Pia Juul, som med krimien 'Mordet på Halland' vandt Danske Banks Litteraturpris 2009, er især kendt for sine digt- og novellesamlinger.
Pia Juul, du har ikke skrevet mange romaner for voksne - hvorfor skulle det nu være en kriminalroman?
Og er 'Mordet på Halland' en krimi?
Jeg har længe gerne villet skrive en roman igen og har skrevet på adskillige - og også skrevet på den her gennem flere år.
Jeg satte mig ikke for at skrive en kriminalroman, men titlen havde jeg alligevel helt fra begyndelsen. Det der sker i romanen kredser om Halland, foranlediget af mordet på ham, men jeg synes selv mere jeg har skrevet en bog der befinder sig i udkanten af krimien. Vi følger en af de efterladte, Bess, i dagene efter mordet.
Når jeg selv læser krimier får jeg tit lyst til at høre mere om bipersonerne - de efterladte, vidnerne osv.
Fortælleren Bess er forfatter, og det er i høj grad hende, der er centrum for bogen. Er "Mordet på Halland mest af alt et kvindeportræt?
Et kvindeportræt er det jo nok i og med at fortælleren er en kvinde, og bogen handler mest om hende. Men det ville nok være sikrest blot at sige, at det bare er et portræt af en kvinde ved navn i Bess - i en kort periode af hendes liv.
Hvilken effekt har mordet på Halland - sådan i bred forstand - på personer og handling?
Mordet er ekstremt – og jeg tvivler på, at en anden forbrydelse ville få så stor indflydelse på fortællerens følelsesliv. Men der er ikke nogen af personerne omkring Halland der opdager detektiv-tilbøjeligheder i sig selv, de er bare kede af det. De er chokerede og forvirrede og opfører sig ikke helt almindeligt.
For Bess's datter Abby betyder det nok først og fremmest, at hun nu igen har lyst til at møde sin mor.
Kan læseren stole på Bess som fortæller?
Bess siger faktisk selv noget der bør få læseren til at overveje om hun er helt pålidelig. Eftersom hun er forfatter, har hun i hvert fald tidligere fortalt en historie, må man gå ud fra, så hun har erfaring med hvad udeladelser og inddragelser af forskelligt stof kan betyde for hvordan læseren opfatter historien.
Du indleder hvert kapitel med et citat - hvorfor netop disse? Og hvordan spiller de sammen med handlingen?
Citaterne har jeg samlet sammen gennem mange år. Og sammen med en skitse til hvad der skulle ske i romanen har citaterne styret romanens tilblivelse.
Jeg har lagt citaterne i en rækkefølge jeg mente passede med hvad der sådan cirka skulle ske – og så er kapitlet skrevet ud fra eller på det citat. Jeg er klar over, at det somme tider er nemmere end andre gange at se, hvordan kapitlet overhovedet forholder sig til citatet. Men det har moret mig meget. Det er jo ikke mig der har fundet på at indlede kapitler på den måde, det har mange forfattere gjort – ikke mindst krimiforfattere, som fx Agatha Christie, Dorothy L Sayers og ikke mindst Colin Dexter.
Du takker på sidste side Herman og Gustav for lån!?
Jeg burde måske have taget deres efternavne med, men jeg føler de er så gamle venner at jeg kunne nøjes med fornavnene, Herman Bang og Gustav Wied. Jeg har helt bogstaveligt lånt forskellige ting fra deres bøger.
Som læser er man ikke i tvivl om, at du som forfatter er meget optaget af tone og sprog?
Du har ret – det optager mig meget, men det optager vel alle forfattere, det er vores redskab, et flyttet punktum, et tilføjet tillægsord kan ændre meget.
Du har skrevet en del digtsamlinger og noveller, hvordan adskiller genrerne sig fra romanen, set fra dit skrivebord?
Det er fysisk hårdt at skrive en roman, det har det været for mig. Det har moret mig, men jeg har også haft nogle kvaler jeg aldrig før er stødt på i mit arbejde. Og så er det noget helt, helt andet at udgive en roman, fordi der simpelt hen er flere læsere til romanerne. Boghandlerne interesserer sig også mere for dem.
Og endelig hvorfor er et gran af humor vigtigt?
Ja, er det nu også det? Det er selvfølgelig rigtigt at jeg selv som læser godt kan lide hvis noget er morsomt. Men en forfatter som J M Coetzee, som jeg beundrer meget – eller Hanne Ørstavik – dem er der altså ikke meget grin ved!
Faktisk bliver jeg rigtig glad hvis en læser også morer sig over det jeg skriver, men jeg kan aldrig vide, om de vil more sig.
Jeg bliver altid bekymret hvis en forfatter siger: "Og så kan jeg godt lide at bruge humor!" Det tror jeg ikke på man kan bruge som en ingrediens man rækker ud efter. Enten er man sjov eller også er man ikke. Nogen mennesker kan fortælle en vanvittigt sjov vittighed så den er stendød fra første ord – andre kan gå til købmanden og strengt taget ikke opleve noget særligt, men få alle til at le når de kommer hjem og fortæller om det.
Kommentarer