Af Martin Laurberg, litteraturstuderende
Det kan virke underligt, at triviallitteratur kaldes for triviallitteratur. Hvis man ser lidt på den virkelighed, der præsenteres, vil man i hvert fald oftest opdage, at den ikke er særlig triviel. Faktisk er der som regel tale om temmelig usædvanlige hændelser. Den klassiske historie er det klasseskels nedbrydende kærlighedseventyr: en almindelig, halvfattig kvinde møder en ensom prins eller baron, som gennemskuer hendes skjulte herligheder og indre skønhed, og straks bliver forelsket i hende.
Sådanne historier forekommer nok desværre kun alt for sjældent i virkeligheden, og når de gør, har de en tendens til at få en ufattelig masse opmærksomhed. Jannie Spies og prinsesse Diana er eksempler på sådanne succeshistorier. Den virkelighed triviallitteraturen arbejder med, er en slags succes-virkelighed, som ikke ligner de fleste menneskers tilværelse. På den måde kan man sige, at triviallitteraturen fungerer som en slags katalysator af drømme. Den præsenterer læseren for en eksotisk virkelighed, der er et alternativ til den normale.
Det eksotiske kommer i rigtig mange former; ved siden af det royale islæt kan man fremhæve Jean M. Auels stenalderromaner, og af en eller anden grund er lægestaben også i besiddelse af en vis eksotisk status. Heri ligger der en kvalitet, som jeg synes er ret sympatisk: triviallitteraturen er appelerende, fordi den giver stof til forestillingen og tillader folk at drømme sig væk.
Der er imidlertid en anden side af triviallitteraturen, som er mere oplagt at kritisere, nemlig den at hovedparten af historierne lader til at være ret konventionelle. Det er meget ofte den samme historie, der gentages, og på den måde kan man godt beskylde den for at være triviel. Det er nok her den udbredte skepsis i forhold til triviallitteratur ligger.
Næsten uanset hvilket scenarie, der er tale om, bliver det pakket ind i den samme romantiske succesform. Derudover vil mange nok mene, at der er en vis tør kyskhed og regelrettethed i den kærlighed, der er at finde. Selvom triviallitteraturen giver mulighed for at drømme sig væk, er der altså en form for ensformighed i den eksotiske virkelighed, der gives som alternativ til den normale.
Der kan drages forskellige konklusioner af denne fikserede form. Jeg tror grunden til, at de eksotiske virkeligheder, triviallitteraturen præsenterer, har et ensartet præg, er, at der nok i virkeligheden er ret mange ligheder mellem de drømme, forskellige mennesker går rundt med.
De fleste ville formentlig synes, det var spændende nok med et royalt kærlighedseventyr eller lignende usandsynlige oplevelser. Derfor lader det til, at triviallitteraturen rammer noget ret bredt.
Det fungerer i forskellige grader; mange vil nok finde historierne for romantiske og sukkersøde eller måske for stilfærdige og pæne. Ikke desto mindre er triviallitteratur spændende at læse, fordi der arbejdes med nogle ret grundlæggende principper for de drømme, som ligger i os selv og i vores sociale omgang med hinanden. På den måde kan man godt sige, at triviallitteraturen alligevel viser os en side af den normale virkelighed.
Kommentarer