land for ham; han har for længst fundet andre idealer at leve efter.
Hans udvej er at opsøge den mand, der på sin vis har været hans egen vejleder, journalisten Rauf. Men Rauf er ikke længere en ung idealist. Han er blevet rig og berømt og er ikke interesseret i at blive sammenkædet med en tyv. For Said er forræderiet nu fuldendt. De få venner, der er tilbage, står parat til at hjælpe med det eneste, Said nu har brug for: en pistol. Selvfølgelig går hævntogtet ikke efter planen. Et planlagt røveri hos Rauf går i vasken; kuglen, der var beregnet på konens nye mand, rammer den forkerte osv.
Den ædle tyv
Konen, hendes mand og datteren er nu endegyldigt udenfor Saids rækkevidde. Han er en eftersøgt mand og har ikke ressourcer til at lede efter dem, da de først har forladt Cairo. Said har fået husly hos luderen Nur, og må finde sig i hendes kærlighed for at være i sikkerhed.
Mens han sidder i hendes lejlighed og kigger ud over gravpladsen, vokser tankerne om Rauf. At Rauf nu stiller sig udenfor det, han i ungdommen glorificerede, er for Said det endegyldige forræderi. Den revolutionære student er blevet sat. ”Er det virkelig dig, Rauf Ilwan, der ejer det palads? […] Du vil tage livet af mig, ligesom de andre vil. Du vil tage livet af din samvittighed, og du vil tage livet af din fortid.”
Said har altid haft en ædel grund til at stjæle – han har stjålet fra dem, der fortjente at blive bestjålet, og han har været gavmild over for andre. Rauf har givet ham menneskelig værdighed ved at ophøje tyverierne til andet og mere end overlevelse og berigelse. ”Er det ikke kun retfærdigt, at det, som bliver taget ved tyveri, også bliver leveret tilbage ved tyveri?” spurgte Rauf konstaterende i ungdommen. Nu, hvor han fornægter sine idealer og sin fortid, fornægter han Said og fratager ham den værdighed, han har givet ham. Den ædle tyv forsvinder ved Raufs forræderi, og tilbage er kun hævneren.
At kalde Tyven og hundene for en spændingsroman er ikke ganske rigtigt. Læseren ved fra starten, at Said er dømt til at tabe. Og ganske vist handler romanen om hævn, men den handler i endnu højere grad om at miste værdigheden som menneske og om at fornægte sin egen fortid. Said er ikke parat til at fornægte noget som helst, han holder fast i idealerne og i sin glorværdige karriere som tyv.
Men fængslet har én gang for alle fjernet det glorværdige. Han er ikke længere en helt, men en taber. Cirklen er fuldendt: Said startede som en gemen tyv, blev ophøjet til en mand med en mission, og er nu igen blevet en ussel forbryder.
Kommentarer