Af Kristoffer Friis Flakstad, cand.mag. i dansk og engelsk, redaktør på Politikens Forlag og konceptudvikler på Forlagskompagniet
Tre unge forfattere har taget det litterære Amerika med storm. De tilhører den nye "generation Y" og udstiller en vestlig verden med alvorlige problemer.
Den amerikanske skønlitteratur rører på sig – igen. En ny generation har fået sin egen stemme, amerikanerne kalder den generation Y – den naturlige efterfølger til generation X. Og de nye, unge forfattere er fulde af energi og lyst til at fortælle om deres generation.
I den seneste tid har især tre mandlige forfattere gjort sig bemærkede. De er blevet talerør for den unge generation, og deres romaner er blevet amerikanske bestsellere. Det drejer sig om Ned Vizzini (f. 1981), Marty Beckerman (f. 1983) og Nick McDonell (f. 1984). Sidstnævnte vender jeg tilbage til senere.
Beckerman - den sexfikserede
Marty Beckerman kommer oprindeligt fra Alaska. Men der var ikke de helt store udfordringer for en ung forfatterspire i den fjerne og barske by Anchorage, så Beckerman udvandrede i 2002 til Washington D.C. Her skabte han sig hurtigt en karriere som skribent i samme fabulerende gonzo-stil som forbilledet Hunter S. Thompson, der døde tidligere i år.
Beckerman debuterede litterært med essay-samlingen Death to All Cheerleaders i 2000. Sidste år kom så den skønlitterære debut med romanen Generation S.L.U.T. På amerikansk betyder slut som bekendt luder, men her udgør ordspillet også en forkortelse for Sexually Liberated Urban Teens – seksuelt frigjorte storby-teenagere.
Bag den stadfæstende titel gemmer der sig en beskrivelse af et naivt, sexhungrende ungdoms-Amerika anno 2004. Beckerman har i flere interviews ikke lagt skjult på, at han selv er en sexfikseret ung herre – men romanen udstiller også et teenageliv, der måske er lidt for hult og udtømt for sande værdier, fordi den vestlige verden bliver stadigt mere grotesk.
På den ene side er vi rigere og mere materielt orienteret, end nogensinde før. Samtidig føres der ubegribelige krige, tusindvis dør af sult rundt om i verden, og terror-truslen lurer konstant om hjørnet. For at skyde både overfladiskheden og verdens brutaliteter fra sig, kaster de unge mennesker i Beckermans roman sig derfor over lemfældig sex.
Vizzini - den selviscenesættende
I en lidt anden boldgade befinder Beckermans ven, Ned Vizzini sig. Som navnet antyder er Vizzini en ægte new yorker med italienske aner. Også han har ernæret sig som skribent og essayist og har udgivet den new-journalism-prægede Teen Angst? Naaah. Vizzini debuterede skønlitterært i sommeren 2004 med romanen Be More Chill.
Dette er er en besynderlig fortælling om teenageren Jeremy Heere, der en skønne dag sluger en såkaldt squip – en slags pille, der gør underværker for den kedelige, socialt ubegavede Jeremy. Squipen forvandler et dødssygt enspænder-teenageliv til lidt af et eventyr.
Både Beckerman og Vizzini har i det hele taget været ualmindeligt gode til selviscenesættelse. Her-er-jeg-mentaliteten er slående for generation Y – en generation af unge, der har fået masser af opmærksomhed og materielle goder i hele deres barn- og ungdom. Den selvsikre promovering kommer derfor også stærkt til udtryk på de to unge forfatteres hjemmesider: www.nedvizzini.com og www.martybeckerman.com.
Vizzini og Beckerman har dog noget at have den høje cigarføring i. Både Generation S.L.U.T. og Be More Chill er nemlig solgt til udgivelse i en række lande, og de amerikanske anmeldere har været vilde i varmen. Hvad mere interessant er, skal begge romaner nu også filmatiseres i Hollywood, så i modsætning til de fleste danske forfattere kan Vizzini og Beckerman tage det roligt: De har for længst tjent ind til, at de næste romaner kan nedfældes uden bekymringer om privatøkonomien.
McDonell - en ny Hemingway ?
Den sidste af de tre store Y-forfattere er den nu 21-årige Nick McDonnell. Han er i modsætning til Vizzini og Beckerman vokset op i samfundets øverste lag og studerer i dag på det prominente universitet, Harvard. McDonell tilhører den del af det amerikanske samfund, der kommer tættest på et aristokrati, de såkaldte WASPs – White Anglo-Saxon Protestants – altså de amerikanere, der kan føre anerne tilbage til Storbritannien (og til dels det øvrige Nordvesteuropa).
Ud af det blå trådte den ukendte 17-årige McDonnell tilbage i 2002 med manuskriptet til romanen "Twelve". Bogen, der var blevet til i løbet af skolesommerferien, blev udgivet og modtaget med bifald af det amerikanske anmelderkorps. Onde tunger påstår dog, at unge McDonells succes bl.a. skyldes familienavnet (faderen er en kendt dagbladsjournalist) og de forbindelser, man har i de kredse, som McDonell færdes i.
Men Twelve er fantastisk velskrevet – det kan ingen tage fra Nick McDonell. Stilen er den velkendte kortprosa, inspireret af filmmediets mange hurtige skift. Romanen læner sig dermed op af den omskiftelige zapper-kultur, som generation Y er børn af. Flere har desuden påpeget et slægtskab med både minimalismens gudfar, Ernest Hemingway og med 50’er-ungdommens store litterære ikon, J.D. Salinger.
Der er helt klart paralleller at trække mellem Twelve og Salingers 50’er-generationsroman, Catcher in the Rye (på dansk: "Forbandet ungdom" eller "Griberen i rugen"); men forskellene er nu større. Den unge Holden Cauldfield i Salingers roman dalrer rundt i sin egen verden og synes, at alt, hvad der har noget med voksenliv at gøre, er phony. Holden Cauldfield har en passiv, nærmest apatisk indstilling til tilværelsen og er dermed ganske ufarlig for sine omgivelser.
Det samme er langt fra tilfældet med de unge mennesker, vi præsenteres for i McDonells Twelve. Vi er i New York omkring juletid, hvor vi følger en række unge, primært fra det amerikanske jet set. Her tænker nogle måske straks på fester og glamour, men scenariet i Twelve er én stor omgang mord, vold, hærværk, tyveri etc. Hovedpersonen, teenageren White Mike, er i frustrationen over sin mors død og sin fars manglende opmærksomhed begyndt at sælge stoffet twelve til sine rige skolekammerater. Selv holder han sig clean – måske for at være ovenpå blot for se sine venners nedgang.
Julen synes umiddelbart reddet for de stakkels unge mennesker. De er stort set alle udsat for omsorgssvigt (en del af forældrene er rejst på ferie uden deres børn), men twelve giver dem fornyet energi og lyst til at leve. Alligevel går det galt. Inspireret af de mange ubegribelige massemord, som Amerika rystes af i disse år, lader Nick McDonell det hele ende i et sandt blodbad nytårsaften. En af kammeraterne pløkker alle bogens mange unge karakterer ned med sin nye skyder – og kun pusheren White Mike overlever.
Den voldsomme slutning leder direkte frem mod generation Y’s varemærke: en forsigtig undren – et lille ”hvorfor”? I modsætning til den tavse generation X, savner de unge Y’er svar. Hvad er der i vejen med vores samfund? synes Nick McDonell at spørge. Hvordan kan det ske, at en ung samfundsborger dræber alle sine venner?
Nick McDonell kommer selv med et halvt svar: Den vestlige verden er midt i sin enorme velstand gennemvædet af omsorgssvigt og en kritisabel slaphed. Der er ingen autoriteter at se op til og være sammen med. De har vendt ryggen til deres børn – til samfundets fremtid. Og resultatet af denne skødesløshed er altså en ungdom, der doper sig med sex, drugs – og mord.
Heldigvis har vi forfatterne til at skrive om denne udvikling – og skrivekløen er enorm blandt generation Y’s unge kunstnere. Der er derfor utvivlsomt meget mere at glæde sig til – måske også snart fra danske Y-forfattere?
Kommentarer