Shakespeares værker

Af litteraturstuderende Marie Louise Büchert

Selvom William Shakespeare (1564-1616) er en af historiens mest berømte dramatikere, er man i dag kun i besiddelse af ganske få biografiske oplysninger om hans person. Sikkert synes det dog, at han ernærede sig som skuespiller og dramatiker i London under Elizabeth I (1558-1603), og at han døde som en velhavende og anerkendt mand. Populariteten skyldes formentlig, at hans omfattende litterære produktion afspejler periodens tanker og problemstillinger såvel i form som indhold. Dette betyder nemlig, at Shakespeares værker på unik vis formåede at række ud mod alle samfundslag.

Shakespeares forfatterskab opdeles traditionelt i fire faser. Den første fase udgøres af hans mindre kendte lyriske værker: de episke digte Venus and Adonis (1593) og The Rape of Lucrece (1594), der behandler et mytisk materiale. Og det mest gådefulde af Shakespeares værker, Sonnets (fra 1590'erne), hvori kærligheden til henholdsvis en ung mand og en ukendt kvinde udmales i 154 fascinerende sonetter. Disse poetiske værker modsvarer i høj grad hoffets daværende, modebetingede krav til litterære genrer. Det er på den måde karakteristisk, at den unge Shakespeare kun henvender sig til et snævert, aristokratisk og pengestærkt publikum.

Fra 1580'erne møder teaterforestillinger dog stigende efterspørgsel fra de lavere samfundslag, og derved bliver dramatikeres økonomiske situation langsomt mere sikker end digternes. Det er uvist om dette er grunden til, at Shakespeare i 1590 skriver sit første skuespil. Men det er et fact, at han fortsætter produktionen inden for denne genre (der findes i dag 36 bevarede skuespil fra hans hånd). Skuespillene er som helhed nært knyttet til samtidig engelsk dramatik, mens handlingsgangen ofte stammer fra italienske noveller eller fra værker om historiske emner.

Forfatterskabets anden fase (1590-1600) er sammensat af en perlerække historiske krønikespil og af en tilsvarende række komedier. Tilsammen giver de stolte krøniker et fuldt billede af Englands ældre historie fra den sidste regent af huset Plantagenet (Richard II), gennem de krigshærgede år under huset Lancaster (Henry IV - V - VI) frem til huset York (Richard III), hvor alt bryder endeligt sammen. Stykkerne udtrykker en forsigtig royalisme fra Shakespeares side. I dag synes der dog at være enighed om at opfatte denne royalisme som ordensdyrkelse, en frygt for kaos, snarere end en forherligelse af enevældig magt. Shakespeare stiller sig alene på fornuftens og rimelighedens side.

Komedierne fra 1590'erne er ved første øjekast traditionelle og overfladiske - muntre, romantiske lystspil, der bevæger sig i en fiktiv verden uden at ænse hverdagens problemer (fx. den tidlige Trold kan Tæmmes). Under den optimistiske overflade genfinder man dog Shakespeares karakteristiske melankoli, hans billede af en verden i ubalance. Hovedværket En Skærsommernatsdrøm fremstiller således kærligheden som bedrag, og i eksempelvis Stor Ståhej for Ingenting leder figurerne febrilsk efter deres ukendte fysiske og psykiske identitet.

Omkring århundredeskiftet begynder forfatterskabets tredje periode (1600-1608), den tragiske rejse mod total desillusion, hvor Shakespeare viser sin dybeste og mest originale side. Den anden fases få rester af aristokratisk romantik og barok ornamentik er i denne periode totalt erstattet af frygtelige erkendelser og bundløse kvaler. Men Shakespeare har ikke bare frigjort sig fra hoffets krav til kunst; den smertefulde kærlighed i Romeo og Julie, Desdemonas meningsløse død i Othello, Hamlet med sit navnkundige sjæleliv, Kong Lear og Macbeth - alle synes de skrevet til Londonteatrenes store blandede publikum uden hensyn til noget bestemt samfundslag.

Den fjerde og sidste fase i Shakespeares udvikling (1608-12) er en tid med resignation og formildende ro, med tragikomedier, eventyrspil, der endnu engang slår ind på det romantiske. Hovedværkerne Et Vintereventyr og Stormen er rige på dramatiske begivenheder, lidenskabelige opgør og følelsesmæssige kontraster.

Sidstnævnte stykke er derfor blevet tolket som den uovertrufne opgørelse over alle samtidens uløste modsætninger og ubesvarede spørgsmål - men også som Shakespeares afsked med kunsten. Tolkningen kan diskuteres, men det er slået fast, at Shakespeare trækker sig tilbage fra teateret fem år før sin død, mens han stadig feteres på toppen.

Som man gennemløber Shakespeares fire produktive faser, er det bemærkelsesværdigt, at hans værker henvender sig til, og vinder bifald fra, et stadigt bredere og mere blandet publikum. Dette kan skyldes, at de i stadig større grad afspejler periodens ustabile relativisme såvel i form som i indhold og tendens.

Elizabeths England var en tid i opløsning, mærket af en ny erkendelse af at mennesket ikke er universets centrum. Middelalderens stabile værdisæt og absolutte gudsopfattelse var derfor eksistentielt uholdbare i en periode uden alternative levemåder eller normer. I Shakespeares dramatiske værker ses denne frustration som en kompleks flertydighed af ideer og holdninger, af mangeartede (folkelige som aristokratiske) stilistiske og sproglige niveauer.

Fra en nutidig vinkel synes det tilsvarende at være denne flertydighed, der fastholder en bred interesse for Shakespeare. Det er hans figurers differentierede psykologi og uimodståelige indre sandhed, der betyder, at de ikke tømmes for mening. Det er hans sammenfletning af realisme og idealisme, blandingen af tragiske og komiske motiver, den grove modsætning mellem det konkrete, sensuelle og det abstrakte, intellektuelle. Shakespeares dramatiske geni og sproglige rigdom gør ham til en ener. Han er selvrådig, umådeholden og frodig - og bekymrer sig ikke om etablerede regelsæt. Deri ligger originaliteten, den magnetiske kraft, der stadigt tiltrækker sig opmærksomhed.

Romannet - 1. juli 2001