Små afvigelser

Digteren Annemette Kure Andersen debuterer som prosaforfatter med en novellesamling om de stille eksistenser. Vi har mødt hende til en snak om skæbnemotiv, inspiration og lyrik contra prosa. Læs hendes svar her.



Du er netop “debuteret” med din første novellesamling, “Små afvigelser”, tidligere har du udgivet 6 digtsamlinger. Har det været en anderledes arbejdsproces for dig at skrive prosa?

I min måde at skrive på er jeg meget visuelt orienteret. Det vil i praksis sige, at det, som jeg skriver, eksisterer som billede for mit indre blik, inden det overhovedet bliver til tekst. For poesiens vedkommende vil der da typisk være et enkeltstående billede, der danner grundlaget for digtet. For prosaens vedkommende er der tale om en art film. I begge tilfælde drejer det sig om en proces, hvor jeg sætter ord på billeder.

Skæbnemotivet spiller en stor rolle i dine noveller. Er det tilfældigt?

Mange af novellerne rummer mere eller mindre direkte skildringer af den måde, hvorpå mennesket i det moderne samfund organiserer sig. Hovedparten af personerne i ”Små afvigelser” har et ensomt liv, og deres drømme er i mange tilfælde affødt af ønsket om materielle goder. De forsøger i de fleste tilfælde at bygge deres liv op omkring nogle egentligt meget hule eller tomme værdier, som de så fylder med betydning, fordi de ikke erkender, at deres liv er indholdsløst.

Et fællestræk ved flere af personerne er, at de er nærmest lidenskabeligt optagede af en sag eller et emne, men deres engagement kommer til at virke som et surrogat for et liv, som de kunne have haft. Det er da prisværdigt, at de engagerer sig, men det er på bekostning af nogle mellemmenneskelige værdier. Deres handlinger og anskaffelser af materielle goder fungerer som dække over et liv, der socialt set er kendetegnet ved nederlag. Jeg tror, at det er meget udbredt i vor tids samfund: At forbrug skaber identitet og måske endda en følelse af magt og kontrol.

I flere af novellerne tager personens liv en mærkbar drejning i det øjeblik, deres liv på en eller anden måde får et knæk. Her har hensigten været at vise, hvor sårbart et menneske er. Kan man da tale om en art skæbnemotiv?

Det er svært at sige. Hvad er skæbne? Er der noget, der er forudbestemt? Måske det snarere forholder sig sådan, at det tit er tilfældigt, hvad det er, der kommer til at få betydning for vores liv. Det må være op til den enkelte at vurdere ved læsningen af ”Små afvigelser”, om det er tilfældet eller skæbnen, der er afgørende for personerne i novellerne.

Det handler også om, hvad det er for nogle valg, vi foretager. Hvordan kan vi vide, om det, vi vælger, er det rigtige? Flere af personerne i novellerne træffer et valg, men det kan være, de ville noget andet. De har næsten alle en drøm om et eller andet. Jeg håber, at historierne måske kunne få læserne til at tænke – åh, nej, hvorfor gør hun eller han dog ikke sådan i stedet for – og så overfører disse tanker til deres eget liv. Mange følger bare et bestemt spor, og det kunne muligvis ændres.

Bliver det næste, vi kan vente fra din hånd, en roman?

Når jeg skriver, skyldes det en indre nødvendighed, dvs. jeg er nødt til at skrive og har ikke andre valg. Hvad min næste bog bliver, kan jeg ikke svare på endnu. Men eftersom det har været meget spændende for mig at prøve kræfter med at skrive prosa, vil jeg gerne udforske dette felt yderligere. Det er imidlertid for tidligt at sige mere om på nuværende tidspunkt.

Hvorfra henter du din inspiration?

Ofte er det sanseindtryk fra den verden, der omgiver mig, der er udgangspunktet for det, som jeg skriver. Jeg henter altså inspiration i det, der på et givent tidspunkt er de konkrete fysiske omgivelser. Hvad det så er, der gør indtryk, er ikke til at vide på forhånd. Det kan i princippet være alt muligt.

Det tror jeg, at vi allesammen kender til: Af alt det, som vi ser, hører og oplever, vil der altid være noget, der gør et dybere indtryk end andet. Pludselig er der et eller andet, som man får øje på eller kommer til at lytte efter, og det er næsten ikke til at frigøre sig fra det sete eller hørte igen. Det har faktisk mest af alt karakter af, at verden eller et bestemt lille udsnit af verden pludselig fremstår mere klart. Og det punkt eller den genstand, der med ét virker mere tydelig, tiltrækker sig al opmærksomheden.

Hvis jeg skal forsøge at beskrive dette forhold nærmere, så kan man sige, at der etableres et nærvær imellem det sansede og min person, der er så intenst, at resten af verden lades ude. Det er disse momenter af sansemæssigt intenst nærvær, der lever videre som billeder for mit indre blik. Og på et eller andet tidspunkt sker der det, at billederne får deres håndgribelige udtryk ved at blive skrevet som tekst.

Har du gået på Forfatterskolen eller andre skriveskoler?

Nej, jeg har hverken gået på Forfatterskolen eller andre skriveskoler.

Hvad har været din største læseoplevelse?

Jeg har altid læst meget litteratur – romaner, noveller og især digte. At min læsning nok efterhånden hovedsagelig er blevet koncentreret omkring lyrik skyldes det faktum, at jeg holder af digtets evne til i en fortættet form at sætte billeder på livet og verden. Der findes så umådeligt mange gode digtere, at det er meget svært at vælge enkelte ud på bekostning af andre. Hvis jeg så skal gøre det alligevel, vil jeg nævne Rainer Maria Rilke. Af Rilkes forfatterskab er det Duineser Elegien, som jeg er vendt tilbage til. Igen og igen. Hvis jeg også skal pege på en prosaist, hvis værker har gjort uforglemmeligt indtryk, må det blive den italienske forfatter Gianni Celati.

af Lisbeth Larsen og Gitte Buur Rasmussen