Af litteraturstuderende Truels Præstegaard Sørensen
Det Danske Akademis Store Pris hører til blandt de fineste anerkendelser, en dansk forfatter kan modtage. I 2006 gik prisen til Bent Vinn Nielsen (f.1951). Baggrunden er en stribe romaner, skrevet mellem 1978 og i dag. Romaner, som samlet bidrager til et katalog over skæbnerne i det, man på moderne dansk kalder de ringeste matchgrupper.
Det handler om de arbejdsløse, de ringest uddannede, de forsumpede, de rent ud sagt mærkelige. Eller de Arbejdssky, som debutromanen på klassificerende vis er døbt. Vinn Nielsen er noget så umoderne som socialrealist, og romanernes univers er fyldt med triste og alligevel komiske historier fra samfundets blævrede bund. Oftest fra provinsen, for det er jo her og ikke i hovedstaden, man støder mod bunden.
Indenfor de seneste år har forfatterskabet vundet stor anerkendelse, navnlig for to romaner: En skidt knægt (1998) og Godheden selv (2000). Det er fortællinger, der som altid tager pulsen på provinsens tabere og deres elendige, men charmerende miljøer. Det er som antydet også fortællinger, som har fået massevis af omtale, så derfor skal de følgende linier dedikeres til et par af de ældre perler i rækken.
Dekadence på lollandsk
Et tilbagevendende sted for romanernes handling er Lolland. Her har Bent Vinn Nielsen selv boet i en årrække, ligesom en stor gruppe gennemsnitlige underdanskere. Er der noget sted, man umiddelbart forbinder med lediggang og trøstesløshed, er det en lollandsk købstad, efter det er begyndt at gå ned ad bakke på værftet. Sådan er baggrunden i Realiteternes verden (1992).
Romanens fortæller Knud er ufaglært, tidligere arbejdsmand på værftet, god socialdemokrat, men nu langtidsledig uden udsigt til beskæftigelse. Han er gift med Jytte, som også er uden arbejde. De har to døtre, som de gerne vil give andre muligheder i livet end dem, de selv har haft. Og fast ejendom har de også, men hjemmet forfalder til det uanstændige i løbet af historien. Det koster penge det hele, både uddannelse til døtrene og vedligeholdelse af boligen, så Knud må ud og skaffe lidt til at supplere understøttelsen. Nok til at lappe de værste huller, uden at det bliver prangende og mistænkeligt.
Vejen til sort arbejde går via Mike, som i romanen præsenteres som en mellemting mellem en slags barndomskammerat og en fremmed fugl i provinshullet. Mike har samme baggrund som Knud selv, ganske almindelig arbejderbaggrund, og han finder også sin plads på værftet i ungdommen. Men Mike stræber højere, han føler sig bedre værd end som så, og gifter sig med Elisabeth, som er datter af den hovedrige ejer af det lokale malerfirma. Mike gifter sig med pengene og fører sig en tid frem som egnens “store igangsætter”. Indtil katastrofen.
Mike er en middelmådig boligspekulant, og familiefirmaet går nedenom og hjem. Han må vinke farvel til det søde liv, sin datter og Elisabeth, som ikke længere finder ham værdig at omgås. Mike vender hjem. Tilbage til cafeteriet “nede hos Keld og Jonna”, hvor alle de andre arbejdsløse slår tiden ihjel.
Hos Keld og Jonna fødes den plan, som dels kan genrejse Mike som iværksætter, dels skaffe Knud de goder, der skal redde familiens anstændighed. Med assistance fra særlingen Henning, kaldet Reservesjus, indleder de en omfattende hælerforretning, hvor de turnerer hen over Lolland, Falster og sågar Sjælland med computere, hårde hvidevarer, stereoanlæg og videomaskiner til salg. En lokal plattenslager, Villy-Villy-Villy, vil gerne realisere et omfattende lager af effekter, og de tre eventyrere tilbyder at realisere “værdierne” mod provision.
Knud trækker sig ud af det tvivlsomme foretagende i tide, mens Mike synker dybere og dybere ind i kriminalitet og destruktiv druk. Realiteternes verden er således en roman om nederlag, Mikes stort anlagte undergang og fortællerens eget lavmælte forlis. En hverdagstragedie fra provinsen, fortalt med humor. Hvis man er begejstret for den norske forfatter Knut Hamsuns (1859-1952) romaner fra de vestnorske småbyer, er dette noget af det nærmeste, man kommer en dansk version.
Lustrup forever
Lustrup er en opdigtet by et sted i Nordjylland, ikke langt fra Ålborg. En pendant til Gl. Sulsted, hvor forfatteren selv er født og opvokset. Lustrup er det sted i verden, som Hanne Pollen, hovedperson og fortæller i romanen Rejsens mål (1995), hader mest. Her har hun altid boet, og nu lever hun i et barnløst ægteskab med den overforsigtige bankmand Benny Pollen, en jævnt hen kedelig type, som går under det passende navn Benny Bøv.
De lever anstændigt, selv om Hanne oftere er ledig end hun er frisør; den værste fjende er kedsomheden. Men under en charterferie til Harzen, som Benny modvilligt tager med på, har Hanne en affære med en forførende, dansk turistguide, Carsten. Benny opdager ingenting, for han har besluttet at tilbringe hele ferien det eneste sted i Harzen, der siger ham noget: hotelværelsets badekar – Bennys badekar.
Sidespringet er Hannes første spæde skridt i hendes frigørelse fra den dødsens kedelige tryghed hos Benny. Hendes afsked med Lustrup. Senere slår hun sig lidt mere løs under en weekendtur til Berlin, hvor hun møder sin storebror, den fallerede kulturjournalist Freddy, som bor på Islands Brygge i København. Og til sidst pakker Hanne en dag kufferterne og sætter nøglen i Escorten. Rejsen begynder.
Først havner hun et sted på Lolland, hvor hun genser Carsten, som på hjemmebanen i et misligholdt flipperkollektiv er knap så tillokkende som dengang i Harzen. Rejsen går videre til København. Her slår hun sig ned hos Freddy ohans kæreste, Anine, og her bliver hendes planløse ophold tålt for en tid. Indtil Hanne uheldigvis kommer til at ødelægge det eneste eksemplar af brorens store projekt: hans roman. Samtidig har hun ødslet hele sin opsparing bort, og som en flugtvej ud af krisen indleder hun et forhold til en af Freddys spændende venner, fotografen Lennart.
Forholdet er stormfuldt, i hvert fald for Hanne, som nu endelig føler sig levende. De kører til Sverige, op til Lennarts ødegård, hvor de drikker og æder og elsker flere dage i træk. Et overbud af sanselig, uforpligtende nydelse – sjældent har livet præsenteret sig fra en mindre “lustrupsk” side for Hanne Pollen. Men beruselsen er kortvarig, for Lennart har jo ingen planer om at holde fast i en usofistikeret tøs fra Lustrup.
Så hun ender med at stjæle hans bil og penge, og i halvforkommen tilstand går rejsen igen hjemad, men ikke mod København og Lolland, hvor der jo ikke er noget at komme hjem til. Hanne kender kun ét sted, hvor hun altid vil høre hjemme: Lustrup. Sådan finder rejsen sit mål. Næsten da, for fortællingen har alligevel en sidste krølle, som ikke skal afsløres her.
Kommentarer