Nikolaj Zeuthen debuterede med ’Verdensmestre’ om et par nybagte førstegangsforældre med identitetskrise. En udgivelse der burde udleveres af sundhedsplejersken ved første barselsbesøg. Som i forfatterens debut er der i 'Viceværtsdigte' igen koks i livet, og intet går som i drømmene.
Litteraturformidler Sebastian Bune er taget til Frederiksberg for at interviewe digteren Nikolaj Zeuthen om hans seneste digtsamling – Viceværtsdigte. I løbet af samtalen kommer de blandt andet ind på, hvordan arbejdet inspirerer og bliver til tekst, men også hvad det vil sige at gå til viceværtsjobbet, når man har en baggrund som akademiker og digter.
Forfatteren har med sine to romaner og nu to digtsamlinger ’Oliebål’ og 'Viceværtsdigte' slået sig fast som en skarp satiriker over det moderne familieliv, den moderne mand og kunstner. Under læsningen må man på skift grine, krumme tæer og knibe en tåre. Der er intet epokegørende i at nærme sig de fyrre, men det gør ondt at erkende, at ungdommen er forbi og karriere og samliv ikke stod mål med drømmene. Dette beskriver Nikolaj Zeuthen uhyre præcist omend karikeret.
Find og abonner på LYT i din podcast-app, på eReolen eller direkte på lytlyrik her.
Kommentarer