Alle er egentlig ved godt mod. Der er en spænding i luften og en forventning om … tja hvem ved hvad? Frodegruppen40 er i byen, og frontfigur Jens Blendstrup er iklædt passende stråhat og sin kones bortførte og stribede badedragt. Mette, der er badeinstruktør for 88 børn på Hinnerup Aqua Camp, prøver at opnå en form for afklaring, og over en flok sandwiches lægges der planer, enighed opnås og der gives håndslag på, at uanset hvordan det går, er det lige nøjagtig sådan det er planlagt. Det er jo fordelen ved et arrangement, der er det første af sin slags: ingen kan bagefter påstå, at det burde have været anderledes.
Der er begyndt at komme folk i svømmehallen. Iført bare tær og udefinerbare forventninger. Jørgen Bademester hilser på, og får for første gang små nervøse trækninger i øjenkrogen, da Jens Blendstrup indledende betror ham, at han aldrig har været med til noget så vanvittigt.
For det er koncert; og det er i Hinnerup Badet. Og imens gør de 88 badebørn først Synkronsvømning, og så udfører de Udspringsballet. Og ind imellem er der oplæsning af Luskefisefortællinger, og i anden halvdel af showet er der verdenspremiere og uropførelse af ’Hinnerupsymfonien – vandmusik til by uden havn’. Et 20 minutter langt sfærisk stykke elektronika musik, med spokenword, og impro-stemme tilsat stadigt i-dumpende børn. Tilskuerne bliver dog rusket ud af deres kollektive trance, da tramperytmerne fra ’John danser grønsag’ sætter gang i Le Grand Finale, hvor børnene på rækker marcherer op langs begge sider af svømmehallens store bassin, sætter sig i futtog og som usædvanligt smukke dominobrikker vælter sig i vandet. John tramper videre, den storskæggede og badedragtklædte forsanger maner musikken op mod et skingrende crescendo. Nu sidder børnene på kanten og skaber en mexikobølge med plaskende svømmeben – rundt og rundt om bassinet. Klimaxet nærmer sig, alle stængerne går for fuld plask og inde på midten mødes de skumtoppede bølger, som var det to verdensoceaner i brydekamp. Pludselig falder mikrofonholderen på knæ, musikken dæmper sig, lyden er ynkelige støn, men så, SÅ tager stemmen til igen, en guitar fræser løs, børnebenene pumper vildt, og Per gør anarkistiske kast med det røde indierock-hår, mens guitarsoloen bevæger sig fra bandbalkonen ned i selve svømmehallen, hvor guitaristen går i rockknæ, vælter bagover, helt ned på ryggen, hvor spaden endelig får vandkontakt og sender strøm direkte i neglene på Per, der får rejst sig i en vis fart, mens de blå elektricitetslyn springer rundt i den rødeparyk og gør det omfangsrige, men gedigne tandlægehåndværk i kæften på ham selvlysende. Helt som planlagt…
Bagefter er der altdominerende følelse af forløsning i den 42 grader lune svømmehal. Glæden er umiskendelig, mens publikum og forældre skaber fodgængerkaos og børnebeundrende undrer sig over, hvad det lige var der skete. Alt er med andre ord nøjagtigt, som det skal være, når man lige har mødt litteraturen et af de steder, hvor man venter det mindst; når man uforvarent er havnet i ”et live digt” og så at sige er blevet hvirvlet ind i et lyrikkens badeland, hvor mening og betydning opstår i spring og umage sammensætninger.
Og Froderne – de begiver sig tilbage mod Sjælland med den overskydende og lummervarme sandwich med æg, rejer og ekstra majo gemt et lusket sted i bilen, da Niels på det bestemteste har nedlagt forbud mod, at den bliver spist i hans Berlingo…
Kommentarer