Af litteraturstuderende Lisbeth Lassen
Drømmen om Paradis har taget mange forskellige former i den vestlige kultur, men den moderne version af det kan nok nærmest beskrives som azurblåt hav, vajende palmer og hvid sandstrand. Denne drøm har sine rødder i oplysningstidens ekspeditioner til Stillehavets forskellige kulturer.
I 1700-tallet kendte man meget lidt til den sydlige halvkugle og det var baggrunden for de nye opdagelsesrejser, der gik til Sydhavet. Nærmere bestemt er det havområdet fra Sydamerikas vestkyst til Afrikas østkyst, et enormt område, som endnu på det tidspunkt havde en uklar rolle at spille i forhold til kolonialismen.
Man havde længe haft en forestilling om, at der på den sydlige halvkugle måtte være et kontinent, der i størrelse modsvarede de nordlige kontinenters landmasse. Det kan man blandt andet se på de kort den hollandske kartograf Abraham Ortelius lavede i 1500-tallet: her er dette sydkontinent – Terra Australis Incognita - tegnet ind så det fylder stort set alt syd for Afrika, Sydøst Asien og Ildlandet. Dette ukendte landområde skulle selvfølgelig være helt fantastisk rigt på guld og ædelsten…
Den del af drømmen kom James Cook nu til at aflive med sin ekspedition 1768-1771, da han rejste fra England, forbi Sydamerika og gennem Stillehavets enorme havområder for at foretage geografiske og astronomiske målinger.
Han fandt selvfølgelig aldrig sydkontinentet, til gengæld kom han med sit skib Endeavour til steder som Tahiti, New Zealand og Australien, eller Ny Holland som det kaldtes dengang. James Cooks første ekspedition er beskrevet af Sten Wijkman Kjærsgaard i Kaptajn Cooks dagbog (1995), hvor der også er mange uddrag fra Cooks optegnelser under rejsen.
For de menige sømænd ombord på Endeavour har sådan en rejse ikke været nogen spøg. De fleste matroser var tvangsudskrevne, hvilket i praksis kunne foregå på den måde, at Flådens militær inden afgang gennemsøgte de lokale pubber for egnede mænd til opgaven.
Man forstår manglen på frivillighed når man hører om mandskabets arbejdsforhold: de umulige opbevaringsforhold for provianten betød halv- og helrådden mad og vand, når skibet havde været længe nok til havs, disciplinen var hård ombord og chancen for at dø af skørbug – altså mangel på c-vitamin – var stor.
Men der er andre drømme om Paradis end guldet, og sømændene havde fra andre ekspeditioner hørt om de dejlige kvinder på sydhavsøerne. Set i forhold til livet ombord og den mere puritanske seksualmoral derhjemme i England har forestillingen om de eksotiske kvinders frisind stået i et særligt lys for dem. Cook var helt klar over dette og fik skibets læge til at undersøge mændene for kønssygdomme, hvilket nu ikke forhindrede smitte alligevel.
Én af de mest kendte historier fra Sydhavet er nok historien om mytteriet på Bounty, et skib der i 1787 sejlede mod Tahiti for at hente brødfrugttræer hjem til brug som billig kost til slaverne i kolonierne. Mytteristerne under ledelse af Fletcher Christian endte med at bosætte sig på Pitcairn Island, hvor der stadig findes efterkommere idag.
Den historiske begivenhed har efterhånden givet stof til i hvert fald tre film med blandt andet Clark Gable som helten Fletcher Christian (en sort/hvid film fra 1935), Marlon Brandon i samme rolle i midten af 60´erne og senest Mel Gibson. Skibets kaptajn William Bligh er gennemgående blevet fremstillet som en disciplinelskende og snerpet englænder i modsætning til den oprørske og frihedselskende charmør, styrmanden Fletcher Christian.
Det var oprindeligt Charles Nordhoffs og J.N. Halls trilogi om mytteriet (Mytteri på Bounty fra 1932, I kamp med havet, 1934 og Pitcairn-øen, 1934), der for alvor populariserede den historiske begivenhed i den kendte form: en tyrannisk kaptajn sættes fra bestillingen af et mandskab, der hellere vil nyde livet med de dejlige kvinder på sydhavsøerne end tæskes igennem den puritanske arbejdsmoral.
Sammen med myten om den frie og uproblematiske seksualmoral er det myten om at kunne leve uden at skulle arbejde, manglen på intensivt landbrug har for englænderne taget sig ud som om folk på øerne bare tog, hvad de skulle bruge direkte fra naturen. Nu er arbejde jo også Guds straf over Adam, når man læser Bibelen – i Paradiset var det netop ikke nødvendigt at arbejde.
Det er disse to myter om den frie seksualitet og arbejdet som unødvendigt, som Arne Falk-Rønne indirekte forsøger at holde op mod den virkelige historie i sin bog Mytteri i Sydhavet – i Bountys kølvand (1987). Men det lykkes nu ikke helt for ham at skrælle historiens aura af eventyr af, nok især fordi han selv er grebet af den eksotiske rejsefeber.
I dag lever turistindustrien højt på vores vestlige kulturs forestilling om Paradis som en eksotisk palmeø, hvor der ikke arbejdes og hvor man har tid til erotik. Det har især været den massive kampagne fra australsk side for Great Barrier Reef, der har båret ved til bålet, men det er også enkelte menneskers opdagelsesrejser, der har været med.
Den norske arkæolog Thor Heyerdahl står i høj grad som eksponent for ambitionen om at vende tilbage til naturen, altså den eksotiske paradisnatur, vel at mærke. I sin selvbiografi Grøn var Jorden på den syvende dag (1991) bobler han visse steder over af en helt religiøs ekstase når han beskriver naturen og evolutionen, især havets rolle i forbindelse med arternes udvikling.
Man kan også læse om hans forskellige ekspeditioner ad havenes forskellige strømme, blandt andet med Kon-Tiki flåden (1947) og Papyrusbåden Ra (1969) og Ra II (1970). Med Kon-Tiki fulgte han Humboldt-strømmen fra Peru til de forskellige øsamfund i Stillehavet, og med Ra krydsede han Atlanterhavet fra Nordafrikas kyst til Barbados.
Hans idé var, at forskellige kulturer sagtens kunne have spredt sig over store afstande i kraft af havenes strømme, også længe før man opfandt de store plankeskibe. Havet spiller samme rolle for ham i forhold til menneskenes kulturer, som det gør i hans lille skabelsesberetning om evolutionen. Det er den store skaber af helhed og sammenhæng i livet som sådan, en new age tankegang hvor Jorden er den Blå Planet, hvilket vil sige, at alt liv i bund og grund er afhængigt af hinanden og især af havet.
Herhjemme har vi vores egen eksotiske opdagelsesrejsende i Troels Kløvedal, senest forfatter til … og den halve verden (2002), men også Afrodites smil (1996). (Se også Stine Bjerregaards anmeldelse). Troels Kløvedal er knap så romantisk anlagt hvad angår verdenshavenes rolle som Thor Heyerdahl.
Der er lidt mere sømand i ham, når han i … og den halve verden venligt, men bestemt siger Heyerdahl imod og fremhæver, at flere sejlende folkefærd kender til kunsten at sejle mod vind og strøm, og at ingen sømand ved sine fulde fem vil lade sig føre langt ud på et ukendt hav af en stærk strøm i et fartøj så passivt som en flåde af balsatræ eller papyrus.
Men drømmen om Paradis kombineret med opdagelsesrejsen deler Troels Kløvedal nu også, fornuft eller ej. Han er ikke en del af 68-generationen for ingenting og navnet Kløvedal, som han i sin tid tog som fællesnavn med resten af sit kollektiv, stammer fra den danske oversættelse af Ringenes Herre: det er Rivendell, altså elvernes hjemsted, der er oversat med Kløvedal. Drømmen om en bedre og mere eventyrlig verden er svær at udrydde…
Lidt prosaisk kan man sige at vore dages opdagelsesrejsende lever af at formidle en drøm til alle os, der har svært ved at hive halve og hele år ud af kalenderen. En forfatter som Troels Kløvedal har også brug for sin forbindelse til vores mere kedelige del af verden og dens medier for at kunne fortælle om den eksotiske drømmeverden.
Det eksotiske Paradis er tilgængeligt i dag, men især hvis man har penge, for udover at være en drøm er det også en vare til salg.
Kommentarer