Af litteraturstuderende Martin Laurberg
Biografier bliver sikkert skrevet, fordi forfatteren har en eller anden form for interesse i den person, biografien handler om. Der kan være flere grunde så som, at vedkommende er en spændende personlighed, har haft et farverigt liv eller har haft historisk betydning. For selvbiografiers vedkommende kan man imidlertid spørge sig selv om, hvorfor de overhovedet bliver skrevet.
Der er selfølgelig tilfælde, hvor sagerne er indlysende: Churchill skrev en selvbiografi, fordi Gud og hver mand - han selv inklusiv - kunne se, at han havde gennemgribende historisk relevans. Men der er masser af eksempler på selvbiografier og bøger med selvbiografiske træk, som er skrevet af forfattere, hvis offentlige gennemslagskraft er langt mindre.
Efter min opfattelse kan grundlaget for disse bøger findes på mindst to punkter: et ønske om at pynte på virkeligheden, eller et håb om via selvbiografien at skabe en forståelse af sit liv. Med andre ord: løgn eller terapi. Med hensyn til det første, er det vilkåret for en selvbiografi. Eftersom forfatteren er censor for sig selv, kan man aldrig vide, om han er ærlig.
Både i forhold til ændring af virkeligheden og som selv-terapi er Jean-Jacques Rousseaus (1712-78) Bekendelser (1782-88) superspændende. Den er i øvrigt efter min mening en af de bedste bøger, der nogensinde er skrevet. Rousseau var tilsyneladende meget svær at omgås. I hvert fald blev han uvenner med stort set alle, han mødte.
Han blev desuden landsforvist fra flere provinser i Frankrig, og i den periode, hvor Bekendelserne blev til, boede han i landflygtighed på en lille ø. Der var derfor oplagte grunde for ham til at pynte på virkeligheden for derved at sætte sine fjender i et dårligt lys. Det har han uden tvivl også gjort, ligesom bogen indeholder mange rosende beskrivelser af ham selv. Det indtryk, man efterlades med, er imidlertid ikke ubetinget positivt.
Rousseau virker bundforvirret og ikke så lidt paranoid i forhold til omverdenen. Hans projekt er at fortælle alt, og det virker som, han ved en sådan blotlægning vil undersøge, hvad det er, der foregår, samtidig med, at det tit virker lidt suspekt, at han i den grad udstiller sig selv. Det giver i øvrigt også anledning til nogle rimelig langt ude søforklaringer, når han forsøger at forklare, hvorfor han har begået sine dumheder. Det er imidlertid vigtigt at holde fast i, at han - på trods af at han sikkert nok forsøger at retfærdiggøre sig selv - har et ønske om at skabe forståelse om sit livs udvikling og ulykke.
Dette ønske om at skrive en selvbiografi for at opnå klarhed og forståelse af sit liv sætter Rousseau i forbindelse med moderne forfattere, hvor denne dimension fylder langt mere. Et eksempel er Albert Camus' (1913-60) Det første menneske (1995). Camus arbejdede på bogen ved sin død, og derfor er den langt fra færdig. Den er blevet til ud fra hans håndskrevne manuskript, og har derfor ret mange mangler.
Alligevel er det en fantastisk bog, der netop forsøger at bearbejde den retning, hans liv har taget. Den handler mest om hans barndom, fordi han ikke nåede videre. Det er en barndom, præget af fattigdom og et sært forhold mellem den akademiske Camus og hans analfabetiske familie, der ydermere er splittet mellem fransk og algiersk (Camus voksede op i Ageriet). Bogens vigtigste tema er fraværet af faderen. Camus' far blev dræbt i krigen i 1914, og han har altså aldrig kendt ham. Det første menneske kredser hele tiden om det vanskelige, der ligger i at vokse op uden et forbillede.
Dette problem med forældreløshed efter første verdenskrig findes hos flere forfattere. Claude Simon (1913-) befinder sig i samme situation som Camus, idet også hans far blev dræbt i krigen. Flere af hans romaner inddrager selvbiografiske træk - blandt andre Historie (1967), Georgica (1981) og især Akacietræet (1989).
På samme måde som Camus skriver Simon for at prøve at indkredse det uforståelige, der ligger i forældreløsheden. Der er dog den store forskel, at Simon skriver i et supersnørklet sprog, fordi han på en nærmest panisk måde prøver at rekonstruere historien.
I Akacietræet forsøger han for eksempel at beskrive scenen omkring sin fars død. Hans sætningerne bliver ekstremt lange og fyldt med parenteser og indskud, fordi han hele tiden finder på alternative hændelser, der kunne tænkes at have fundet sted (og som han af gode grunde ingen forudsætning har for at kende - han var ét år). Camus skriver i et langt mere nøgternt sprog og koncentrerer sig nærmere om at fortælle sin egen historie.
Om Camus og Simon kan man sige, at de næsten udelukkende koncentrerer sig om det terapeutiske aspekt af selvbiografier, mens det nærmest er ligegyldigt, om de taler sandt eller ej. Det virker som om de begge forsøger at skrive sig ud af det problem, deres historie har givet dem, og på den måde er der noget, der ligner en optimistisk horisont.
Det er der derimod i mindre grad hos Annie Ernaux (1940-), der i flere korte, selvbiografiske romaner - blandt andre Pladsen (1984) - behandler temaer som skam og mindreværd i forbindelse med sin opvækst. Ernaux siger ofte direkte, at værkerne ikke har den store terapeutiske effekt, men at hun nærmere skriver om sine oplevelser for at forsikre sig om, at det ikke er katastrofalt, hvis de kommer for dagen.
Hun har det problem, at hun ikke mener at kunne gengive sine følelser på skrift. Når der findes en sådan ulighed mellem følelser og sprog, bliver spørgsmålet om løgn centralt, fordi enhver selvbiografi nødvendigvis er løgnagtig eller i hvert fald mangelfuld og utilsvarende. I stedet for at udfritte sit følelsesliv holder Ernaux sig mest til ydre omstændigheder (der dog indirekte giver anledning til indsigt i hendes følelser).
Ikke ulig Rousseau i øvrigt, giver hun en detaljeret beskrivelse af sit liv - dog uden helt den samme selvransagende udfritning af perfiditeter og særheder.
Romannet - 1. april 2002
Kommentarer