Midt i en verdensomspændende pandemi sættes der ord på ensomheden, frygten og meningsløsheden. Et fællesskab dannes, og et fænomen som coronadigtning blomstrer op.
Af Signe Bak Pedersen, Eva Boyer Munkholm og Benedicte Østerheden
Et nyt perspektiv
Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget – er det ikke sådan, man siger? Coronapandemien har vendt op og ned på vores liv. Den har tvunget os til at skabe fællesskaber på andre måder, end vi er vant til. Det er coronadigte et godt eksempel på. Med internettet som udgivelsesplatform gives anerkendte digtere såvel som helt almindelige mennesker de samme muligheder for at blive hørt. Pandemien kan ikke blot bruges til at kigge indad, men også til at sætte verdens andre problemer i perspektiv. Derfor er det interessant at se, at nogle af disse coronadigte blot tager udgangspunkt i corona, for derefter at handle om eksempelvis klima. Digtene er et resultat af tiden og samfundet lige nu, men de er også et udtryk for menneskelige oplevelser og fortolkninger af situationen. Og det er et fundamentalt element, idet deres eksistensberettigelse er baseret på det menneskelige behov for at sætte ord på en krise.
Hvad er coronadigtning?
Et essentielt karakteristikum for coronadigte er, at de er situationsbestemte og har denne særlige tid som handling og tema. Et andet er, at de primært florerer digitalt, selvom der ikke er tale om et decideret mediespecifikt fænomen. Nogle digitale coronadigte er senere blevet udgivet i bogform, hvilket Caspar Erics digtsamling Jeg vil ikke tilbage (2020) er et glimrende eksempel på . Ligeledes er coronadigte fra avisen Information både trykt digitalt og i den fysiske avis. Dette afspejler en generel tendens indenfor det sidste årtis udvikling af lyrik, men især under coronapandemien er det digitale aspekt selvfølgelig kommet mere i fokus. Simpelthen fordi der under nedlukningen ikke har været andre muligheder. Her kan også online digtoplæsninger nævnes, hvilke blandt andet distribueres på facebooksiden Coronadigte - Karantænetanker.
Coronadigte på Facebook
Denne facebookside beskriver sig selv som “en åben litterær platform for digte, tekster og tanker i en karantænetid, hvor du også kan byde ind”. Fællesskabet blev oprettet den 12. marts 2020, altså allerede dagen efter den berømte første nedlukning af Danmark. Den er efterfølgende blevet et mødested for de 723 følgere, som siden i skrivende stund har. Siden fremstår som en form for frirum for alle dem, der har brug for at sætte ord på eller læse om den fortvivlelse og håbløshed, som coronapandemien har ført med sig.
Pandemien fra en digters synspunkt
Et andet sted, hvor man kan finde coronadigte, er i en serie på Information.dk. Serien hedder ganske enkelt Coronadigte. Her er flere danske anerkendte digtere blevet bedt om at skrive et digt om corona, heriblandt Pia Tafdrup, Peter Laugesen og Klaus Høeck. Digtene skildrer forfatteres tanker om nedlukningen, social afstand, savn og alt andet som corona har ført med sig. Også her ser man, hvordan coronapandemien bliver brugt til at sætte ting i perspektiv, og hvordan disse digte i høj grad sætter ord på noget, der i virkeligheden er ekstremt svært at formulere. Og det er også netop dét, der gør coronadigtning interessant. Digtene beskriver det ubeskrivelige.
Coronapandemien er i sig selv enormt surrealistisk, og blandt andet Pia Tafdrups digt FLAGERMUSEFFEKTEN afføder en masse tanker om denne nye, surrealistiske tilværelse. Vi mangler alle sammen nogen at skyde skylden på, og Tafdrup skriver da også om børn, der tegner “sig selv udstyret med gigantiske sværd for at bekæmpe dragelignende coronamonstre”. Det kan være svært at forholde sig til coronavirusset, men disse coronadigte gør det lettere.
En travl coronadigter
Én specifik digter, som det er svært at komme udenom, når det gælder coronadigtning, er Caspar Eric. Under den første nedlukning i marts 2020 skrev han et coronadigt om dagen, hvilket senere blev til digtsamlingen Jeg vil ikke tilbage (2020). Og igen, da anden nedlukning kom buldrende i december 2020, gentog Eric succesen og skrev coronadigte på platformen tumblr.com i en serie kaldet Digte fra dage med Covid-19 del 2 . Desuden startede han en podcast, hvor han læste dagens digt op og delte ud af sine tanker om coronasituationen. Derfor er Eric et godt eksempel på en digter, der på flere forskellige medier, traditionelle som moderne, forsøger at hjælpe os læsere til at forstå den særlige situation ved at skrive tanker ned, vi måske ikke vidste, vi havde.
Hvad så nu?
Midt i en coronapandemi, hvor vi alle sidder derhjemme og keder os og måske bruger for meget tid på sociale medier og internettet, er den omfavnende læseoplevelse fra nogen, der har sat ord på det, vi ikke selv kunne, altså kun få klik væk. På denne måde er der skabt et lys i en ellers meget mørk pandemi. Selvom vi selvfølgelig hellere ville have været den foruden, kan pandemien bruges til at sætte tingene i perspektiv, i lyrik såvel som i den virkelig verden. Coronalyrikken blomstrede op af ingenting, men blev alligevel en genre, der hurtigt blev populær. Måske bliver flere digitale udgivelser til fysiske bogudgivelser, måske forbliver genren primært på internettet. Uanset hvad glæder vi os til at læse de næste refleksioner over pandemiens kommende stadier.
Kommentarer