Spis! - mad som metafor og motiv i litteraturen

Af Morten Peick, cand. phil i litteraturhistorie

Mad og litteratur er tæt forbundne størrelser. Det er ikke så mærkeligt, for mad er en stærk metafor i vores kultur, der kan udtrykke alt fra æstetisk pikanteri til tilværelsens prosa i dens mest gråmelerede trivialitet. Såvel tilberedning som fortæring af mad er knudepunkter i den sociale tekstur og derfor scene for allehånde begivenheder i et menneskeliv.

Det er med mad, man forfører sin kone, og det er ved maden, at man år senere fortæller hende, at man er blevet meget, meget træt af hende. Både mad og litteratur tilfredsstiller behov, der har med munden at gøre. Det fremgår bl.a. af den måde, vi taler om litteratur på. Vi bruger gerne spisemetaforer for akten at læse og forstå, fordi de ligesom spisning handler om at tilegne sig noget andet.

Man kan “sluge en bog”, “fordøje et budskab” eller have problemer med at “tage mere mening ind”. Hele undergenrer i litteraturen er benævnt i analogi med mad og spisning. For eksempel kommer betegnelsen satire, der oprindeligt angiver “et skrift af blandet indhold”, af det latinske satira, der betyder “et fad med mange slags frugter”, og ordet for ”mæt”, satur. På samme måde er en litterær pastiche en efterligning af en anden forfatters eller periodes stil, men pastiche betyder egentlig postej, altså en ret der er stuvet sammen af flere forskellige ting.

Nadverbrød
Madmetaforik finder man allerede i den antikke litteratur, hvor odedigteren Pindar (ca. 522-442 f.Kr.) gjorde sig til af, at hans digtning gav “noget at tygge på”, og Aischylos (525-456 f.Kr.) kaldte sine tragedier for “stykker fra Homers store gæstebud”. Men det er først og fremmest i Bibelen, man finder kilden til den symbolik, vi omgærder maden med.

Bibelen bugner af billeder, der har med mad og drikke at gøre. Mange kender historien fra 2. Mosebog om mannaen, der faldt fra himlen under israelitternes flugt fra Ægypten, ligesom brød, vand, vin, fisk m.m. er fast inventar i Det Ny Testamente´s mange lignelser.

To bibelske fortællinger om mad overskygger alle andre: syndefaldet og den hellige nadver. I 1. Mosebog bliver Adam og Eva som bekendt fordrevet fra Paradis, fordi de spiser af frugten fra kundskabens træ.

Hermed taber mennesket sin uskyld og må fremover leve som et både syndigt og dødeligt væsen i en falden verden, hvor tanke og krop, ord og ting, bevidsthed og natur ikke længere er et.

Nadveren kan siges at sone den syndighed, som syndefaldsmyten forklarer oprindelsen til. I Det Ny Testamente bliver den indstiftet skærtorsdag, da Jesus giver sine disciple en smule brød og vin:

“[…] Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog brødet, takkede, brød det og sagde: “Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!” Ligeså tog han også kalken efter aftensmåltidet og sagde:

“Denne kalk er den nye pagt ved mit blod; gør dette, så ofte som I drikker den, til ihukommelse af mig.” Som det forkyndes i Paulus’ 1. brev til korinterne 11, 23, hvorfra ovenstående citat stammer, er nadveren billedet på en ny pagt med Gud og et evigt liv i Jesu nærhed. At tage del i nadveren er at bekræfte sin kristne tro og tilhørsforhold.

Nadveren har siden været et af de vigtigste sakramenter i den kristne kirke, og et yndet motiv i litteraturen. Den klinger med ved middagsbordet i James Joyces (1882-1941) novelle The Dead fra 1914, og i mesterromanen Ulysses (1922) spiller spørgsmålet om transsubstantiationen, d.v.s nadverens forvandling af brød og vin til kød og blod, en vigtig rolle.

Fra vores hjemlige litteratur er Martin A. Hansens (1909-55) Agerhønen fra 1947 et eksempel på en tekst, hvor måltidet har om ikke nadverkarakter, så dog stærkt sakrale, ja, nærmest mirakuløse overtoner. I novellen dumper en agerhøne pludselig ned til en fattig landfamilie som en uforklarlig gave fra himlen, netop som nøden er størst. Den lille fugl bliver et “Haabets Festmaaltid”, der på trods af sit ringe omfang “mættede dem alle”, som det hedder med novellen afsluttende ord.

En kritisk brug af nadvermotivet finder man i Herman Melvilles novelle Skriveren Bartleby fra 1854. Her er det især nadverens karakter af bekræftelse på en faderlig orden, som Melville spiller på. Novellens undselige titelperson, der bliver ansat som skriver på et advokatkontor, ”foretrækker” nemlig ikke at spise, ligesom han ”foretrækker” ikke at kopiere lovens ord. I det kristne værdisystem, som fortællingen på raffineret vis kritiserer, placerer denne dobbelte gestus Bartleby helt uden for det menneskelige fællesskab – en umulig position, der må ende med døden.

Al livets bitterhed på en tallerken
Hvor maden i den kristne tradition er lig med autenticitet, mening og sammenhæng, bliver den hos Gustave Flaubert (1821-80) det stik modsatte, nemlig emblem for en radikal meningsreduktion, der nærmer sig den totale affortryllelse af virkeligheden og af kunsten.

Hans store roman Madame Bovary fra 1857 rummer eksempler på begge dele. I en berømt passus ser Emma Bovary ved aftensmaden sin tilværelses rungende tomhed i øjnene:

“Det forekom hende, at al livets bitterhed blev serveret hende på tallerkenen og sammen med dampen fra kødsuppen steg fra dybet af hendes sjæl også andre pust af væmmelse.”.

Årsagen til Emmas livslede er naturligvis hendes ulykkelige ægteskab med Charles, romanens katastrofale omdrejningspunkt. At maden hos Flaubert peger i retning af det meningsløse og tomme skal ikke forveksles med, at den ikke betyder noget.

I det tætte væv af socialitet, metafysik og historie vi kalder litteratur, fungerer mad og spisning altid som et vitalt tegn. Om det så er Rabelais’ karnevaleske frådseri, Gustav Wieds spidsborgerlige ædedolke, Hamsuns hungerhallucinationer eller Kafkas sultekunst.