Læs interviewet og se videoen med Bjørn Rasmussen, der er indstillet til Læsernes Bogpris 2014 for "Pynt". Interviewet har været bragt i Berlingske.
Nomineret. Stemmer og kroppe føder tekst for Bjørn Rasmussen. Det mærkes på sproget i hans roman »Pynt«.
Af Jeppe Bangsgaard
Artiklen blev bragt i Berlingske lørdag d. 15.2.14
Det er ikke kun den kvindelige hovedperson i »Pynt«, der lider af en spiseforstyrrelse. Det gør selve teksten i Bjørn Rasmussens roman også.
Eller som den 30-årige forfatter selv udtrykker det:
»På samme måde som jegfortælleren gennemgår anorektiske og bulimiske perioder i sine teenageår, har sætningerne forstoppelse eller løs mave, sproget er anorektisk, skrabet eller brølende, amok-opkastende. Det er et sprog, der fråser og faster.«
Og det spiseforstyrrede stopper ikke her. For »Pynt«, som er nomineret til Danmarks Biblioteksforening og Berlingskes bogpris, Læsernes bogpris, er skrevet oven på Helga Johansens »Hinsides« (1900) og erindringsbøger af Tove Ditlevsen og Simone de Beauvoir med det, Bjørn Rasmussen kalder en bulimisk metode.
»Det handler om at indtage andres stof og udstøde det igen,« forklarer han, på mail, for han giver nødigt interviews ansigt til ansigt.
Han fortæller, at sproget på den måde i sig selv bliver historien og ikke blot et redskab til at formidle en fortælling.
»Det er sjældent en historie, der føder en tekst for mig; sjældent et tema eller et plot, men en stemme, en krop. Jeg arbejder med sprog som et organisk materiale, der for eksempel kan lade blødt ler møde kras uld eller lade glas eller asfalt møde spædbarnshud. Hvad sker der i det møde? Det gør skriften levende for mig, som andet end formidling, som en måde at trække vejret på.«
»Pynt« er den forfatterskoleuddannede forfatters anden bog. Den følger op på hans stærkt roste debut, »Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet«. Ud over at lade sig inspirere af andre forfatteres sætninger, har han brugt sin egen sygejournal fra et ophold på en psykiatrisk afdeling som stof.
»Når jeg parrer den stive og reducerende journaldiskurs med Helga Johansens gudesmukke sætninger, opstår der denne elastiske stoflighed i tekstmaterialet, en åbenhed over for polyfoni og mangfoldighed i udtrykket, for eksempel en ekstrem fremmedgørelse samtidig med en øm hudløshed, som kan komme tæt på at sige noget om at være menneske i verden.«
Debuten og »Pynt« hænger sammen og skal efter planen blive en trilogi.
»De er begge fortællinger om køn og kærlighed, om at erindre og om at blive voksen. De beskriver begge en åben, såret og muteret krop og problematiserer identitetsdannelse og normative strukturer på det tematiske og det formelle plan.«
De kredser også begge om det kropslige. Men en væsentlig forskel er perspektivet. I »Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet« er fortælleren en ung homoseksuel mand, der hedder Bjørn. »Pynt« fortælles af et kvindeligt jeg.
»Jeg tror, jeg insisterer på kroppen og dens dele, fordi den findes, simpelthen, den findes som et erfaringsgrundlag, mennesker har til fælles. Desuden for at problematisere de betændte partikulære identiteter. Fortælleren i »Pynt« har hundesvært ved at tage sine identiteter på sig, hun frasiger sig diagnosticering, hun har endda ikke et navn,« skriver Bjørn Rasmussen og tilføjer:
»På samme måde opfatter jeg mig heller ikke som en mandlig forfatter, måske opfatter jeg mig overhovedet ikke som mand i det hele taget. I skriften kan jeg godt have en kusse, jeg kan ikke bare nærme mig, men blive den anden og måske derved blive mig selv.«
Jeg spørger Bjørn Rasmussen, om han har et projekt med sin trilogi, men får ikke noget svar. Kort efter interviewet skriver han på sin Facebook-profil:
»Jeg har lige svaret på et mailinterview, og jeg ville gerne svare det her til »Hvad er dit projekt«: At dræbe diskrimination. Det har jeg følt, siden jeg var helt lille, da min familie og senere mine venner blev udsat for racisme i den lille provins Lemvig. Og jeg mærkede det på min egen krop, fordi jeg var en dreng, der blev kaldt femi-Bjørn og blev hadet for denne femininitet, når jeg var dreng. Og det føler jeg stadig, at det er den grundlæggende grund til, at jeg skriver, at ødelægge dette had.«
Men hvorfor svarer han så ikke det i interviewet, spørger han sig selv på Facebook. Og Bjørn Rasmussen svarer selv:
»Fordi jeg ikke vil sætte min skrift på en moralsk vogn.«
Kommentarer