Af litteraturstuderende Martin Laurberg
I en scene i actionfilm-klassikeren The French Connection (1971) tager Fernando Rey en eller anden obskur type musling op af et lille udendørs vandbassin, skærer den i stykker med sin fine lommekniv og spiser den rå. Rey spiller en fransk narkobaron, der bliver jagtet af den slidte Gene Hackman, og når han spiser en rå musling, fortæller det noget om hans personlighed.
For det første bruges den gamle (og vist ikke helt forkerte) kliché om, at franskmænd har det med at spise underlige sager. På den måde signalerer muslingen Reys franskhed. Derudover er det en ret excentrisk og barsk måde at spise på, og det medvirker til at underbygge billedet af Rey som en hensynsløs og farlig skurk, der samtidig har visse eksotiske og luksuriøse sider.
Det man spiser og den måde, man spiser det på, siger altså noget om personen, og derfor bliver det i litteraturen brugt som et greb til på forskellige måder at skabe en personkarakteristik. 
Et godt eksempel er James Joyce’s (1882-1941) Ulysses fra 1922, hvor man præsenteres for hovedpersonen på følgende måde: “Mr. Leopold Bloom spiste med velbehag indre organer af dyr og fugle. Han holdt af tyk kødsuppe, lækre kraaser, et fyldt, stegt hjerte, panerede leverskiver, ristet torskerogn.
Mest af alt holdt han af grillet lammenyre, der lod hans gane fornemme en fin aroma af svagt duftende urin.” I Joyce’s roman er spisevanerne det første, man hører om hovedpersonen, og det er et noget kvalmende førsteindtryk, man får af ham. Især virker fascinationen af lammenyrernes bismag af urin frastødende.
Blooms spisevaner giver fra første færd et signal om en sær smag for fede og lumre sager, og det er en karakteristik, der hænger ved ham gennem hele romanen. De lidt kiksede og ulækre spisevaner medvirker til at foklare, hvorfor hans kone - den smukke og jetset-agtige skuespillerinde Molly Bloom - måske foretrækker charlatanen Blazes Boylan.
Hos Joyce fungerer spisevanerne altså som led i en personkarakteristik. Det samme er tilfældet i Knut Hamsun’s (1859-1952) gennembrudsroman Sult (1890). Romanens unge forfatter-helt hutler sig gennem tilværelsen i Oslo uden en krone på lommen, og det er tydeligt, at hans spisevaner - han spiser ingenting - reflekterer en mere abstrakt, eksistentiel sult eller mangel, som for eksempel kommer til udtryk ved, at han er helt ude af stand til at have et normalt forhold til andre mennesker.
Spisevanerne kan imidlertid også bruges på en mere generel måde som en karakteristik af en bestemt befolkningsgruppe. Det ser man for eksempel i russeren Nikolaj Gogol’s (1809-52) beskrivelse af borgerskabet i den vanvittige roman Døde Sjæle fra 1842:
“Herrer med en middelstor formue, som holder ind og får serveret en skinke på én poststation, en helstegt pattegris på en anden og et stykke kogt stør eller en pølse med løg på den tredje, og som rask væk sætter sig til bordet på et hvilket som helst tidspunkt og, som om de ingenting havde spist hele dagen, fortærer en fiskesuppe, kogt på sterletter med 'bukser' og 'mælk', og bagefter sætter tænderne i en pirog eller kulebjaka, en fiskepostej, lavet på halestykkerne af en fed malle, bare for at samle appetit til hovedretten - den slags herrer har i sandhed fået en misundelsesværdig gave fra himlen!”
Gogol bruger her spisevanerne til at beskrive en hel befolkningsgruppe. Det grådige frådseri bliver tydeligvis brugt til at gøre nar med, men det er nærmest en slags generel latterliggørelse. De beskrevne ædedolke er tydeligvis latterlige. Hans egen karakteristik af deres appetit som en gave fra himlen er også meget latterlig. Og i samme ombæring benytter han lejligheden til at kritisere og latterliggøre folk, der spiser “østers, havedderkopper og andre af naturens vidundere” for derefter at gå på slankekur. Kort sagt: alle er latterlige. Latterligheden bliver skabt på basis af personernes forhold til mad.
Spisevaner bruges altså som et litterært greb til at karakterisere personer. Det er interessant, at den karakteristik, der skabes ved hjælp af spisevaner, meget ofte er af en grotesk eller bizar natur. Det er i hvert fald tilfældet i de eksempler, jeg har nævnt her - måske med undtagelse af Fernando Rey i The French Connection.
Noget tyder på, at mad og spisevaner opfattes som noget temmelig afgørende. De er en del af vores intime liv, og det er derfor, man kan karakterisere en person ud fra dem. Det er måske også grunden til, at mad ofte signalerer noget erotisk.
Kommentarer