Så læs dog lyrik!...

Så læs dog lyrik!... skrevet af Søren Mogensen

- Jamen, det gør vi jo også! 

Lyrik er højstemt, lidt komisk og overgearet. Lyrik er noget, der foregår på Glyptoteket, hvor højtidelige forfattere som Søren Ulrik Thomsen og Pia Tafdrup læser op i alvorlig stil, som om de lige var blevet lukket ud af en dansk film af Dreyer fra 1955. Sådan opfatter nogle mennesker lyrik.

Det er et reservat for æggehoveder, der mindst har læst på universitetet og som kan pindehugge om små ord og få meget ud af ingenting. 

Det er synd for lyrikken, at folk opfatter den sådan
Det er også synd for folk. Eller er det? Hvem er "folk" og skal litteraturen absolut redde "folk" og deres intellektuelle liv? 
Dan Turéll kunne nå ud over rampen med sine digte. Benny Andersen og Dissing kan det samme med Svantes viser. Højholt havde sine Gittes monologer. Det er vores generations digtning, og den havde også en mere folkelig side. Hvad er det folkelige? Det virker som om lyrikken er ved at få en folkelig side igen med f.eks. performancelyrik. 

Unge mennesker hører også lyrik fortolket og sunget. De hører det i form af rock, pop og rap på engelsk. Vi har et par eksempler herhjemme f.eks. Østkyst Hustlers, det synes bare ikke som om, man kan hente meget ud af popmusikken på The Voice. Men hører man efter, så ikke alene svinger det, der smutter også rigtigt mange gode vers ud fra de nye medier - og lyrikken lever faktisk i TV, på computer, på cd, cd-rom, i spil og i rollespil. Selvfølgelig plages de nye medier af popkulturens svingende kvalitet, men man må ikke være blind for, at meget af det "holder". Man skal bare som altid opsøge det og finde det. 

Har den gammeldags skrevne lyrik formået at forny sig?
Det vrimler f.eks. med kombinationer af lyd, musik og lyrik - f.eks. i radioprogrammet Lydmuren på P1. I kombination med andre medier end bogen får lyrikken et umiddelbart talt udtryk. Al ny lyrik må forholde sig til den mulighed, der ligger i at blive læst op og samplet ind i nye sammenhænge.

Det er ikke bare et spørgsmål om nye medier. Indholdet ændres i øjeblikket, og teksterne fornyr sig f.eks. som på Øverste Kirurgiske.  Ikke kun i rap og i Lydmuren råbes lyrik ud. Engelske og danske lyrikere stiller sig op på værtshuse og slynger ord i hovedet på publikum. Det siger sig selv, at det er både saftigt, sjofelt og jeg var lige ved at skrive folkeligt, men jeg tror ikke den generation er parat til at bruge det begreb endnu.

Folkeligt er også et begreb, der er frygtelig behængt med medbetydninger, som stort set gør det ubrugeligt i dag. Det er svært ikke at kalde performancelyrik for folkelig pop, og forestillingerne minder da også mere om Tæskeholdet end om lyrikaftener på biblioteket. 

Eksisterer folket og det folkelige overhovedet mere?
I så fald hitter Kongens fald på læsernes top ti på tværs af det 20. århundrede. "Folket" læser vanskelig litteratur. Vi er blevet bedre uddannede, mere boglige, og enhver dansker bruger sit skriftsprog og læser meget i løbet af en enkelt dag. Internettet er f.eks. et læsemedie. Folket skal heller ikke "opdrages" til læsning og litteratur længere - de tænker, føler og læser, som det passer dem. Hvis skolelæreren dukker op i formidlingen af litteratur, så mærker "folket" det straks og zapper på kanalvælgeren. Vi vil gerne lære - vi vil ikke belæres. 

Lyrikken er heller ikke til at stoppe på TV
På TV-siden har bogprogrammerne været meget svingende i kvalitet. Der var et enkelt godt forsøg af Møllehave, men traditionelt er litteraturprogrammer en svær genre. Havde man bare et Bogart inden for litteraturens verden også.

Det nuværende program Bestseller forsvarer sin "folkelighed" med, at æggehovederne ikke skal besætte al dansk litteratur. Litteratur er hver mands eje, og TV, der er et medie, der i forvejen lider af mangel på alvor i sit udtryk, skal selvfølgelig skaffe seertal til bogens TV-verden og måske så i øvrigt også salgstal til bøgerne og udlån på biblioteket. Det er et fair synspunkt, og programmet er faktisk levedygtigt. Jeg er bare ikke rigtig motiveret for at se det. 

Hvorfor ser jeg ikke Bestseller?
Det er, fordi jeg faktisk ikke læser bestsellere. Jeg må hellere bekende kulør: Jeg elsker Søren Ulrik Thomsens og Tafdrups digtning. Jeg har spildt mange timer i "elitær" gransken af deres digtsamlinger. Jeg læser i øvrigt også tidsskriftet Kritik med glæde. Jeg ved godt, at Kritik er de højpandedes højborg.

Jeg er ligeglad. På samme måde som jeg også kan høre Madonna på radio Voice, samtidig med at jeg læser Simon Grotrian, så mener jeg, at den eksperimenterende kunst har sin berettigelse og læsere på samme måde, som popmusikken har sine mange seere og lyttere. 

Lyriklæsere er bare ikke så mange. Vi udgør ikke noget stort seersegment. Men hvad? Foreningen for drageflyvere går jo ikke i koma i selvmedlidenhed over at alle danskere ikke hver weekend sætter sig op i et dragefly. 

For min lyrikglæde er det vigtigt, at jeg er nået ud over at betragte lyrik som et pensum i realskolen
I skolen blev lyrikglæden kvalt i velvilje. Det er vigtigt, at børn og unge læser litteratur og f.eks. Ewald, men hvis glæden ved Ewald ikke forplanter sig til børnene, så har det intet formål. Det er vel glæde ved sprog og digtenes syngen følelserne ud, man vil formidle? Det kan man vel ikke lære ved at lære salmevers udenad? 

Og dog? - det var salmevers engang i 1960'erne som i Op al den ting, som Gud har gjort, der var et af mine første hits. Simpelthen fordi det var et møde med andet end radioens pop, og lige før jeg rigtigt kunne læse selv. Jeg var simpelthen fanget af ordene. Til gengæld opfattede jeg ikke meget af indholdet.

Det var strofen: "Gik alle konger frem i rad/ i deres magt og vælde, /de mægted ej det mindste blad/ at sætte på en nælde!", der blev ved med at summe i hovedet på mig. Pædagogikken virkede, fordi den var brutal. Havde mine lærere mast digtets gåde og oplevelsen ved Brorson ved en voksen fortolkning, havde magien ikke virket.

Det kan være, at læserne og lyrikerne er dårlige til at formidle og fremføre digtene for andre
Men vi kan jo se, at lyrikken finder sin vej - også den elitære. Og den elitære kunst ender ofte på statsbudgettet, så den klarer sig nok, man frygter mere for vækstlaget. I sidste ende kræver lyrik bare tid, papir, blyant og talent, og mon ikke skrivning og læsning af lyrik simpelthen er en livsytring og et livsvilkår for nogle mennesker? 

Så læs lyrik!
Jeg garanterer ikke for, at du bliver klogere, smukkere, rigere eller lykkeligere. Måske bliver du bare nærsynet og deprimeret, som alle de andre læsere. Jeg læser ikke lyrik af rationelle grunde. Jeg læser bare lyrik. Nogle gange får jeg et åndeligt svæv af det. Det kan man måske også få ved at melde sig ind i en drageflyverklub, hvad ved jeg om det? Ikke mange drageflyvere skriver digte. 

BogWeb - 1. juli 2000