"Årets suveræne vinder af Edvard P. prisen har skrevet en vigtig roman om en af de største forandringer i nyere tid; en fortælling om moderne kvindeliv og vejen mod ligestilling og frigørelse.
Johanne Mygind er journalist og debattør. Heldigvis sprang hun også ud som skønlitterær forfatter sidste år. Med sin stærke debutroman har hun skrevet sig ind i mange læserhjerter.
KÆRLIGHEDENS ÅR er en gribende roman om tre generationer af kvinder. Romanen er inspireret af forfatterens egen familiehistorie og kampen for frigørelse gennem tre generationer af kvinder; mormor, mor og datter.
Hovedpersonen Nanna forsøger at forene sine ambitioner med livet som alenemor med delebørn og 7/7-ordning. Mormor Rigmor måtte kæmpe med 1950’ernes husmoderidealer, mens mor Elisabeth var frontperson for 1970’ernes rødstrømpebevægelse. Fælles for dem er kampene, de må kæmpe, for at udvide deres muligheder som kvinder og mødre.
KÆRLIGHEDENS ÅR er en universel fortælling om vejen til den moderne kvindes position. Med romanen undersøger Johanne Mygind samtidig, hvad kvinder har gennemgået og mistet i kampen for frigørelse.
Tak for bogen Johanne og stort tillykke med prisen!"
Kommentarer