Af litteraturstuderende Nicolai Rerup Nielsen
De store fortællingers tid er forbi, siges det. Ikke desto mindre må man konkludere, at én af alle tiders måske største fortællinger, drømmen om den eneste ene, lever i bedste velgående – som vare forstås.
Noget for tøserne
Udover det til kvalmegrænsen stigende antal af reality-shows og romantiske film man i disse tider bombarderes med, har den lukrative kærlighedsindustri også skabt en ny genre indenfor litteraturen, hvor forfattere som Candace Bushnell (f. 1958) og Helen Fielding (f. 1959) slår deres folder. Men de er langt fra de eneste, der begår sig indenfor denne genre, der primært omhandler single-livet og dets genvordigheder.
Indrømmet, denne skribent har set adskillige afsnit af tv-serien Sex and the City (litterært forlæg, 1997) og følt sig mildt underholdt, ligesom han også pligtskyldigt har pløjet sig igennem Bridget Jones’ dagbog (1996), og tilmed undervejs har tilladt sig selv et grin eller to. Bushnell og Fielding er bestemt nogle af de bedre eksponenter indenfor en populærgenre, der for alvor har bidt sig fast.
På trods af hånlige grynt og beskyldninger om leflen for laveste fællesnævner fra specielt den mandlige del af kritikerstanden har den såkaldte Chick Lit og dens overførsel til andre medier for længst vist sig som andet og mere end blot en forbigående dille, og undertegnede er nok ikke den eneste, der har kigget den bedre halvdel over skuldrene, mens de fire karriere-kvinders eskapader i New York ruller over skærmen. Dét sagt må man dog stadig konstatere, at denne type litteratur primært bliver købt og læst af unge kvinder.
Chick Lit er litteratur skrevet af kvinder, om kvinder, for kvinder. Den har som oftest et humoristisk og ironisk islæt, og én af forklaringerne på dens voldsomme succes er sandsynligvis det faktum, at den på den ene side tilbyder eskapistisk drømmeri og på den anden side prosaisk genkendelighed. Kombinationen af at man drømmende kan følge med i jagten på den eneste ene og samtidigt - i kraft af den ironiske form – kan nikke genkendende til de hverdagsagtige forviklinger og genvordigheder, der ledsager selv samme jagt, er formentlig en vægtig grund til, at disse bøger bliver flået ned fra hylderne. Dét, og massive markedsføringskampagner naturligvis.
Noget for drengerøvene – eller hvad?
Termen Chick Lit kan siges at være blevet til, som en eftertanke, i kølvandet på den succes Fielding og Bushnell har opnået med deres bøger. På samme måde kan Lad Lit siges at være en samle-betegnelse for en lang række af bøger, som forlagene har spyttet ud i et forsøg på at hoppe på den bølge af succes, som forfatteren Nick Hornby (f. 1957) har redet på siden udgivelsen af debutromanen High Fidelity i 1995. Der er praktisk talt ikke grænser for hvor mange mandlige forfattere, der forsøges solgt under betegnelsen ’den nye Nick Hornby.’
Ser man bort fra Hornby er Lad Lit-fænomenet dog en del mindre succesrigt end dets feminine modstykke, og man kunne stille spørgsmål ved hvorvidt mænd i det hele taget ønsker at læse denne form for litteratur? Har mænd, ligesom kvinderne der skabte grundlaget for Chick Lit’s kommercielle succes, lyst til at spejle deres egne bekymringer og sårbarhed i en komisk og ironisk form, der i de fleste tilfælde ganske ukritisk efterligner de feminine forlæg?
Salgstallene peger på det modsatte, og det er nok mere sandsynligt at mænd søger at spejle sig i andre former, f.eks. biografien eller romaner af en mere hårdkogt karakter, som tilbyder mere klassiske maskulinitets-forestillinger. For den mandlige læser indbyder en sådan hårdkogt maskulinitet nok mere til det eskapistiske drømmeri væk fra hverdagens trivialiteter, end beskrivelser af unge mænd med kærestesorger og vægtproblemer gør.
Spørgsmålet er så om Lad Lit har en kvindelig læserskare? Med fare for at fremstå endnu mere forudindtaget end tilfældet allerede er, skulle man næsten tro, at det var tanken når man ser på det omslag, der pryder romanen Kvinden i mit liv: Et lyserødt cover - præget af et stort, rødt og bankende hjerte som baggrund for titlen - er ikke umiddelbart det undertegnede ville forvente som en sællert blandt drengene.
Mike Gayle
Kvinden i mit liv (1998) er skrevet af den engelske freelance-journalist og forfatter Mike Gayle (f. 1970), der - efter udgivelsen af denne, hans debutroman - er blevet påhæftet titlen ’den mandlige Helen Fielding.’ Sammenligningen er ikke helt ved siden af. Begge forfattere skriver om lettere kiksede hovedpersoner, der forsøger at få det der med kærligheden til at fungere, og begge gør de det i et let og ironisk dagbogsformat. Gayle slipper dog knap så heldigt fra det som Fielding.
”Et klassisk sekskantsdrama;” Dét er den kække beskrivelse på forsiden af Kvinden i mit liv, som er beretningen om skolelæreren Will Kelly, der i løbet af en weekeend må gå så grueligt meget igennem for at finde den eneste ene. En telefon-roman kunne man også kalde den, da meget af handlingen består af hovedpersonens genfortælling af telefonsamtaler med bogens andre figurer. Will er 26 år gammel, træt af sit job, og bosiddende i en rodet slumlejlighed i det nordlige London.
Tre år tidligere har hans kæreste Aggi forladt ham, og han har på neurotisk vis brugt de mellemliggende år på at drømme om, at hun kommer tilbage til ham. I løbet af weekenden fører han samtaler med sin ekskæreste, sin veninde, sin barndomsven, en kvinde der efter et one-night stand er blevet besat af ham, samt en ung pige der tidligere har boet i hans lejlighed. Og som om det ikke var nok, bliver han også sponsor for et vanrøgtet æsel.
Umiddelbart lyder historien om Wills vej ud af nedtryktheden og ind i armene på kvinden i hans liv til potentielt at være både morsom og rørende, men den falder desværre til jorden med et brag. Det virker som om journalisten Gayle i Lad Lit-genren har øjnet chancen for hurtig profit, og som konsekvens heraf har gjort sit ypperste for at finde på morsomme situationer at placere sin hovedperson i. Resultatet er, at romanen fremstår alt, alt for konstrueret. De mange komiske situationer virker noget anstrengte, og det gør det svært for læseren at sympatisere med hovedpersonen, der mest af alt minder om en blanding af en stand-up komiker og en cirkusklovn. Desuden virker Gayles forsøg på at reflektere over livet på kanten af de tredive gennemgående fortænkt, og klinger således helt og aldeles hult.
Akkurat som det er tilfældet i andre genrer, kan man indenfor Chick Lit og Lad Lit finde både skidt og kanel. Forfattere som Helen Fielding og Nick Hornby har med stort held formået at kombinere drømmen om den eneste ene med interessante refleksioner over livet omkring årtusindeskiftet i en populær og lettilgængelige form - Mike Gayle har forsøgt det samme, dog uden held, og det anbefales, at man starter bekendtskabet med Lad Lit et andet sted.
Nogen mandlig Helen Fielding er Gayle altså ikke, men Kvinden i mit liv kan dog til nød bruges til at udfylde tomrummet mellem tudeturene, når kæresten er skredet.
Kommentarer