Pia Juul er replikkernes mester. Hendes ord kalder på at blive læst højt. Og når de bliver det, skifter de mening på ny. Det gjorde de også, da hun optrådte på Litteraturstedet på Åby Bibliotek i Århus.
Jeg så hende første gang læse op og performe under introugen på universitetet. Og jeg var derfra ikke et sekund i tvivl om, at jeg var havnet på den rette hylde. Jeg var overvældet. Hendes stemmeføring, ordene hun sagde, og ikke mindst måden hun sagde dem på. Og så gjorde hun sådan med hånden, når hun læste den med onkel Hector: Sådan!
Det var Pia Juul. Og det var digtsamlingen Sagde jeg, siger jeg. Vi var grønne studerende, og det var det helt rigtige valg at lade hende byde os velkommen til fem år begravet i ord, bøger og litteratur. For Pia Juul kan noget helt særlig, både på skrift, men også når hun læser op. Hun er en ægte performer.
Siden har jeg oplevet hende læse op ved flere lejligheder, og da jeg en sjappet februartirsdag satte mig i bilen for at køre mod Århus og opleve Pia Juul performe og fortælle om sin seneste novellesamling Af sted, til stede på Åby Bibliotek, var det med en god, lidt nostalgisk fornemmelse i maven.
Udstilling med ord
På Åby Bibliotek er Pia Juul og hendes forfatterskab i hele februar sat ind i en udstilling, som kaldes Litteraturstedet. Det er helt konkret et stort møbel med indbyggede montrer, hylder, skærme, scene og et lille bord til at mødes omkring og diskutere litteratur. Det er ret fint. Mest fordi den præsenterer et videoværk, hvor forskellige mennesker læser Pia Juuls Sagde jeg, siger jeg og giver værket en udvidet betydning, som understreger, at ord skifter betydning ikke bare i forhold til, hvem der læser dem. Men også i forhold til, hvordan de læses op og siges højt. Meget Pia Juulsk.
Aftenens optræden var en åbning af udstillingen, og der var godt fyldt op i rummet omkring den lille scene. Stemningen var intim, og på scenen var der stillet op til samtale mellem Pia Juul og lektor Dan Ringgaard. De var et både godt og umage par: Den ene med fokus på at nå frem til en analyse og fortolkning af et forfatterskab og den anden i en lidt beklemt smygen sig uden om og fri mig for analyserne-stemning.
Samtale om forholdet mellem forfatter, værk og læser
”Jeg skriver bare. Jeg planlægger ikke ordene”, lagde Pia Juul ud, da den rolige litterat fremlagde sine tolkninger af, hvordan munde og sekreter blander sig med ord i hendes forfatterskab. Men efter den lidt skæve begyndelse talte de sig ind på hinanden, og i en blanding af oplæsning og samtale om forfatterskabets gennemgående motiver fik Dan Ringgaard alligevel Pia Juul til at hoppe med på fortolkervognen.
”Jeg har en skepsis overfor ord. De er ikke til at stole på”, forklarer Pia Juul i et forsøg på at fortælle, hvorfor hun ikke bryder sig om analysens essensdragende slutninger. ”For mig er det som om, ordene ikke slår til. Jeg kan godt have en drøm om at ramme noget, som folk virkelig hører. Men jeg har svært ved at ramme noget præcist, og derfor hjælper det for mig at sige det samme på forskellige måder efter hinanden”.
Efter lidt tid uddyber hun yderligere og forklarer, at to mennesker kan opleve det samme på to helt forskellige måder. ”Jeg kan derfor ikke styre ordene, og det er i virkeligheden op til læseren at uddrage meningen af det, jeg skriver. Litteraturen bliver til i læseoplevelsen”, slutter hun.
Men nu er det som om, hun har talt sig varm, og Dan Ringgaard griber tråden og spørger ind til, om det også er derfor, hun bruger hånden og gestussen som figur i sit forfatterskab til at henvise til det, der ligger uden for teksten. Hun bekræfter tøvende og peger selv på, at hendes brug af appendikser i stedet for titler også peger andre steder hen og bidrager med andre fortællinger, end dem, der står skrevet i bogen. ”Når man blander fortællinger i litteraturen bliver det til sandhed” siger hun tænksomt. Men river hurtigt sig selv ud af stemningen og siger hektisk og med et glimt i øjet: ”Nå, nu blev jeg vist lidt for fortolker-Holger-agtig alligevel. Glem alt hvad jeg sagde”.
Performeren Pia Juul i nye klæder
Der grines, stemningen er blødt op og folk føler sig som en del af samtalen. Inden pausen beder Dan Ringgaard hende læse lidt op fra hendes seneste bog, Af sted, til stede. Hun læser langsomt, med en helt bestemt, karakteristisk stemmeføring, ansigtet i lidt skæve folder. De ord, der gør indtryk er: ”Det er bare en historie, men for mig er det virkelighed”.
Efter pausen fortsætter hun sin oplæsning fra Af sted, til stede. Hun gør det kort. Stemningen er ikke helt som før pausen, og måske er hun bange for at sige for meget? Måske har hun sagt nok og lader resten være op til os – læserne, tilhørerne, publikum.
Jeg ville gerne have hørt mere. Jeg ville gerne have set mere til den Pia Juul, der giver den gas med skiftende tonefald, små sigende, gestikulerende bevægelser. Alt det, der gør hendes oplæsninger til en udvidet oplevelse af bogen. Men måske er det noget, der hører til hendes lyrik. Og denne aften var det noveller. Måske var denne aftenens oplæsning en variation af hendes måde at sige tingene på. Og måske er det netop det, der er pointen. At måden tingene bliver sagt på rykker ved betydningen. Hun gjorde indtryk på en anden måde, end da jeg så hende første gang for snart mange år siden. Og måske har jeg også ændret mig. Men jeg stopper nok aldrig med at holde helt særligt af Pia Juul og hendes ord.
Arrangementet fandt sted på Åby Bibliotek, Århus. Den 5. februar 2013
Kommentarer