Terapi og skæbne
skrevet af Marie Tetzlaff
I et par år nu har forlæggerne gået og ventet (og uden tvivl frygtet), at bogkøbernes store interesse for biografien ville ebbe ud.
Men det er der foreløbig intet der tyder på den gør. Det er nærliggende at spørge sig selv og andre i branchen, hvorfor lysten til at læse (og skrive) biografier, selvbiografier og erindringer er så stor. Svarene er mange, og de supplerer hinanden nydeligt.
Da jeg for nylig bad Kierkegaard-biografen Joakim Garff om hans bud på en forklaring, svarede han, at det først og fremmest er den sammenhængende historie, der tiltrækker os. Trangen til at se sammenhænge og på den måde måske også opdage, at der er en sammenhæng i ens eget liv, hvis man ser det på afstand. Det er fristende at går et skridt videre og sige, at der er et element af terapi i at læse biografier. Noget med at måle sine egne genvordigheder med andres og indirekte få forslag til deres håndtering. Man kan måske gå endnu videre og sige, at et menneskes biografi for tiden er det nærmeste vi kommer beskrivelser af skæbner. Historier og historiefortællere har været på mode, lige siden Karen Blixen-renæssancen begyndte for ca. 20 år siden. Og hun er om nogen en der opererer med begrebet 'skæbne'. Det var forklaring nummer 1: biografien er en god, sammenhængende historie, man kan spejle sig i.
Der er også en anden, mere politisk vinkel: Da jeg gik i gymnasiet i halvfjerdserne, var det tegn på håbløs 'falsk bevidsthed' (husker I den?) og naivitet at binde sin historiske viden op på konger og andre herskere. Det var de økonomiske forhold, der bestemte en epokes politik, krige, kultur, arkitektur, familiemønstre - you name it.. Og lad det være skrevet med flammeskrift: det var for min generation en både øjenåbnende og uimodsigelig rigtig indfaldsvinkel til historie. Det var jo ikke Christian Firtal, der med egne barkede næver byggede Børsen! Men nu er det blevet en banalitet, alle børn ved (hvis de da overhovedet ved hvem Chr. IV var). Nu er det igen tid at beskæftige sig med de personer, som - i samspil med økonomien, selvfølgelig - formede deres samtid og verden. Desuden er der jo enkelte personer, der har påvirket deres lands økonomi, og her er netop Chr. IV et godt eksempel. (Og i tilfældet despoter er deres psykologi og evt. sexliv en dybt relevant indfaldsvinkel.) Min påstand er, at den nuværende store interesse for biografier - især 'store' mænds og kvinders - er en reaktion på den tid, da den biografiske tilgang var politisk ukorrekt og diskvalificerende, hvis man ville tages alvorligt som historiker. Der findes en særlig biografi-genre, som man måske også kunne kalde 'lidelseshistorie' - og den handler næste altid om kvinder. Det er naturligvis en følge af den nye kvindebevidsthed, de nye kønsroller og selverhvervende kvinders købekraft og behov for spejlbilleder. Og så er vi tilbage i forklaring nummer 1.
En tredje forklaring på interessen for biografien som genre hænger nøje sammen med romanens krise. Den amerikanske forfatter Tom Wolfe hævder at moderne, vedkommende litteratur er nødt til at bestå af en stor del journalistik. Og han har selv taget konsekvensen i sine murstensromaner. Moderne biografier består også af journalistik - enten man benytter gamle skriftlige kilder eller nulevende mundtlige, som i øjeblikkets utallige erhvervsleder- og politikerbiografier. Romaner kommer nu først og fremmest findes på film - det er sat på spidsen, men alligevel: Filmen er det medium, der mest effektivt formidler både de brede populære genrer: den realistiske roman, den spændende detektiv- eller spionhistorie, thrilleren, rejsebeskrivelsen og sågar det psykologiske drama. Derfor er filmen trængt ind på alle disse genrer. Og en film kan da også godt være biografisk. Mange dårlige biografier er ikke bedre end en film - de er bare billigere at producere. Men en film kan ikke være en tilfredsstillende biografi. Alt i et liv - og da slet ikke i et indre liv - kan nu en gang ikke sættes på billeder.
En rigtig god biografi er stadig skrevet. Det forhindrer ikke det store flertal af biografier at være dårlige - det er flikket hurtigt sammen for at nå at ride på bølgen. Det er ligesom når en hunderace bliver populær: så skal man vogte sig for de samlebånds-avlede hvalpe. Det gælder naturligvis for alle biografier, at de for en stor del er et portræt af den skrivende. Men efter en periode med bekendelseslitteratur og midt i periode med både navlepillende og hæmningsløst selvpromoverende udgivelser er den omhyggelige udforsken og fortolkning af et andet menneskes liv en klædelig måde at udtrykke sit eget ego på. Dette være sagt uden malice, for det at biografere nogen er altid en kærlighedsgerning. Og selv om der skulle smutte lidt rigeligt selvspejling med, så er det først og fremmest den biograferede, der bliver set. Det er ikke kun et narcissistisk symptom, at vi har behov for at blive set - det er noget alment menneskeligt, næsten religiøst, på linje med kærlighedsbudet, at vi skal se hinanden.
Måske ligger der også en lille drøm, når vi læser biografier: tænk hvis nogen gad beskæftige sig så meget med mig - og andre gad læse det? Og så er vi igen tilbage ved forklaring nummer 1. Både skrivning og læsning af biografier er åbenbart først og fremmest terapeutisk. Biografi er sammenhæng. En biografi er et billede af et liv, der hang sammen - også når det tilsyneladende slet ikke hang sammen: jo større kriser, jo interessantere er biografien. Eller skæbnen. Vel at mærke på afstand - for det er vel de færreste biograferede, vi ville bytte plads med. På den måde er biografien også en slags erfaring pr, stedfortræder. Ligesom realistisk skønlitteratur er det. Biografier er i det hele taget ikke så fjerne fra skønlitteratur. Mange af den seneste tids mest populære romaner ligner da også biografier: Kirsten Thorups, Henning Mortensens, Jane Aamunds og Ib Michaels, for eksempel. Biografien er den litteratur man vælger, hvis man for eksempel ikke bryder sig om digte og eksperimenterende prosa. Og det er der mange der ikke gør. Det er vel også en slags forklaring på biografiens popularitet?
Relaterede links:
Marie Tetzlaff interwiever Joakim Garff om Kierkegaardbiografien.
BogWeb - 2. januar 2001
Skribent
02 jan.01
Terapi og skæbne
skrevet af Marie Tetzlaff
I et par år nu har forlæggerne gået og ventet (og uden tvivl frygtet), at bogkøbernes store interesse for biografien ville ebbe ud.
Men det er der foreløbig intet der tyder på den gør. Det er nærliggende at spørge sig selv og andre i branchen, hvorfor lysten til at læse (og skrive) biografier, selvbiografier og erindringer er så stor. Svarene er mange, og de supplerer hinanden nydeligt.
Da jeg for nylig bad Kierkegaard-biografen Joakim Garff om hans bud på en forklaring, svarede han, at det først og fremmest er den sammenhængende historie, der tiltrækker os. Trangen til at se sammenhænge og på den måde måske også opdage, at der er en sammenhæng i ens eget liv, hvis man ser det på afstand. Det er fristende at går et skridt videre og sige, at der er et element af terapi i at læse biografier. Noget med at måle sine egne genvordigheder med andres og indirekte få forslag til deres håndtering. Man kan måske gå endnu videre og sige, at et menneskes biografi for tiden er det nærmeste vi kommer beskrivelser af skæbner. Historier og historiefortællere har været på mode, lige siden Karen Blixen-renæssancen begyndte for ca. 20 år siden. Og hun er om nogen en der opererer med begrebet 'skæbne'. Det var forklaring nummer 1: biografien er en god, sammenhængende historie, man kan spejle sig i.
Der er også en anden, mere politisk vinkel: Da jeg gik i gymnasiet i halvfjerdserne, var det tegn på håbløs 'falsk bevidsthed' (husker I den?) og naivitet at binde sin historiske viden op på konger og andre herskere. Det var de økonomiske forhold, der bestemte en epokes politik, krige, kultur, arkitektur, familiemønstre - you name it.. Og lad det være skrevet med flammeskrift: det var for min generation en både øjenåbnende og uimodsigelig rigtig indfaldsvinkel til historie. Det var jo ikke Christian Firtal, der med egne barkede næver byggede Børsen! Men nu er det blevet en banalitet, alle børn ved (hvis de da overhovedet ved hvem Chr. IV var). Nu er det igen tid at beskæftige sig med de personer, som - i samspil med økonomien, selvfølgelig - formede deres samtid og verden. Desuden er der jo enkelte personer, der har påvirket deres lands økonomi, og her er netop Chr. IV et godt eksempel. (Og i tilfældet despoter er deres psykologi og evt. sexliv en dybt relevant indfaldsvinkel.) Min påstand er, at den nuværende store interesse for biografier - især 'store' mænds og kvinders - er en reaktion på den tid, da den biografiske tilgang var politisk ukorrekt og diskvalificerende, hvis man ville tages alvorligt som historiker. Der findes en særlig biografi-genre, som man måske også kunne kalde 'lidelseshistorie' - og den handler næste altid om kvinder. Det er naturligvis en følge af den nye kvindebevidsthed, de nye kønsroller og selverhvervende kvinders købekraft og behov for spejlbilleder. Og så er vi tilbage i forklaring nummer 1.
En tredje forklaring på interessen for biografien som genre hænger nøje sammen med romanens krise. Den amerikanske forfatter Tom Wolfe hævder at moderne, vedkommende litteratur er nødt til at bestå af en stor del journalistik. Og han har selv taget konsekvensen i sine murstensromaner. Moderne biografier består også af journalistik - enten man benytter gamle skriftlige kilder eller nulevende mundtlige, som i øjeblikkets utallige erhvervsleder- og politikerbiografier. Romaner kommer nu først og fremmest findes på film - det er sat på spidsen, men alligevel: Filmen er det medium, der mest effektivt formidler både de brede populære genrer: den realistiske roman, den spændende detektiv- eller spionhistorie, thrilleren, rejsebeskrivelsen og sågar det psykologiske drama. Derfor er filmen trængt ind på alle disse genrer. Og en film kan da også godt være biografisk. Mange dårlige biografier er ikke bedre end en film - de er bare billigere at producere. Men en film kan ikke være en tilfredsstillende biografi. Alt i et liv - og da slet ikke i et indre liv - kan nu en gang ikke sættes på billeder. En rigtig god biografi er stadig skrevet. Det forhindrer ikke det store flertal af biografier at være dårlige - det er flikket hurtigt sammen for at nå at ride på bølgen. Det er ligesom når en hunderace bliver populær: så skal man vogte sig for de samlebånds-avlede hvalpe. Det gælder naturligvis for alle biografier, at de for en stor del er et portræt af den skrivende. Men efter en periode med bekendelseslitteratur og midt i periode med både navlepillende og hæmningsløst selvpromoverende udgivelser er den omhyggelige udforsken og fortolkning af et andet menneskes liv en klædelig måde at udtrykke sit eget ego på. Dette være sagt uden malice, for det at biografere nogen er altid en kærlighedsgerning. Og selv om der skulle smutte lidt rigeligt selvspejling med, så er det først og fremmest den biograferede, der bliver set. Det er ikke kun et narcissistisk symptom, at vi har behov for at blive set - det er noget alment menneskeligt, næsten religiøst, på linje med kærlighedsbudet, at vi skal se hinanden. Måske ligger der også en lille drøm, når vi læser biografier: tænk hvis nogen gad beskæftige sig så meget med mig - og andre gad læse det? Og så er vi igen tilbage ved forklaring nummer 1. Både skrivning og læsning af biografier er åbenbart først og fremmest terapeutisk. Biografi er sammenhæng. En biografi er et billede af et liv, der hang sammen - også når det tilsyneladende slet ikke hang sammen: jo større kriser, jo interessantere er biografien. Eller skæbnen. Vel at mærke på afstand - for det er vel de færreste biograferede, vi ville bytte plads med. På den måde er biografien også en slags erfaring pr, stedfortræder. Ligesom realistisk skønlitteratur er det. Biografier er i det hele taget ikke så fjerne fra skønlitteratur. Mange af den seneste tids mest populære romaner ligner da også biografier: Kirsten Thorups, Henning Mortensens, Jane Aamunds og Ib Michaels, for eksempel. Biografien er den litteratur man vælger, hvis man for eksempel ikke bryder sig om digte og eksperimenterende prosa. Og det er der mange der ikke gør. Det er vel også en slags forklaring på biografiens popularitet?
Relaterede links:
Marie Tetzlaff interwiever Joakim Garff om Kierkegaardbiografien.
BogWeb - 2. januar 2001
I et par år nu har forlæggerne gået og ventet (og uden tvivl frygtet), at bogkøbernes store interesse for biografien ville ebbe ud.
Men det er der foreløbig intet der tyder på den gør. Det er nærliggende at spørge sig selv og andre i branchen, hvorfor lysten til at læse (og skrive) biografier, selvbiografier og erindringer er så stor. Svarene er mange, og de supplerer hinanden nydeligt.
Da jeg for nylig bad Kierkegaard-biografen Joakim Garff om hans bud på en forklaring, svarede han, at det først og fremmest er den sammenhængende historie, der tiltrækker os. Trangen til at se sammenhænge og på den måde måske også opdage, at der er en sammenhæng i ens eget liv, hvis man ser det på afstand. Det er fristende at går et skridt videre og sige, at der er et element af terapi i at læse biografier. Noget med at måle sine egne genvordigheder med andres og indirekte få forslag til deres håndtering. Man kan måske gå endnu videre og sige, at et menneskes biografi for tiden er det nærmeste vi kommer beskrivelser af skæbner. Historier og historiefortællere har været på mode, lige siden Karen Blixen-renæssancen begyndte for ca. 20 år siden. Og hun er om nogen en der opererer med begrebet 'skæbne'. Det var forklaring nummer 1: biografien er en god, sammenhængende historie, man kan spejle sig i.
Der er også en anden, mere politisk vinkel: Da jeg gik i gymnasiet i halvfjerdserne, var det tegn på håbløs 'falsk bevidsthed' (husker I den?) og naivitet at binde sin historiske viden op på konger og andre herskere. Det var de økonomiske forhold, der bestemte en epokes politik, krige, kultur, arkitektur, familiemønstre - you name it.. Og lad det være skrevet med flammeskrift: det var for min generation en både øjenåbnende og uimodsigelig rigtig indfaldsvinkel til historie. Det var jo ikke Christian Firtal, der med egne barkede næver byggede Børsen! Men nu er det blevet en banalitet, alle børn ved (hvis de da overhovedet ved hvem Chr. IV var). Nu er det igen tid at beskæftige sig med de personer, som - i samspil med økonomien, selvfølgelig - formede deres samtid og verden. Desuden er der jo enkelte personer, der har påvirket deres lands økonomi, og her er netop Chr. IV et godt eksempel. (Og i tilfældet despoter er deres psykologi og evt. sexliv en dybt relevant indfaldsvinkel.) Min påstand er, at den nuværende store interesse for biografier - især 'store' mænds og kvinders - er en reaktion på den tid, da den biografiske tilgang var politisk ukorrekt og diskvalificerende, hvis man ville tages alvorligt som historiker. Der findes en særlig biografi-genre, som man måske også kunne kalde 'lidelseshistorie' - og den handler næste altid om kvinder. Det er naturligvis en følge af den nye kvindebevidsthed, de nye kønsroller og selverhvervende kvinders købekraft og behov for spejlbilleder. Og så er vi tilbage i forklaring nummer 1.
En tredje forklaring på interessen for biografien som genre hænger nøje sammen med romanens krise. Den amerikanske forfatter Tom Wolfe hævder at moderne, vedkommende litteratur er nødt til at bestå af en stor del journalistik. Og han har selv taget konsekvensen i sine murstensromaner. Moderne biografier består også af journalistik - enten man benytter gamle skriftlige kilder eller nulevende mundtlige, som i øjeblikkets utallige erhvervsleder- og politikerbiografier. Romaner kommer nu først og fremmest findes på film - det er sat på spidsen, men alligevel: Filmen er det medium, der mest effektivt formidler både de brede populære genrer: den realistiske roman, den spændende detektiv- eller spionhistorie, thrilleren, rejsebeskrivelsen og sågar det psykologiske drama. Derfor er filmen trængt ind på alle disse genrer. Og en film kan da også godt være biografisk. Mange dårlige biografier er ikke bedre end en film - de er bare billigere at producere. Men en film kan ikke være en tilfredsstillende biografi. Alt i et liv - og da slet ikke i et indre liv - kan nu en gang ikke sættes på billeder. En rigtig god biografi er stadig skrevet. Det forhindrer ikke det store flertal af biografier at være dårlige - det er flikket hurtigt sammen for at nå at ride på bølgen. Det er ligesom når en hunderace bliver populær: så skal man vogte sig for de samlebånds-avlede hvalpe. Det gælder naturligvis for alle biografier, at de for en stor del er et portræt af den skrivende. Men efter en periode med bekendelseslitteratur og midt i periode med både navlepillende og hæmningsløst selvpromoverende udgivelser er den omhyggelige udforsken og fortolkning af et andet menneskes liv en klædelig måde at udtrykke sit eget ego på. Dette være sagt uden malice, for det at biografere nogen er altid en kærlighedsgerning. Og selv om der skulle smutte lidt rigeligt selvspejling med, så er det først og fremmest den biograferede, der bliver set. Det er ikke kun et narcissistisk symptom, at vi har behov for at blive set - det er noget alment menneskeligt, næsten religiøst, på linje med kærlighedsbudet, at vi skal se hinanden. Måske ligger der også en lille drøm, når vi læser biografier: tænk hvis nogen gad beskæftige sig så meget med mig - og andre gad læse det? Og så er vi igen tilbage ved forklaring nummer 1. Både skrivning og læsning af biografier er åbenbart først og fremmest terapeutisk. Biografi er sammenhæng. En biografi er et billede af et liv, der hang sammen - også når det tilsyneladende slet ikke hang sammen: jo større kriser, jo interessantere er biografien. Eller skæbnen. Vel at mærke på afstand - for det er vel de færreste biograferede, vi ville bytte plads med. På den måde er biografien også en slags erfaring pr, stedfortræder. Ligesom realistisk skønlitteratur er det. Biografier er i det hele taget ikke så fjerne fra skønlitteratur. Mange af den seneste tids mest populære romaner ligner da også biografier: Kirsten Thorups, Henning Mortensens, Jane Aamunds og Ib Michaels, for eksempel. Biografien er den litteratur man vælger, hvis man for eksempel ikke bryder sig om digte og eksperimenterende prosa. Og det er der mange der ikke gør. Det er vel også en slags forklaring på biografiens popularitet?
Relaterede links:
Marie Tetzlaff interwiever Joakim Garff om Kierkegaardbiografien.
BogWeb - 2. januar 2001
Kommentarer