Af litteraturstuderende Martin Toft
Romanen har bestsellerstatus i USA, men mange kender nok primært historien fra filmen The Virgin Suicides (1999) af Sofia Coppola (f. 1971). På afgørende punkter savner filmen imidlertid den radikalitet, som gør romanen til en original læseoplevelse. Jomfruselvmorderne er en mystisk roman, som i et flot sprog svinger mellem klassisk fortælling og magisk realisme med symbolsk rækkevidde.
Starter med slutningen
Allerede i første sætning mister selvmordet sit typiske dramaturgiske potentiale: romanen starter simpelthen med slutningen. Uden varsel løfter Eugenides sløret for et kollektivt selvmord i forstadsfamilien Lisbon. Cecilia, Lux, Bonnie, Mary og Therese på henholdsvis 13, 14, 15, 16 og 17 år tager systematisk deres eget liv, inden bogen nærmest overhovedet er startet. Her er selvmordet ikke et tragisk slutpunkt, men fortællingens motivation og startpunkt. I Jomfruselvmorderne har selvmordet ingen spændingsværdi, men giver nærmere anledning til en række opklarende spørgsmål: Hvordan og hvorfor kunne det komme så vidt?
Romanen er opbygget omkring en detektivisk rekonstruktion af søstrenes fælles død. Der fremlægges bevismaterialer i form af gamle fotografier, avisudklip og diverse hverdagsgenstande. Eugenides opstiller en lang række teorier, som tilskriver det kollektive selvmord en form for mening.
Vi kommer imidlertid aldrig tæt på et svar. Forfatteren modarbejder nærmest ideen om et facit, hvilket flere kritikere har oplevet som en naturstridig og urealistisk lapsus i romanens behandling af et seriøst emne. Her bør man imidlertid bemærke, at romanen tydeligvis er inspireret af den magiske sydamerikanske litteratur, som også opgiver almindelige psykologiske og materialistiske forklaringsmodeller - måske i håb om at opnå udsigelseskraft på et andet niveau. 
Sjov roman om selvmord
Jomfruselvmorderne er i det hele taget skrevet på en måde, som bryder med typiske forventninger til en roman om selvmord. Den er humoristisk og sjov, og Eugenides opgiver konsekvent den tragiske synsvinkel. Han bruger i stedet søstrenes selvmord til et portræt af den amerikanske forstadskultur.
Fokus er diskret flyttet til samfundets forsøg på at forstå det uforståelige selvmord. Det cementeres ikke mindst med en ganske usædvanlig fortællerkonstruktion. Jomfruselvmorderne er fortalt af en kollektiv stemme, et ”vi”, som vækker mindelser om de græske tragedier, hvor koret både kunne kommentere på handlingens udvikling og havde autoritet til at gribe ind i samme.
Hos Eugenides kan ”Choros” identificeres som en gruppe teenagedrenge, der voyeuristisk spionerer pigerne gennem puberteten. Men det fortællende ”vi” symboliserer samtidig den fælles amerikanske middelklassekultur, hvor ”mændene” eksempelvis desperat betragter ”kvinderne” uden nogensinde helt at komme tæt på.
De fem piger er kun beskrevet gennem en ydre synsvinkel, og rekonstruktionen af søstrenes selvmord sker på 20 års afstand, to forhold, som understreger én af romanens vigtigste pointer. Erindringen er et filter, hvorigennem sandheden om fortiden skifter karakter. Ingen teori kan reelt forklare selvmordet som gestus. I ”Jomfruselvmorderne” har døden mest af alt karakter af et spejl, der forskelsløst reflekterer alle samfundets ufuldstændige forklaringsmodeller. Døden forbliver tavs, mens mennesket taler om den.
Klassisk amerikansk middelklasse
I Jomfruselvmorderne er selvmordet mere end et produkt af ”fortrængninger”, ”underskud” og ”benægtelser”. Som forbrydelsen rammer selvmordet samfundets solar plexus. Det er en radikal aktion, som automatisk udstiller centrale værdier i den omgivende kultur. I kulturhistorien finder man eksempler på, at et mislykket selvmord er blevet takseret til en paradoksal dødsdom, idet den skyldige havde tilsidesat den guddommelige orden.
Fra et religiøst perspektiv har selvmordet altid været en synd, men modsat kender man også til det japanske harakiri, hvor man kan ophæve et tab af ære netop med livet som pant. Eller den fundamentalistiske helgendyrkelse af terroristiske selvmordere. Der findes også medicinske forklaringer, hvor selvmordet udgør kulminationen på et psykisk sygdomsforløb. Andre, såsom sociologer og psykologer, vil ofte fremhæve, hvordan selvmordet ligner en reaktion på en følelse af ensomhed, rodløshed og meningsløshed. Ja, eller modsat, den mest ekstreme form for egoisme.
Alle disse synsvinkler er repræsenteret i Jomfruselvmorderne hos Eugenides, hvor pigernes selvmord fortolkes både religiøst, sociologisk, psykologisk, politisk, materialhistorisk og eksistentielt. I mødet mellem disse modstridende fortolkninger virker selvmordet på én og samme tid totalt meningsløst og uendelig betydningsfuldt. Intet perspektiv privilegeres, hvilket blot giver en mere gennemtrængende læseoplevelse. Eugenides er ingen skolelærer med en fasttømret pædagogisk dagsorden.
Jomfruselvmorderne giver stemme til et USA i ubalance, og tematikken iscenesættes ikke tilfældigt i en midtwestfamilie, indbegrebet af den amerikanske middelklasse. Det projekt har Jeffrey Eugenides videreført i murstensromanen Middlesex (2002), som er blevet præmieret med den prominente litterære Pulitzerpris i 2003. Det er fortjent, for på mange måder har Eugenides allerede fra og med Jomfruselvmorderne angivet en væsentlig retning for den amerikanske samtidskunst, både litteraturen og filmen. Alene i litteraturen hos forfattere som Jonathan Safran Foer (f.1977), Dave Eggers (f.1970), Jonathan Franzen (f.1959), David Foster Wallace (f.1963), Ricky Moody (f.1961) m.m. ser man en stor interesse for den dysfunktionelle amerikanske middelklassefamilie.
Ekstra. Ikke kun filmatiseringen af Jomfruselvmorderne er spændende, men også den franske musikgruppe AIR, som har sammensat et absolut fremragende soundtrack til Sofia Coppolas The Virgin Suicides.
Kommentarer