Svensk litteratur lige nu. Det unge Sverige

Af litteraturstuderende Martin Toft

Hvis man af og til læser de danske avisers kultursider, kan man nemt få det indtryk, at der i dag eksisterer to, og kun to, positioner i det unge litterære felt. Enten skriver de yngste forfattere svært tilgængelig litteratur med base i hovedstadens elitære cafekliker.

Eller også skriver de almindelig realistisk litteratur, som handler om folks dagligdag i det provinsielle Danmark. Jakob Ejersbo (f.1968) med den aktuelle roman Nordkraft (2002) er eksempelvis blevet puttet i den sidstnævnte kasse af et rørende enigt anmelderkor.

Om den rigide opdeling er retfærdig eller ej, kan selvfølgelig diskuteres, men faktum er, at en sådan klassifikationsiver udelukker mellempositioner eller eventuelle fællestræk imellem de forskelligartede nyudgivelser. Ligeledes betyder det snævre fokus, at man ofte overser de kvaliteter, den helt nye litteratur kan have i relation til den politiske debat i samfundet.

I vores naboland Sverige behandles den nye litteratur lidt anderledes. For tiden vover ingen at opdele kulturen i så stærke modsætningspar. I stedet accepterer man en basal forskel imellem alle kulturens nye kunstneriske udtryk samtidig med, at man diskuterer tematiske fællestræk på tværs af genrer og udtryk.

Man kan således konstatere, at der indenfor de seneste ti år er fokus på en række fælles problemer indenfor litteraturen, musikken, filmen og teatret. Aktører indenfor den frække lyrik, den realistiske roman, den eksperimentelle musik, den socialrealistiske film og det hårdtslående teater arbejder nemlig på radikal forskellig vis med de samme grundtemaer.

En markant tendens hos de unge svenske kunstnere er en interesse for sammenstødet mellem den lille verden og den store verden eller det regionale og det globale. Resultatet af disse tematiske sammenstød bliver oftest en kunst, som indeholder en politisk udsigelseskraft i den ene eller anden forstand.

Et særdeles interessant eksempel på denne tendens finder man i en hyperaktuel ny superroman Populærmusik fra Vittula (2000) af Mikael Niemi (f. 1959). Romanen har solgt sensationelle 600.000 eksemplarer alene i Sverige. Den blev kåret til årets roman i Sverige i 2000, og blev ligeledes indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i 2001.

Romanen ligner umiddelbart en klassisk ungdomsroman. Man følger drengene Matti og Niilas opvækst i Nordsverige, nærmere bestemt i byen Pajala, som ligger nord for polarcirklen i et omstridt grænseområde mellem Finland og Sverige, dvs. i en national randzone som oftest glemmes af Stockholm og Sydsverige.

Den halvt finske, halvt svenske by er et ikke helt almindeligt sted. Topmålet af underholdning lørdag aften består således i at overvære det lokale ishockey-holds træning sammen med pigerne, hvis man da ikke hænger ud med drengene og drikker sig en hjerneskade til i hjemmebrændt spiritus.

En tredje mulighed for underholdning er familiefesterne, hvor mytomanien motiveret af den første snaps kører på frihjul i fantastiske anekdoter om helt utrolige mandfolkepræstationer.

Her et uddrag fra bogen: ”Far og hans brødre fordybede sig i, hvordan en af deres forfædre havde båret en sæk mel på halvtreds kilo plus et jernkomfur og sin gigtsvage kone på ryggen fyrre kilometer uden så meget som at stille oppakningen fra sig i tissepauserne.”

Ja, det går ikke stille for sig, og det er helt oplagt, at Niemi anvender humoren aktivt i forsøget på at fange sine læsere. Og det lykkes til karakteren Ug med kryds og slange.

Udover disse sjove indslag, som ledsager drengene i deres overgang fra barndommen til de voksnes rækker, udspiller der sig også et drama af et andet omfang i romanen. Dramaet er foranlediget af den moderne virkeligheds ankomst til det lille samfund. I romanens nutid – 60´erne og 70´erne – virker asfalterede veje og rockmusik som en mindre revolution i civilisationens udørk.

Det geografiske er faktisk en art hovedperson, da lokaliteterne i sig selv er generator for bogens handling og konflikter. En af pointerne i bogen er, at særligt de unges identitet befinder sig i et spændingsfelt mellem en række modsætninger såsom det finske og det svenske, det kropslige og det intellektmæssige, samt mellem den moderne, globale verden og det traditionelle, regionale samfund.

Eksempelvis mener områdets ældre beboere, at interessen for bøger er et udtryk for forfald i relation til områdets kropslige kultur. Og ringeagtelsen af værdierne i de moderne sydsvenske storbyer er iøjnefaldende. Konfrontationer som disse aftegner omridset til en vedkommende værdidebat med relevans for hele Sverige.

Niemi giver ikke selv nogle entydige løsningsforslag på de konflikter, som skaber spænding i romanen; nej, han viser nærmere, hvordan det at være svensk i dag er en meget kompleks størrelse, som henter sine rødder fra vidt forskellige sammenhænge af bl.a. sproglig og geografisk karakter. På denne vis markerer Populærmusik fra Vittula sig også som en roman med et politisk debatpotentiale. Og netop dette karaktertræk giver Niemis forfatterskab klangbund i forhold til den nutidige svenske litteratur og den nye svenske kunst i det hele taget.

Niemis kortlægning af det nordsvenske vodkabælte er på ingen måde det eneste interessante på den aktuelle svenske litteraturscene, der også indeholder andre unge, spændende forfattere, som dog ikke er oversat til dansk endnu.

Som i Danmark finder man også i Sverige en markant fraktion af unge kvindelige forfattere, som bearbejder nutidens kvindelige identitet med både alvor og komik. Her kan man fremhæve Åsa Ericsdotter (f.1981), Aase Berg (f.1967) og Anna Hallberg (f.1974) som blot tre forfattere, man sikkert kommer til at høre mere til i fremtiden - også i Danmark.

Bob Hansson (f.1970) og Petter Lindgren (f.1965) er to aktuelle, mandlige lyrikere, som begge optræder med effektfulde oplæsningssceancer. Bob Hansson har allerede optrådt i Danmark med sin underholdende scenepoesi, som han selv betegner som et politisk redskab. Petter Lindgren satser ikke nær så direkte på scenens muligheder.

Lindgrens poesi har derimod andre kvaliteter, og han betegnes i mange sammenhænge som Sveriges nye, store poet. I hans debutudgivelse Långtbortistan (1994) demonstrerer han et rigt udtryk, hvor et virvar af lokale, svenske stemmer taler i munden på en rækker internationale kunstnere.

Bogen fingerer at være en lærebog i det tyske sprog samtidig med, at den amerikanske musiker Johnny Cash (f.1932) bringes i spil som en slags skjult medforfatter. Ligeledes citerer Lindgren den amerikanske kunstner Cindy Sherman (f.1954) ved at give sine digte titler såsom: Untitled Film Still.

Og i dette kaotiske univers bærer appelsiner og øl som i popart deres gængse varenavne, JAFFA og LAPINKULTA. Midt i det sproglige sammensurium formår Lindgren dog at bevare en helt egen stemme, og resultatet bliver en sammensat og sjov lyrik, der yderligere kan beskrives som ung, skør, eksplosiv og fræk som en slagterhund.

Alle disse tendenser indenfor de kortere litterære former har sammen med Mikael Niemi en forbindelse til den generelle svenske kulturscene, som man forsøgsvist kan beskrive med termen postmoderne.

Det postmoderne er et relativt abstrakt begreb, hvormed man nu i en årrække, indenfor bl.a. litteraturforskningen, har forsøgt at beskrive, hvilke kendetegn nutidens kunst er fælles om. Begrebets indhold afspejler i nogen grad forestillingen om det nutidige samfund som komplekst og mangefacetteret; konkretiseret ved eksempelvis spændingen mellem det regionale og det globale.

Kompleksiteten ses også i de spritnye bøgers iscenesættelse af et ægte virvar af holdninger og et sandt overflødighedshorn af litterære former og genrer selv indenfor de enkelte værker. Således bliver den nye litteraturs udtryk et vidnesbyrd om, eller en abstrakt refleks af vores uoverskuelige nutid. Udover det mangefacetterede udtryk er den postmoderne kunst født med endnu et kendetegn: Den politiske indskrift; dsv. både tematisk og i kraft af det mangefacetterede udtryk som model for en aktuel og kompleks identitet.

Som i Danmark står samfundets fælles værdier også i Sverige til debat, og kunsten spiller en vigtig rolle i diskussionen – blot på egne præmisser. Lars Noréns (f.1944) teaterstykker er åbenlyst politisk engagerede, og den unge svenske forfatter og filminstruktør Lukas Moodysson (f. 1969) arbejder ligeledes bevidst med emner, som har relation til den politiske virkelighed.

I hans stærke debutfilm Fucking Åmål (1998) beskrives homoseksualitetens vilkår i det provinsielle Sverige, og ikke uvæsentligt har filmen en happy end. Altså – nutidens Sverige må tænke identitet på nye måder. I den aktuelle Lilja 4-ever (2002) går Moodysson endnu mere kontant til værks.

Udnyttelsen af Østeuropas unge piger i Stockholms prostitutionsmiljø får regulær tæsk: fy fann, vågn nu op Sverige, synes pointen at være i denne barske film. På den aktuelle svenske musikscene finder man måske nordens bedste band, Bob Hund. Her har det musikalske udtryk internationale forbilleder, men det populære og prisbelønnede band synger på deres lokale sprog: skånsk.

Denne kunstneriske cocktail har også et politisk potentiale: Det regionale hævder sin ret på positiv vis i mødet med det globale; og en nutidig, sammensat identitet opstår. Postmodernismens kreative og af og til kaotiske mix af regionale og globale elementer skaber en kunst, som gør det mulig at nytænke traditionelle størrelse som køn, race, identitet og sprog på en kompleks facon, som korresponderer med det aktuelle samfunds udvikling.

Netop i kraft af denne evne til at billedliggøre og nytænke det nutidige samfunds kompleksitet får kunsten en vigtig position i den moderne svenske virkelighed, ikke mindst i et politisk perspektiv.