Af litteraturstuderende Jannie Bendsen
For de fleste er middelalderen ensbetydende med pest, mørke, død og en primitiv livsstil, men hvis blikket vendes mod litteraturen, tvinges man ofte til at ændre sit syn på middelalderen. Den engelske og keltiske middelalderlitteratur er ikke kun død, pest og en triviel hverdag, tværtimod. Helte, riddere, skønne møer, myter og høvisk kærlighed optræder i adskillige værker - bedst kendt er myterne om Arthur og ridderne om det runde bord, heltesangen Beowulf og Geoffrey Chaucers Canterbury-fortællinger.
Beowulf - den nordeuropæiske heltesang
Beowulf-digtet hører til i kategorien med oldengelske heltesange, hvor sangen Widsith også hører hjemme. Beowulf er, hvad angår både kvalitet og omfang, den uden tvivl største heltesang i den engelske tradition. Det bliver ofte sammenlignet med den klassiske verdens to store episke digte Iliaden og Odysseen, og er for mange det eneste nordeuropæiske litterære værk fra den tidlige middelalder, der er på højde med de to ovenstående fortællinger.
Det er bevaret i kun et eksemplar som stammer fra omkring år 1000, men sproget virker gammeldags i forhold til andet litterært sprog fra samme periode. Dette har fået nogle forskere til at gætte på, at værket stammer helt tilbage fra 700-tallet. Men den mest udbredte holdning er, at det er forfattet og har fået sin nuværende udformning omkring år 1000 af en kristen forfatter, der har brugt ældre overleveringer og poetiske formler fra før sin tid.
Indholdsmæssigt er det muligt (hvis man leder længe og grundigt) at finde spor og hentydninger til historiske begivenheder, som skulle have fundet sted i bl.a. Sverige og Danmark, men alt i alt er Beowulf ren og skær digtning. Hovedtemaet (der behandles selvfølgelig andre temaer i digtet som f.eks. drikkehallens glæde som etisk modpol til den bitre død på slagmarken, skæbnetro, fatalisme kampen mellem det gode og det onde) i digtet er herskerens forhold til sit folk i farens stund. I de forskellige dele af værket beskrives og moraliseres der gang på gang over det ansvar, der følger med magten.
Ofte afbrydes handlingen dog med lange poetiske monologer fra en af hovedpersonerne eller fortælleren/sangeren, der henvender sig til sit publikum med moraliserende betragtninger. Som den litterære kategori, heltesang, antyder, er digtet beregnet på at blive læst op - gerne i et messende tonefald med følgende harpeslag. Handlingen er på grund af afbrydelserne svær at følge, men digtet kompenserer selv for denne manglende sammenhæng ved at være skrevet i en elegisk og højtidelig stemning med et pragtfuldt billedsprog og mytiske scener med indlagte skrækmomenter. En forfatter som J.R.R. Tolkien er blandt andet inspireret af digtet og dets tematikker.
Arthur og ridderne om det runde bord
En af middelalderens mest velkendte myter er historien om kong Arthur, hans dronning Guinevere og ridderne om det runde bord. I over 1000 år har myten inspireret forfattere, digtere, filmfolk og billedkunstnere til at lave spektakulære og opsigtsvækkende værker.
Man mener, at myten hører til i den sene keltiske fortællende folketradition. Den bygger på en eftersigende historisk figur, Arthur, som sandsynligvis skulle have kæmpet mod sakserne i 500-tallet. Historien bliver imidlertid ikke omtalt litterært før end 600 år senere, og da fremstilles Arthur som Britanniens store helt og hersker. En helt som kæmpede mod hedninge og vantro for at fremme vilkårene for kristendommen. I følge myten omgav Arthur sig med en skare af legendariske vasaller, som så senere i litteraturen er blevet romantiseret og forvandlet til en flok modige, høviske og retfærdige riddere om et rundt bord.
Første gang myten optræder i litterær form er i en samling kaldet Lais (ca. 1170'erne), som var skrevet af den franske hofdame Marie de France. I slutningen af 1400-tallet blev de mest kendte beretninger og historier om Arthur og ridderne skrevet om og samlet i en sammenhængende prosaroman på engelsk. De efterfølgende århundreder har opfattet denne roman som højdepunktet og inkarnationen af den engelske ridderdigtning, og specielt Alfred Lord Tenneyson har brugt ovenstående roman som kilde til egen digtning.
Samlingen Lais var som sagt en del af den keltiske digtning, der på dette tidspunkt omfattede skrifter på adskillige sprog, f.eks. fransk, engelsk, walisisk og gælisk. Kelterne har i dag efterkommere i England, Irland, Skotland, Wales og Frankrig (Bretagne), og det keltiske sprog tales endnu visse steder i specielt Skotland, Wales og Bretagne.
Den keltiske digtning er kendt for sine farverige myter, historier, eventyr og ikke mindst flotte illustrerede bøger og bibler fra den tidlige middelalder. Den i dag nok mest kendte er Book of Kells som kan ses på Trinity College i Dublin (Irland).
Geoffrey Chaucer
Engelsk middelalderlitteraturs helt store litterære skikkelse, og englændernes svar på den italienske Boccaccio er uden tvivl Geoffrey Chaucer (ca. 1340-1400). En af grundene til hans store betydning er, at han med sin litteratur evnede at bygge bro over de modsætninger, der fandtes imellem de forskellige samfundsklasser og sprogmiljøer i datidens England.
I hans omfattende og vidtfavnende forfatterskab bevægede han sig let og elegant mellem forskellige stilarter, genrer og kulturer. Han skrev bl.a. lyrik i den højtflyvende, romantiserende høviske stil, han oversatte den franske Roseromanen og filosofiske skrifter. Men det er som episk fortæller, Chaucer har vundet sit ry som en af engelsk litteraturs store forfattere.
Hans hovedværk er uden tvivl de populære og underholdende Canterbury-tales (da. Canterbury-fortællinger) som blev skrevet i slutningen af 1300-tallet og endnu ikke færdiggjorte, da han døde i år 1400. Værket består af en samling fortællinger, der som Boccaccios Decameron er arrangeret indenfor en rammefortælling.
I modsætning til det italienske forbillede, hvor fortællerne kommer fra den øvre del af samfundet, dækker rammefortællingen i Chaucers tilfælde et bredere socialt spektrum. Fortællerne i Canterbury-fortællingerne stammer fra den meget farverige og brogede skare af pilgrimme, der hvert år valfartede til den hellige Thomas Beckets grav i den gotiske katedral i Canterbury (der tillige var ærkebiskopby).
Værket indledes med forfatterens præsentation af fortællerne, som nævnes efter rang. Læseren møder bl.a. en ridder, en væbner, en nonne, en munk, en tiggermunk, en kok og en skipper. Der alle er forsamlet på en kro og på deres vej mod Canterbury. De bliver enige om at følges på deres hellige færd og undervejs underholde hinanden med fortællinger.
Hver fortælling er afpasset i stil og genre til fortællerens person og dennes status i samfundet. F.eks. fortæller ridderen en høvisk ridderhistorie, munken en række opbyggelige og moralske eksempler på det rette liv, mølleren en fabliau (middelalderligt fransk skæmtedigt, en form for fabel) o.s.v. Fortællingerne har således ikke noget samlet tema, en gennemgående stil eller et overordnet fortælleteknisk greb, men Chaucers vidtfavnende stil og fortælleteknik blev alligevel et forbillede for de følgende generationer af forfattere og digtere, og bliver i dag, sammen med Shakespeare, anset for at være en portal- og indgangsfigur til den engelske litterære tradition.
For mere information se bl.a. Gyldendals Verdenslitteraturhistorie, bind 2, samt Anthology of Middle English Litteratur, som er en omfattende linksamling til emnet.
Romannet - 2. januar 2002
Kommentarer