År som blade af husblas
Lars Bukdahls tale til Marie-Louise Hansen for Olgas bog
De bedste forventninger at have til en ny bog er ingen forventninger. Jo længere, man arbejder som professionel læser af moderne, dansk litteratur, i mit tilfælde som anmelder gennem 31 år, jo sværere bliver er det at møde en bog forventningsløst. Selvom man vægrer sig mod det, må man altid fægte sig gennem et net af forventninger ved modtagelsen af en ny bog: Der er selvfølgelig alle de forfattere, man har læst eller hørt om i forvejen. Og for mig betyder det også: Hørt om før deres debut, fordi jeg har mødt dem allerede i deres vilde vorden som bidragydere til Hvedekorn. Hvortil kommer pressemeddelelsen og alle mulige markører på den fysiske bog, bagsidetekst, forfatterbiografi, forfatterportræt.
Marie-Louise Hansens roman Olgas bog havde jeg vitterligt ingen forventninger til. Den lå bare dér ca. midterligt i den pligtbunke af debutbøger, som forlagene havde sendt ud til os jurymedlemmer. Jeg genkendte ikke forfatternavnet, forlaget, Vild maskine, havde jeg dog positive forventninger til – de havde udgivet en anden Marie-Louises fine debutroman sidste år, Marie-Louise Tüxens Jeg ser mig selv som rytmisk – men det udgjorde heller ingen garanti.
Jeg bladrede frem til første tekstside og – BOOM! – oplevede straks hin søde, totale overrumpling, som er så forbandet sjælden: Dette er ægte originalt! Energisk, kompromisløst, magtfuldt mærkelig skrift – hør nu bare, og i for sig er bare den første linje nok:
”Taft falder aldrig blødt om en ung pige. Det falder som farvet papir. Sort. Stift./ Olga bevæger sit hoved som en skildpadde, forsigtigt ud under den ene arm. Ansigtet er grimet af tårer. Det er rødt. Ophovnet./ Hun klasker en buttet kind i stengulvet. Det køler så godt. Hun fryser lidt på den kind og bliver hvid. Øjnene er ikke klar til at åbne. De skal hvile og vaske grus væk. Men det kan de selvfølgelig ikke. Især ikke hvis Jesus er der, oppe i lyset, så må du jo kigge, Olga, sådan siger hun til sig selv.”
Skriften er mærkelig i solidaritet med sin synsvinkelbærer, Olga, som er en kvinde, der er mærkelig - eller til en side eller galsindig eller sindssyg eller skizofren, en mærkelig kvindes mærkelighed har mange navne. Hun opfatter verden med en stærkt poetisk sanset skævhed og naivitet, og helt klassisk ser hun syner og hører stemmer, Jesus og Fanden optræder som helt konkrete, agerende personer for hende. Marie-Louise Hansen tillader ikke sig selv eller os, læserne, at træde udenfor Olgas version og vision af verden, hvilket opleves som både hardcore-klaustrofobisk og generøst bevidsthedsudvidende.
De faktiske begivenheder i Olgas liv, der udspiller sig sidst i forrige århundrede (inspireret af ”outsiderkunstneren” Olgas Larsens biografi), kommer i anden række i forhold til selve hendes, om jeg så må sige, Olga-hed og flimrer ukronologisk en hel del sammen: Olga kommer i lære hos den iltre fotograf Andreas, som hun også har et forhold til, hendes speciale som fotograf bliver nyligt afdøde mennesker, hun gifter sig med Andreas’ bror, tørvetrilleren og præsten Johannes, og så fik jeg sigende nok ikke helt styr på, om Johannes dør, eller de bliver skilt, men bagefter flytter hun på pensionat og senere igen flytter hun ind hos sin bror, undervejs begynder hun vistnok også (som den virkelige Olga Larsen) at skabe billedtæpper.
Olga er nemlig ikke bare en mærkelig kvinde, hun er også en mærkelig kunstner, eller en ikke så mærkelig kunstner, bare en rigtig kunstner, for alle kunstnere bliver nødt til at være lidt eller meget mærkelige, Olga er så bare ret mærkelig. Derfor er romanen også en kunstnerroman; alt det verden og virkelighed, hun kløjes så hjerteskærende i, kan hun få skønneste orden på, når hun helt bogstaveligt sminker ligene og tager sine billeder af dem.
Nede i teksten foretager Marie-Louise Hansen hele tiden den samme bevægelse, fra kaotisk hvirvlen til rammende billedskabelse, her i et afsnit fra bogens sidste fjerdedel, som diskret korresponderer med begyndelsesafsnittet:
”Parken er ikke venligt stemt, det bakkede terræn er væk, græsset, det er et gråt vinterlandskab, fra før sneen kommer, plænen er hård og knoldet, der er kun pletter af græs, det kunne også være efter en brand. Træerne er nøgne, sorte, de har mistet mange grene, alligevel flytter de sig, de kommer helt ud til kanterne på parkstien, som i en ballet Olga engang så på Aarhus Teater, en billet som tak for et billede. Til sidst er stien en tynd nål hun må balancere forsigtigt på, ellers falder hun af som en regndråbe. Kinden slipper for ende af stien, hun falder ned på gulvet, det er ikke dramatisk, en kat kommer hen og lægger sig. År er svære at skille ad, som blade af husblas klistrer de sammen, ligner de hinanden, som små ens vinduer set udefra.”
Og så viste det sig selvfølgelig, ved nærmere research, at jeg godt kendte Marie-Louise Hansen i forvejen, hun var debuteret i Hvedekorn tilbage i 2012, med fire gode, skæve digte. Det her er så godt et referat af Olgas bog som noget:
”Ansigter kan ikke trykkes mod vand/ Det kan påskeliljer heller ikke/ Men ansigter kan trykkes mod glas/ Det kan påskeliljer også/ Og mod sten og papir/ Det kan ansigter også”
Tillykke med Bodil og Jørgen Munch- Christensens Kulturlegat, Marie-Louise, vi er stopfulde af forventning til den videre skrift!
Lars Bukdahls tale til modtageren af Debutantprisen på Vejle Bibliotek den 27.9.19
Kommentarer