Af cand. mag. Nanna Rørdam Knudsen
Steven Saylor (f. 1956) befinder sig langt fra sin hjemegn i Texas, når han beskriver opdageren Gordianus’ gøren og laden i det gamle Rom. Bøgerne foregår i tiden før Kristi fødsel; Romersk Blod, den første roman i serien, foregår således i år 80 f.v.t. Også andre forfattere har med succes omplantet den klassiske detektivroman til Romerriget; herhjemme vil mange krimilæsere kende Lindsay Davies og hendes bøger om detektiven Marcus Didius Falco.
Steven Saylor påbegyndte sin serie i 1991, men først indenfor de seneste par år er Roma Sub Rosa begyndt at udkomme på dansk. Saylors største force er ikke bare hans åbenlyse fortællertalent, men også hans evne til at formidle historie gennem sine romaner uden at være docerende eller opremsende; de historiske facts flettes ind i handlingen uden at læseren forstyrres i læsningen, hvilket ellers er ofte er et irritationsmoment, når 
man læser historiske romaner.
Scenen
Saylor bruger historiske begivenheder som ramme for sin sympatiske detektiv, Gordianus, ligesom han bruger greb fra den klassiske, amerikanske detektivroman som f.eks. den prægnante, let ironiske fortællerstemme, som den kendes fra Dashiell Hammett, Raymond Chandler og vores egen Dan Turell. Opdageren Gordianus får lov at sætte sit præg på de historiske begivenheder, og han møder gennem sit arbejde mange af tidens magtfulde mænd.
Romerriget er yderst velegnet som krimiscene: eftersom magten skifter mellem forskellige grupperinger blandt de rige og indflydelsesrige, er intriger hverdagskost, og der opstår konstant problemstillinger, hvor der er brug for en snushane til at skaffe beviser til veje eller af vejen, og Gordianus befinder sig dermed til sin egen fortrydelse ofte midt i begivenhedernes centrum. Det får han nok af på et tidspunkt, men krimilæseren ved selvfølgelig godt, hvordan det går. En detektiv får aldrig lov at gå på pension 
(Sherlock Holmes døde ikke i vandfaldet, Hercule Poirot havde ikke succes med sit græskardyrkende otium…).
På andre måder trives Gordianus i sit Rom. Han er borger med deraf følgende rettigheder, han har en smuk slavinde derhjemme, og efterhånden knyttes hans sammenbragte familie tæt sammen. Gordianus’ familieforhold er en demonstration af den tolerance, der eksisterer side om side med rænkespillene og magtkampene i Romerriget: en mand kan gifte sig med sin slavinde og adoptere børn, der accepteres som hans sønner, uden at det betragtes som usædvanligt eller utilstedeligt.
Cicero og Spartacus
I Romersk blod er de historiske rammer en velkendt sag for den klassisk dannede (eller bare for den, der har set BBC’s tv-dramatisering), nemlig Ciceros første retssag, forsvaret af den mordanklagede Sextus Roscius. Med retorik og logik beviser Cicero, at Roscius ikke er skyldig. Så langt kender vi historien. I Saylors udgave er det Gordianus, de
r opstøver beviser for Cicero og således kommer i kontakt med den senere så berømte mand.
Da der jo er tale om en detektivroman, får historien selvfølgelig et uventet twist, der viser, at Saylor ikke alene har gjort sin research, men også reflekteret over den! Seriens første roman er også en præsentation af flere af seriens centrale personer og af Gordianus’ humanistiske livs- og menneskesyn. Det sidste kommer ikke mindst til udtryk i næste bind i serien, Nemesis’ Arme, hvor det er Spartacus’ slaveoprør, der danner baggrund for historien.
Begivenhederne i romanen er voldsomme, selv om de er gået for sig for flere tusind år siden: to slaver er anklaget for at have myrdet deres herre, og som straf vil alle slaver i husholdningen blive dræbt. Kan Gordianus modbevise anklagerne, kan han redde de resterende 99 slaver. Saylor vækker i romanen den uhyggelige historie til live, så gruen står klart for læseren.
Når helten bliver gammel, sker det ofte, at han kun har lyst til at trække sig tilbage og dyrke sin have. Det gælder også Gordianus, der i Catilinas gåde har arvet et landsted og foretrækker at holde sig væk fra Roms liv og larm. Men som nævnt: detektiver går ikke på pension. 
Har man én gang blandet sig med magtens folk, er det svært at trække sig tilbage, og Gordianus får sin sag for, da han endnu engang lover at hjælpe Cicero. I denne tredje roman giver Saylor sin egen fortolkning af en omstridt person, Lucius Sergius Catilina, som han ser ud gennem Gordianus’ oplevelser med ham. Saylor skriver i sit efterord til romanen:
"Heldigvis kan den romanforfatter, der skriver i første person og ikke behøver at fremstå som den alvidende fortæller, stædigt holde fast ved historiens fakta og samtidig tillade, at der udvikles en subjektiv fortolkning. […] Alligevel står det læseren helt frit at sætte spørgsmålstegn ved Gordianus’ meninger og konklusioner, ligesom Gordianus også selv gør det.”
Det er netop på denne måde, at Saylor kombinerer den historiske fortælling med detektivfortællingen: i en moderne krimi er der altid tvivlsspørgsmål, der overlades til læseren at tænke over og konkludere på. Her er det historiske facts, Saylor med et (udfordrende) glimt i øjet beder os om at tænke over. Som sagt, så gjort.
Næste bind ventes med spænding.
Kommentarer