Af litteraturstuderende Martin Laurberg
Er krig og det moderne demokrati forenelige størrelser? Det er det helt centrale spørgsmål i den amerikanske historiker Stephen Ambroses (1936-2002) murstensværk D-dag fra 1994 om de allieredes invasion af Normandiet.
Lad os indledningsvis afsløre, at Ambroses svar på spørgsmålet er bekræftende: ikke alene kan demokratiske stater uden problemer føre krig, de kan tilmed som regel gøre det med stor succes, fordi deres soldater og befalingsmænd er opdraget til at tage ansvar og initiativ og til at samarbejde.
Diktaturstaters soldater opdrages derimod til altid at parere ordre. Det er Ambroses pointe, at denne modsætning fik afgørende betydning for udfaldet af 2. verdenskrig, og at en af de centrale årsager til, at nazisterne tabte, var, at kommandogangen var alt for sløv og bureaukratisk: alle vigtige beslutninger skulle tages eller godkendes af Hitler.
En stor del af Stephen Ambroses kolossale produktion af historiske bøger – han skrev over tredive bøger, og de har en tendens til at være over 400 sider – handler om 2. verdenskrig. Flere af dem har været super bestsellere, deriblandt D-dag. I det hele taget er Ambrose en populær og anerkendt herre. Han har været historisk rådgiver på Steven Spielbergs film Saving Private Ryan, ligesom Spielbergs tv-serie Kammerater i Krig er baseret på Ambroses bøger.
Den lille mand og historiens vingesus
En af grundene til, at D-dag og Ambrose har opnået så stor popularitet, er, at han bruger en særlig metode til at skrive historie. Bogen er næsten udelukkende baseret på øjenvidneberetninger fra soldater i begge de lejre, der kæmpede ved landgangen (dog især englændere og amerikanere og kun i mindre grad tyskere), og det gør den ekstremt medrivende. Man bliver sat i den enkelte soldats sted.
Den måde at skrive historie på bunder i en idé om, at de historiske forandringer grundlæggende bunder i den enkelte soldats handlinger. Eller som Ambrose har sagt i et interview:
”jeg fandt meget hurtigt ud af, at krig er der, hvor tingene sker, og mere specifikt, at tingene sker på slagmarken, hvor den, der vinder, former den verden, vi kommer til at leve i.”
For at forstå krigens udfald, må man se på den enkelte soldats oplevelser på slagmarken. Det er ikke for tøsedrenge. Når man læser om soldaternes oplevelser, forekommer landgangen i Normandiet at være et komplet vanvittigt projekt. Lige så snart dørene åbnes til landgangsfartøjerne bliver soldaterne mødt af en mur af ild og kugler. Ambrose formidler et veritabelt helvedes-scenarium.
Over alt ligger der lemlæstede og gennemhullede lig, og de, der har overlevet de første fem minutter, er for en stor del gået fuldstændig i panik. Det er et sandt støjinferno, fordi soldaterne konstant overdænges af kugler og granater. Folk bliver mejet ned i hobetal, og der hersker totalt kaos.
Ambrose har skrevet om invasionen, sådan at man i kronologisk rækkefølge hører om de styrker, der kastes ind i kampen. For såvel faldskærmsstyrker som panserstyrker og fodtudser er der tale om uhørte strabadser og helt ufattelige tab. Man kan diskutere, hvorvidt Ambrose har ret i, at historien ændres med den enkelte soldat, men under alle omstændigheder fortæller han en historie, der bør og skal fortælles.
Faktisk går beskrivelsen af enkeltpersoners handlinger temmelig vidt. ”D-dag” indledes med en historisk og politisk baggrund for invasionen, og her fokuseres især på de vilkår, ledende militærfolk som Eisenhower og Rommel måtte tage deres beslutninger under. Ambrose forsøger på den måde konstant at lave en kobling mellem enkelte personer og den store historie, og det giver den historiske skildring en personlig vinkel, der virker meget overbevisende, og som gør bogen levende og underholdende.
Den demokratiske helt
Ud over at være en spændende og medrivende skildring af en af de mest afgørende episoder i moderne historie, giver D-dag anledning til eftertanke, hvad angår den mentalitet, der ligger til grund for krigsførelse. Det gør den, fordi Ambrose er meget eksplicit i sin ideologiske stillingtagen til nødvendigheden af krig overhovedet.
Så længe det bliver ved kampen mod nazisterne, kan man sikkert uden de store forbehold følge ham.
Men Ambrose argumenterer for krig mere generelt. Når han for eksempel fortæller om de britiske troppers problemer op til invasionen, taler han om ”pacifismens gift” som har ”ædt sig ind i sjælen på den britiske ungdom.” For fredelige mennesker kan det virke ret vildt at omtale pacifisme som en gift og som noget, der virker fordærvende. Ambrose ville her formentlig hævde, at pacifisme i nogle tilfælde kan blokere for nødvendige handlinger.
Det han argumenterer for – og det som D-dag i bund og grund handler om – er en grundlæggende handlekraft og vilje til at kæmpe for demokratiet og til at føre krig mod diktaturet. Samme argument bliver brugt af mange (især borgerlige) politikere, og derfor er Ambroses mere generelle argument for krigens nødvendighed ret inspirerende, om man så er enig eller ej.
Krigen og det demokratiske system indgår i en særlig symbiose i D-dag. Den handlekraft, der skal til for at bekæmpe tyskerne, hænger uløseligt sammen med en initiativrigdom, som er skabt af det demokratiske systems individualisme.
Omvendt kalder krigens rædsler på en øget handlekraft hos soldaterne. Ideologisk kan man nok sige, at Ambrose er en temmelig radikal individualist, og det er den position, der ligger til grund for hans måde at skrive historieskrivning på. Han går ud fra, at de allieredes sejr grundlæggende bunder i det individuelle initiativ.
Ambrose skriver med andre ord om en flok af demokratiske, individuelle helte, som samarbejder i kampen mod en ensrettet gruppe af undertrykte soldater, der i sidste ende er instrumenter for én mand – Hitler.
Befæstningen af Normandiets kyst forekommer fuldstændig uigennemtrængelig, og invasionens succes skyldes, at soldaterne kunne og måtte tage sagen i egen hånd, mens alt ramlede sammen omkring dem. Sådan fremstår det i hvert fald i Ambroses billede af de totalt kaotiske, uplanlagte og mareridtsagtige tilstande under invasionen.
Det er en ubehagelig, men samtidig nødvendig, medrivende og tankevækkende historie.
Kommentarer