Af litteraturstuderende Martin Laurberg
Er det nødvendigvis uansvarligt at ignorere politisk undertrykkelse? Og hvad betyder politisk ansvar overhovedet?
De spørgsmål er centrale i den argentinske forfatter Manuel Puigs (1932-90) spændende roman Edderkoppekvindens kys fra 1976.
Puigs roman er skrevet under indflydelse af det hårdkogte politiske klima i Argentina efter krigen og især de statsautoriserede forfølgelser af venstreorienterede efter Juan Peróns død i 1974. Men det betyder ikke, at Puig entydigt har stillet sig på de venstreorienteredes side og skrevet en politisk roman om de undertryktes forhold. Tværtimod bliver politiske idealer, fantasi, virkelighedsflugt, homoseksualitet og venskab blandet sammen på en måde, så man til sidst har svært ved at skelne mellem dem.
Hvis Edderkoppekvindens kys kan siges at være en politisk roman, så er det, for så vidt den indkredser den rolle, følelser spiller i politik.
Sleske filmklip og marxisme
Romanen udspiller sig hovedsageligt som en samtale mellem to fanger i en fængselscelle i Buenos Airos. Den ene er den 26-årige Valentín, som er glødende marxist og mistænkt for at have deltaget i terroraktioner. Den anden den 37-årige homoseksuelle vinduesdekoratør Molina, som er blevet idømt otte års fængsel for at have forført en mindreårig, men som står til en kraftig strafforkortelse på grund af god opførsel.
De tos samtale kredser om film. Molina har en ekstraordinær evne til at huske film, han har set, og han genfortæller handlingerne for Valentín. Derudover taler de om politik og deres respektive personlige problemer. Og med jævne mellemrum har Puig forsynet romanen med fodnoter om emner som homoseksualitet og nazisme. Det betyder nu ikke, at Edderkoppekvindens kys er en højpandet eller svært tilgængelig roman. Tværtimod er den virkelig gribende, og man læser den med en rivende hast, fordi handlingen er spændende.
Den politisk engagerede Valentín synes, at Molinas smag i film er højproblematisk og uansvarlig. For Molina interesserer sig næsten kun for romantiske og æstetiske – nogle ville nok sige corny – enkeltscener og i mindre grad for filmenes moraler og overordnede værdisæt. Derfor har han intet problem med at holde af en nazistisk propagandafilm, som han har set som barn: Nok bliver den franske modstandsbevægelse fremstillet som blodtørstige gangstere og nazisterne som retfærdige frelsere, der kæmper i en højere sags tjeneste, men filmen har nogle flotte close ups af den kvindelige hovedrolleindehaver med glimtende tårer løbende ned ad kinderne, og det kan Molina godt lide.
Men selv om Valentíns idealer ikke tillader ham at acceptere nazisitisk propaganda, så holder hans stålsatte idealisme ikke længe. For han ved ikke, om han nogensinde vil komme ud af fængslet igen, og derfor er der noget utopisk ved hans ønske om at deltage i en politisk kamp. Hans primære grund til at argumentere for den socialistiske sag i fængselscellen viser sig at være, at den giver hans liv mening og hjælper ham med at klare tilværelsen i fængslet.
Molinas kærlighed til sleazy filmklip og Valentíns kærlighed til Marx minder meget om hinanden, fordi begge er forsøg på at undslippe virkeligheden i fængslet. Valentíns politiske engagement giver ikke meget følelsesmæssig forløsning, og defor bliver han stadig mere besnæret af Molinas film.
Edderkoppekvindens kys handler om at finde en meningsfuld plads i en ørkesløs virkelighed, og politik og film er emner, der gør det muligt for Valentín og Molina at forsvinde ind i en mere meningsfuld og mere eller mindre utopisk verden. Derfor er det vanskeligt at forholde sig til Valentíns brokkerier over Molinas kærlighed til propagandafilm. For hvis Valentíns politiske engagement i virkeligheden ikke er særlig politisk, men tværtimod ligner Molinas filmentusiasme, så er det vanskeligt at tage hans krav om politisk ansvar alvorligt.
Politisk ansvar
Spørgsmålet er nu, om de to cellekammeraters drømmerier er en uansvarlig flugt fra virkeligheden. Svaret er ikke entydigt. Puigs roman er ikke en deprimerende roman om de hårde vilkår i fængslet, men nærmere en fortælling om et spirende venskab mellem to vidt forskellige mennesker. Den handler mere om følelser end om politik.
Hvis man kan tale om politik i romanen, er det derfor en følelsernes politik. I en af romanens lærde noter gengiver Puig et udsnit fra en nazistisk propagandavejledning (det er uvist, om den er fiktiv eller ej). Her bliver kernen i den måde, propagandaen skal udstille Hitler på, sat på spidsen. Propagandaen skal udstille Hitler efter devicen ”Han er ægte.” Hitler skal fremstå som en tillidsvækkende mand af folket. Formålet med propagandaen er at appellere til folkets følelser, og spørgsmålet er, om ikke en sådan form for følelsesmæssig kontakt er central for al politik.
Pointen at ”Hitler er ægte” bærer en anden pointe i sig, nemlig den at andre politikere ikke er ægte, og mere generelt at nazismen er mere ægte end andre styreformer. Den politiske dimension i Edderkoppekvindens kys ligger i forlængelse af den påstand. For når Molina elsker bestemte film, så skyldes det netop, at de forekommer mere ægte for ham end andre. Men de er ægte på den særlige måde, at de ikke udelukker andre. Valentín får mindst lige så meget ud af Molinas fortællinger, som Molina selv, og det er netop gennem disse fortællinger, at deres venskab opstår. Det bygger på en følelse af, at de har noget ægte til fælles
Der er noget hippie-agtigt ved Puigs roman, når han på den måde stiller Molinas og Valentíns følelse af noget ægte i modsætning til nazisternes problematiske billede af Hitler som en særlig ægte mand. Det betyder nu ikke, at han er 70’er-agtig (læs: venstreorienteret) på en betonagtig måde. Tværtimod er romanen langt fra ukritisk over for Valentíns kærlighed til Marx, der får ret fatale konsekvenser. Når de to fængselskammeraters venskab kan siges at være politisk, så er det i den forstand, at det bygger på en fantasi, der ikke udelukker andre fantasier.
Dermed sætter det sig op imod mere håndfaste politiske ideer, der lever gennem deres uenighed med andre ideer. Venskabet er politisk, netop fordi det ikke er politisk. Og ansvarsfuldt, fordi det fralægger sig ethvert ansvar.
Kommentarer