Rum & Lyd
BOGDAGE 2007 præsenterede i Lyriktimen 3 lyrikere, som alle er bogaktuelle og ret nye i forfatterfaget. Jeg har taget en snak med 2 af dem - Louise Rosengreen og Anne-Louise Bosmans - om deres digtsamlinger 'Lydstykker' og 'Villa'.
I har begge skrevet digte (Anne-Louise en hel digtsamling), hvor I henviser til andre kunstnere ... hvordan inspireres I af andre forfattere/kunstarter?
Louise Rosengreen:
Hele udgangspunktet for at skrive 'Lydstykker' har været en stor beundring af musikken, som den fantastiske kunstart den er, såvel klassisk som Rock´n´Roll.
Jeg kan ikke selv skrive musik, havde jeg kunne det, havde jeg formentlig ikke skrevet digte men spillet elektrisk guitar.
Især en musiker som Chuck Berry har haft en enorm stor betydning for mig personligt. Den første CD jeg købte for mine egne penge var hans greatest hits, og jeg kunne fortælle mange lignende og klicherede anekdoter om mit forhold til manden, der Roll´ede over Beethoven.
Det vil jeg lade være med, men blot nævne, at den tekst, der udviklede sig til ideen om at skrive en hel samling, altså 'Lydstykker', var én hvori jeg miksede stemningen fra en sommerdag, med John Lennon citatet 'If Rock´n´Roll had a name it wood be Chuck Berry' og så selvfølgelig Chuck selv.
Anne-Louise Bosmans:
Det er kunstmaleren Fernand Khnopff, der danner rammen for min digtsamling 'Villa'.
Han var belgisk symbolist og levede fra 1858 til 1921. Han konstruerede en villa til sig selv, hvori han levede afsondret.
Jeg så hans værker første gang på Musée Royaux de Beaux-Arts i Bruxelles. Malerierne er mystiske og esoteriske, og jeg begyndte vel at skrive om hans værker som en slags undesøgelse af, hvad det var, der var på færde i dem.
Derudover interesserer jeg mig meget for rum, og hvordan rum påvirker dem, der befinder sig i dem. Jeg fandt nogle artikler om Villa Fernand Khnopff. Jeg har lånt meget fra den faglitteratur, jeg fandt om bygningen.
Derudover fandt jeg også nogle artikler om hans malerier af hans søster. Jeg synes, der er noget koldt i den måde, han malede hende på – bestemt ikke omsorgsfuldt. Det inspirerede mig til at beskrive det søskendeforhold. Samtidig trækker det også tråde til min første bog 'Punkter, poler og par', som også blandt andet handler om tosomheden mellem to søskende.
Jeg har også ladet mig inspirere af andre kunstnere i forbindelse med 'Villa', især Oskar Kokoschka, Odilon Redon og Jean Cocteau. Det kan være ganske flyvsk inspiration – at jeg bliver inspireret til at tænke i en retning, jeg ikke umiddelbart var kommet på selv, eller at de udtrykker noget, som jeg selv gerne ville have fundet på. Jeg citerer Jean Cocteau i 'Villa', fordi han har skrevet noget, der passede perfekt ind i min ramme. Han sagde det så godt, at jeg ikke så nogen grund til at forsøge at omformulere det for at gøre det til mit eget.
Hvor kommer inspirationen iøvrigt fra?
Louise:
Over alt, tror jeg. Men mest i hverdagens trummerum, hvor der ofte kan findes flere absurde udtryk, hændelser eller rigtig flotte ord, end man forventer.
Fra alt jeg ser og oplever (Anne-Louise).
Jeg har altid en notesbog på mig, så jeg kan skrive ned, hvis jeg synes, der er noget, jeg muligvis kan bruge. Når jeg har fyldt en notesbog, sætter jeg mig ned og begynder at klippe og klistre mine noter sammen til digte.
Ét af Anne-Louises digte ender: 'Vi er ved det inderste af villaen. En cirkel i guld er afmærket på gulvet' - hvad er et essentielle (omdrejningspunktet) i jeres digtsamling?
Louise:
Omdrejningspunktet i 'Lydstykker' er den helt specielle form for naivitet eller uskyld, eller hvad man skal kalde det, der fx findes i den første forelskelse - eller i The Beatles' første hits (hvoraf de fleste netop handler om den form for forelskelse).
Der er noget fantastisk over den tilstand, måske netop fordi man ved, at den ikke kan vare ved. Den bliver i bakspejlet altid glorificeret. Det er det samme med sommer. Om vinteren glemmer man hvor grimt sved kan lugte.
Det lyder så kedeligt, når jeg prøver at formulere det, men det er nok kort sagt dét, 'Lydstykker' handler om: kærlighed og sommer, og så musik og død. Jeg har så prøvet at peppe tematikken op med lidt humor, og et sprog jeg ikke altid ved hvor bærer mig hen.
Anne-Louise:
I 'Villa' skriver jeg ud fra troen på, at man lærer livets kerne at kende ved at vende sig indad i stedet for udad. Fernand Khnopffs motto var: 'man har kun sig selv'.
Personligt er jeg måske ikke af samme holdning, men jeg har valgt at skrive ud fra den holdning og holdningen til kunsten som autonom og som en særlig sfære.
Jeg har skrevet bogen ud fra et jeg, der ikke er mit. Jeg er nok også derinde, men så muligvis som en form for modstand i teksten. Jeg synes ikke, min bog er en sympatisk skildring, snarere er den manipulerende, kold og let morderisk.
Hvorfor blev titlen på jeres (seneste) digtsamling lige sådan?
Anne-Louise:
'Villa' er en titel, der faldt naturlig. På forsiden er der et billede af Villa Fernand Khnopff, og når man åbner bogen, skal det gerne være, som om man åbner døren og træder indenfor i villaen.
Louise:
Det er svært at finde den titel, der siger alt dét, man gerne vil have at indholdet i bogen siger - bare i et par enkelte ord.
Jeg gik længe og ventede på at den perfekte titel bare sådan 'tha da' ville falde pladask ned foran mine fødder. Men faktisk foregik navngivningen helt almindeligt kedeligt. 'Lydstykker' opstod tilfældigt i en samtale over en kop kaffe med grafikeren Martin Dennis, der skulle lave bogens omslag og ikke kunne gå i gang med sit arbejde før bogens titel var på plads. Så vi satte den på plads i fællesskab.
Hvordan er det at være rimelig ny i faget som lyriker - og hvordan bli'r man 'kendt'?
Louise:
Det er vel altid lidt krævende at være ny i noget.
At være ny i faget som lyriker er nemt på den måde, at man mere eller mindre kan forudsige forløbet: bogen udkommer, ingen lægger mærke til det og den sælger for resten ikke noget. Det er samtidig selve det, der er det svære. Man vil jo gerne tro på, at det har relevans, dét man laver. At man på en eller anden måde kan rive lidt i sproget, og ruske op i nogle læsere, så de tænker 'Det var godt, der var nogen der brugte tid på at skrive det digt, det har ændret lidt på mig i dag'.
Men jeg tror, det kræver en hel del at blive kendt udelukkende ved at skrive lyrik i Danmark. I så fald skal man vel helst dø, gerne ved at tage sit eget liv, eller indvie omverden i sit sexliv.
Hvis det derimod kun er lyrikken, man vil blive kendt på, tror jeg mest af alt, at man skal blive ved med at skrive, udgive bøger, sørge for at tro på sig selv og det man skriver. Så kan det muligvis være, at man en skønne dag får hul igennem og når bredt ud til befolkningen.
Ja, og du har jo prøvet det tidligere, Anne-Louise
Anne-Louise:
Jeg ved ikke, hvordan man bliver kendt – forhåbentlig ved at skrive noget, som nogle og ikke nødvendigvis mange synes er godt.
Jeg koncentrerer mig om at skrive mine digte, så godt jeg kan, hvad der kommer bagefter – tja... det kommer bagefter.
Der er gået 5 år efter min debutdigtsamling, så jeg havde det lidt som at begynde forfra, da jeg udgav 'Villa'. For at være ærlig, synes jeg, der gik for lang tid mellem de to, men jeg har arbejdet på et andet værk samtidig med 'Villa', så måske går der ikke lige så længe, før min tredie bog udkommer – om tid og penge vil.
Lån 'Villa'
'Lydstykker' kan du endnu ikke finde i Bibliotek.dk - men spørg på dit lokale bibliotek.
Artikel
Rum & Lyd - interview med Louise Rosengreen og Anne-Louise Bosmans
Rum & Lyd
BOGDAGE 2007 præsenterede i Lyriktimen 3 lyrikere, som alle er bogaktuelle og ret nye i forfatterfaget. Jeg har taget en snak med 2 af dem - Louise Rosengreen og Anne-Louise Bosmans - om deres digtsamlinger 'Lydstykker' og 'Villa'.
I har begge skrevet digte (Anne-Louise en hel digtsamling), hvor I henviser til andre kunstnere ... hvordan inspireres I af andre forfattere/kunstarter?
Louise Rosengreen:
Hele udgangspunktet for at skrive 'Lydstykker' har været en stor beundring af musikken, som den fantastiske kunstart den er, såvel klassisk som Rock´n´Roll.
Jeg kan ikke selv skrive musik, havde jeg kunne det, havde jeg formentlig ikke skrevet digte men spillet elektrisk guitar.
Især en musiker som Chuck Berry har haft en enorm stor betydning for mig personligt. Den første CD jeg købte for mine egne penge var hans greatest hits, og jeg kunne fortælle mange lignende og klicherede anekdoter om mit forhold til manden, der Roll´ede over Beethoven.
Det vil jeg lade være med, men blot nævne, at den tekst, der udviklede sig til ideen om at skrive en hel samling, altså 'Lydstykker', var én hvori jeg miksede stemningen fra en sommerdag, med John Lennon citatet 'If Rock´n´Roll had a name it wood be Chuck Berry' og så selvfølgelig Chuck selv.
Anne-Louise Bosmans:
Det er kunstmaleren Fernand Khnopff, der danner rammen for min digtsamling 'Villa'.
Han var belgisk symbolist og levede fra 1858 til 1921. Han konstruerede en villa til sig selv, hvori han levede afsondret.
Jeg så hans værker første gang på Musée Royaux de Beaux-Arts i Bruxelles. Malerierne er mystiske og esoteriske, og jeg begyndte vel at skrive om hans værker som en slags undesøgelse af, hvad det var, der var på færde i dem.
Derudover interesserer jeg mig meget for rum, og hvordan rum påvirker dem, der befinder sig i dem. Jeg fandt nogle artikler om Villa Fernand Khnopff. Jeg har lånt meget fra den faglitteratur, jeg fandt om bygningen.
Derudover fandt jeg også nogle artikler om hans malerier af hans søster. Jeg synes, der er noget koldt i den måde, han malede hende på – bestemt ikke omsorgsfuldt. Det inspirerede mig til at beskrive det søskendeforhold. Samtidig trækker det også tråde til min første bog 'Punkter, poler og par', som også blandt andet handler om tosomheden mellem to søskende.
Jeg har også ladet mig inspirere af andre kunstnere i forbindelse med 'Villa', især Oskar Kokoschka, Odilon Redon og Jean Cocteau. Det kan være ganske flyvsk inspiration – at jeg bliver inspireret til at tænke i en retning, jeg ikke umiddelbart var kommet på selv, eller at de udtrykker noget, som jeg selv gerne ville have fundet på. Jeg citerer Jean Cocteau i 'Villa', fordi han har skrevet noget, der passede perfekt ind i min ramme. Han sagde det så godt, at jeg ikke så nogen grund til at forsøge at omformulere det for at gøre det til mit eget.
Hvor kommer inspirationen iøvrigt fra?
Louise:
Over alt, tror jeg. Men mest i hverdagens trummerum, hvor der ofte kan findes flere absurde udtryk, hændelser eller rigtig flotte ord, end man forventer.
Fra alt jeg ser og oplever (Anne-Louise).
Jeg har altid en notesbog på mig, så jeg kan skrive ned, hvis jeg synes, der er noget, jeg muligvis kan bruge. Når jeg har fyldt en notesbog, sætter jeg mig ned og begynder at klippe og klistre mine noter sammen til digte.
Ét af Anne-Louises digte ender: 'Vi er ved det inderste af villaen. En cirkel i guld er afmærket på gulvet' - hvad er et essentielle (omdrejningspunktet) i jeres digtsamling?
Louise:
Omdrejningspunktet i 'Lydstykker' er den helt specielle form for naivitet eller uskyld, eller hvad man skal kalde det, der fx findes i den første forelskelse - eller i The Beatles' første hits (hvoraf de fleste netop handler om den form for forelskelse).
Der er noget fantastisk over den tilstand, måske netop fordi man ved, at den ikke kan vare ved. Den bliver i bakspejlet altid glorificeret. Det er det samme med sommer. Om vinteren glemmer man hvor grimt sved kan lugte.
Det lyder så kedeligt, når jeg prøver at formulere det, men det er nok kort sagt dét, 'Lydstykker' handler om: kærlighed og sommer, og så musik og død. Jeg har så prøvet at peppe tematikken op med lidt humor, og et sprog jeg ikke altid ved hvor bærer mig hen.
Anne-Louise:
I 'Villa' skriver jeg ud fra troen på, at man lærer livets kerne at kende ved at vende sig indad i stedet for udad. Fernand Khnopffs motto var: 'man har kun sig selv'.
Personligt er jeg måske ikke af samme holdning, men jeg har valgt at skrive ud fra den holdning og holdningen til kunsten som autonom og som en særlig sfære.
Jeg har skrevet bogen ud fra et jeg, der ikke er mit. Jeg er nok også derinde, men så muligvis som en form for modstand i teksten. Jeg synes ikke, min bog er en sympatisk skildring, snarere er den manipulerende, kold og let morderisk.
Hvorfor blev titlen på jeres (seneste) digtsamling lige sådan?
Anne-Louise:
'Villa' er en titel, der faldt naturlig. På forsiden er der et billede af Villa Fernand Khnopff, og når man åbner bogen, skal det gerne være, som om man åbner døren og træder indenfor i villaen.
Louise:
Det er svært at finde den titel, der siger alt dét, man gerne vil have at indholdet i bogen siger - bare i et par enkelte ord.
Jeg gik længe og ventede på at den perfekte titel bare sådan 'tha da' ville falde pladask ned foran mine fødder. Men faktisk foregik navngivningen helt almindeligt kedeligt. 'Lydstykker' opstod tilfældigt i en samtale over en kop kaffe med grafikeren Martin Dennis, der skulle lave bogens omslag og ikke kunne gå i gang med sit arbejde før bogens titel var på plads. Så vi satte den på plads i fællesskab.
Hvordan er det at være rimelig ny i faget som lyriker - og hvordan bli'r man 'kendt'?
Louise:
Det er vel altid lidt krævende at være ny i noget.
At være ny i faget som lyriker er nemt på den måde, at man mere eller mindre kan forudsige forløbet: bogen udkommer, ingen lægger mærke til det og den sælger for resten ikke noget. Det er samtidig selve det, der er det svære. Man vil jo gerne tro på, at det har relevans, dét man laver. At man på en eller anden måde kan rive lidt i sproget, og ruske op i nogle læsere, så de tænker 'Det var godt, der var nogen der brugte tid på at skrive det digt, det har ændret lidt på mig i dag'.
Men jeg tror, det kræver en hel del at blive kendt udelukkende ved at skrive lyrik i Danmark. I så fald skal man vel helst dø, gerne ved at tage sit eget liv, eller indvie omverden i sit sexliv.
Hvis det derimod kun er lyrikken, man vil blive kendt på, tror jeg mest af alt, at man skal blive ved med at skrive, udgive bøger, sørge for at tro på sig selv og det man skriver. Så kan det muligvis være, at man en skønne dag får hul igennem og når bredt ud til befolkningen.
Ja, og du har jo prøvet det tidligere, Anne-Louise
Anne-Louise:
Jeg ved ikke, hvordan man bliver kendt – forhåbentlig ved at skrive noget, som nogle og ikke nødvendigvis mange synes er godt.
Jeg koncentrerer mig om at skrive mine digte, så godt jeg kan, hvad der kommer bagefter – tja... det kommer bagefter.
Der er gået 5 år efter min debutdigtsamling, så jeg havde det lidt som at begynde forfra, da jeg udgav 'Villa'. For at være ærlig, synes jeg, der gik for lang tid mellem de to, men jeg har arbejdet på et andet værk samtidig med 'Villa', så måske går der ikke lige så længe, før min tredie bog udkommer – om tid og penge vil.
Lån 'Villa'
'Lydstykker' kan du endnu ikke finde i Bibliotek.dk - men spørg på dit lokale bibliotek.
Kommentarer