Af litteraturstuderende Martin Laurberg
Filmatiseringer kan i større eller mindre grad forsøge at holde sig til originalteksten. I de fleste tilfælde vil en direkte kopi være yderst vanskelig, fordi forskellige medier har forskellige kvaliteter.
En filmatisering af et stykke drama besværliggøres, fordi dramaet arbejder med en umiddelbarhed i forhold til publikum og skuespillerne imellem, som svært kan efterlignes på film.
Til gengæld giver filmmediet større muligheder for panoramiske skildringer samt for spring i tid og rum. Filminstruktøren kan således tvinges til i større eller mindre grad at afvige fra dramaet. I værste tilfælde forsøger han på kluntet vis at kopiere dramaet med et plat og filmisk uskønt resultat til følge. I bedste tilfælde fungerer filmen som et selvstændigt kunstværk, der med filmiske virkemidler indgår i en relation med dramaet og nuancerer temaer og problemstillinger. Det sidste er netop tilfældet med den japanske instruktør Akira Kurosawas (1910-1998) superklassiker Ran (1985), som er en filmatisering af William Shakespeares tragedie King Lear.
Ran udspiller sig i 1600-tallets Japan. Den magtfulde hærfører Hidetora vil overdrage sit rige til sine tre sønner for selv at trække sig tilbage. Hans beslutning bliver straks kritiseret af den yngste søn Saburo, der mener at den hensynsløse Hidetora har trænet sine sønner i sit eget billede, hvorfor de umiddelbart efter magtoverdragelsen sandsynligvis vil fratage ham alle rettigheder og vende ham ryggen. Hidetora bliver rasende og forviser Saburo, hvorefter magten overdrages til de to ældste sønner.
Desværre går Saburos spådom i opfyldelse: Hans to brødre viser sig at være ekstremt magtsyge, og de forsøger straks at fratage Hidetora al indflydelse. Der opstår borgerkrigslignende tilstande i riget, fordi de to brødre under indflydelse af den enes kone begynder at bekrige hinanden. Imens flakker Hidetora hjemløs rundt og bliver gradvis mere vanvittig, efterhånden som han konfronteres med konsekvenserne af sin beslutning. På tragisk vis omkommer stort set alle personerne, før filmen er omme.
Der er visse forskelle mellem Ran og Shakespeares King Lear: Kurosawa har flyttet handlingen fra det præhistoriske England til den japanske middelalder; Hidetora har tre sønner, mens Lear har tre døtre; hos Shakespeare fungerer personernes indbyrdes kamp mest på snedig og snigmorderagtig vis, mens Kurosawa benytter sig af storslåede kampscener.
På trods af disse centrale forskelle er såvel plot som tema stort set ens. Det er overraskende, at Shakespeares tragedie lader sig flytte et par tusinde år - fra Lears tid til Hidetoras - ligesom det undrer, at temaerne forekommer mindst lige så relevante i Kurosawas film fra 1985 som hos Shakespeare, der skrev omkring år 1600.
Når det er tilfældet, skyldes det den plotmæssige og tematiske kerne, de to værker har til fælles: Beslutningen som får uanede konsekvenser; højforræderi på tværs af familien; den menneskelige deroute udi galskab. Over disse grundlæggende strukturer bygger Shakespeare og Kurosawa hver sit fiktionsunivers.
Der skabes en spændende korrespondance på tværs af tid og kultur, idet de almenmenneskelige problemstillinger viser sig at fungere både i Shakespeares tragedie, hvor en form for oldengelsk æreskodeks er den styrende drivkraft, og i Kurosawas film, der arbejder med en art buddhistisk livsfilosofi. En af de centrale grunde til, at begge værker virker appellerende er således, at de arbejder med en grundlæggende historie, som vil kunne gøre sig gældende uafhængigt af tid og sted. Kurosawa fremdrager kernen i Shakespeares stykker, snarere end han forsøger at kopiere det.
En anden grund til, at Ran er en succesfuld filmatisering af King Lear, ligger i Kurosawas sans for de forskelligartede kvaliteter ved film og drama. Shakespeare skrev med henblik på, at stykkerne skulle opføres på en scene. Derfor er visse passager bedst egnet til denne form for opførelse.
Som konsekvens har Kurosawa filmet visse passager på en teateragtig måde. I startsekvensen, hvor Hidetora taler med sine tre sønner, vil man opdage, at kameraet i lange perioder står helt stille, mens alle personerne er til syne, og der findes stort set på intet tidspunkt i filmen close-ups af personernes ansigter.
Det giver et originalt og stemningsfuldt udtryk. Omvendt afholder Kurosawa sig slet ikke fra at udnytte filmmediets kvaliteter. Billederne af de japanske landskaber er ufattelig smukke, og de fabelagtige og ekstremt godt koreograferede kampscener er et ypperligt eksempel på filmkunst. Således bruges filmmediets kunstneriske potentiale til at skabe en ækvivalens til Shakespeares poetiske tragedie. De to værker korresponderer nok, men fungerer samtidig uafhængigt af hinanden. Det ene kan langt fra siges at overflødiggøre det andet. Heri ligger måske målestokken for en succesfuld filmatisering.
Romannet - 3. oktober 2001
Kommentarer