Udlændinge forbløffes over, at man i det danske sommerlandskab støder på ubemandede boder med friske jordbær, sprøde asparges og en cigarkasse med byttepenge. Månedens emner i Tænkepauser er tillid.
Turister i Danmark forbløffes over danskernes tillid, når vi laver ubemandede boder ved vejen, men endnu mere forbløffende er det, at bodens ejer om aftenen kan hente en fyldt pengekasse. Stort set alle andre steder i verden ville både jordbær, asparges og penge være væk. Men danskerne er verdensmestre i tillid: Vi stoler på vores statslige skrankepaver og vores pertentlige politi, og vi stiller ubekymret vores børn i ubevogtede barnevogne uden for butikker.
Umiddelbart kan det virke tåbeligt og blåøjet med al den danske tillid, men professor Gert Tinggaard Svendsen viser i bogen ’Tillid’, at det set fra et samfundsmæssigt synspunkt er smart, at vi er så tillidsfulde, for social sammenhængskraft i et samfund er med til at give en god økonomi og en stærk produktionskraft. Så vi er ikke kun tillidsfulde, fordi vi har et velfærdssystem – vi har også et velfærdssystem, fordi vi er tillidsfulde.
Gert Tinggaard Svendsen har besluttet, han vil løse det, der i internationale forskerkredse er kendt som den skandinaviske gåde: Den offentlige sektor er kolossal, skatterne er skyhøje og de økonomiske incitamenter svage. Alligevel hører vi til blandt verdens rigeste lande. Hvorfor?
Det kan du læse mere om i bogen ’Tillid’, og du kan også debattere i Litteratursidens læseklub Tænkepauser.
Litteratursiden står bag i alt 48 arrangementer på bibliotekerne i den kommende tid med forfatterne til bøgerne i Tænkepauser. Se oversigten over arrangementerne her.
Download e-bogen og lydbogen fra viden.jp.dk og dr.dk/taenkepauser.
Kommentarer