Om Dorés bibel af Torgny Lindgren

Af litteraturstuderende Henrik Torjusen

’Mellem mig og verden har der aldrig været nogen bogstaver.’ (’Dorés bibel’, s. 8)

Den navnløse jeg-fortæller i Torgny Lindgrens (f. 1938) roman Dorés Bibel (2005, dansk 2006) lider af dysleksi. Trods forældres ihærdige forsøg, og en fortvivlet skolelærerinde, der grædende må opgive romanens fortæller, lærer han aldrig at læse eller forstå bogstaverne. Når han retter blikket mod dem, flygter de eller nægter at stå stille for hans blik. Han forlader skolen med et særligt afgangsbevis og bliver sendt på en anstalt for udviklingshæmmede børn.

Det lyder umiddelbart som en tragisk skæbne, men historien udfolder sig som en beretning om et selvberoende menneske, der på trods af ikke at kunne læse besidder en forståelse af verden og de moralske forhold, som er meget anderledes end man kunne forvente. En nærhed til det virkelige og konkrete menneskelige liv og en umiddelbar forståelse af det guddommelige. Men samtidig kommer han hele tiden i strid med resten af verden, som han alligevel ikke forstår, eller som handler efter regler, han ikke kan læse.

Romanen bliver fortalt som en beskrivelse af jeg-fortællerens liv og skæbne, efter han er blevet kontakt af den svenske kirke, der vil have ham til at fortælle om Gustave Doré i forbindelse med det store Doré-jubilæum, da jeg-fortælleren tilsyneladende er Sveriges største Doré-ekspert.

Gustave Doré
Fortællerens morfar, som bor hos fortælleren under hans opvækst, mister ligeledes evnen til at læse i sin alderdom, men da han har været litterat hele sit liv, har han hele verdenslitteraturen i sin hukommelse. Gennem morfarens ord får fortælleren i sin barndom hele verdenslitteraturen berettet fra Franz Kafka til August Strindberg.

Den anden fælles lidenskab mellem de to, og det som bogens titel henviser til, er deres lidenskabelige studier af Biblen fortalt i Gustave Dorés (1832-1883) illustrationer. Dorés bibel, der udkom i 1866, fortæller biblen i billeder, som de to ivrigt aflæser, indtil fortælleren er i stand til at kopiere alle billeder i Dorés værk efter hukommelse. Gustave Doré var sin samtids mest berømte illustrator, et geni, der allerede som 16-årig var den bedst betalte illustrator i Frankrig.

Vincent van Gogh (1853-1890) kaldte ham ’folkets kunstner’, fordi hans illustrationer blev spredt blandt almindelige mennesker i enorme oplag og med så stor gennemslagskraft, at de blev bekendt blandt alle befolkningsgrupper. Dorés illustrationer er aldrig blevet opfattet som ’rigtig’ kunst, men som en slags udvandet sen-romantik, som ikke desto mindre er blevet en del af vores fælles kulturarv. Et eksempel er Dorés illustrationer til Dante, som de fleste mennesker har set, selvom de måske ikke ved, at de er Dorés billeder.

Billedets betydning
Gennem morfarens genfortælling af verdenslitteraturen, og især gennem deres fælles fortolkning af Dorés illustrationer, får hovedpersonen dannet sin opfattelse af verden. En opfattelse som læseren har svært ved at afkode, og som først bliver klarere i løbet af romanen. Jeg-fortælleren virker meget reflekteret, meget belæst og meget veltalende. Da han skal reflektere over kunstens bagvedliggende tanke i en samtale med sin mellemskolelærer, udtaler han:

’Det er den moderne psykologis og psykoanalysens vanskeligste spørgsmål. Måske også kunstens og litteraturens. Dybere set er det spørgsmålet om den bagvedliggende tanke, der kommer til at afgøre hele menneskehedens skæbne.’ (’Dorés bibel’, side 54.)

Det er da meget godt svaret af en elev i mellemskolen! Samtidig får vi alligevel en forståelse af, gennem jeg-fortællerens beskrivelse af hændelsesforløb og tildragelser, at han ikke forstår alt, hvad der foregår rundt om ham. Han bliver af sine forældre sendt til et hjem for tilbagestående børn, hvorefter han ikke ser sine forældre igen. Men han bevarer troen på det gode i mennesket, og især det gode i faderen, på trods af at hans forældre forlader ham.

Faderkærlighed
’Den faderlige kærlighed er så dyb og hemmelighedsfuld at vi børn aldrig kan forstå den. […] Det er jo også derfor at vores fortrøstning og tillid kan være så uden forbehold og grænseløs.’ (’Dorés bibel’, s. 61)

Han får et brev med fra sin fader, som han aldrig læser, for som han forklarer, han ved allerede, hvad der står i det. Det er optrykt i romanen, så han kan bevise, at han har ret. Men det har han bestemt ikke. Faderen beskriver jeg-fortælleren som usigeligt hæslig af ydre, og hans tale som snublende og næsten dyrisk.

Læseren har indtil da ellers fået fornemmelse af fortælleren som endog yderst veltalende og som meget almindelig af ydre. Måske regnede man med, at fortælleren var lidt til en side, men ikke noget ekstraordinært. Faderen slutter brevet: ’Min kærlighed kan imidlertid forekomme dig en smule upersonlig og teoretisk, det forstår jeg.’ (’Dorés bibel’, s. 175) En noget anden beskrivelse af deres forhold, end jeg-fortællerens beskrivelse af en kærlig og omsorgsfuld fader.

Sprogets hemmelighed
Den tekst vi læser, lyver således for os. Vi kan ikke se jeg-fortælleren, som han virker til at fremstå, vi kan kun læse den afskrift, som er kommet fra den diktafon, han taler ind i. Der er således kommet ord mellem os og den verden jeg-fortælleren beretter for os.

Jeg-fortælleren selv har nok i Dorés bibel, billederne er nok for ham til at udlægge verden, til at leve i fred med sine omgivelser og sig selv. I den forstand peger bogen på, at man mister verden, når man bevæger sig ind i sprogets verden, man mister en uskyld, og den fascination der befinder sig i det fortalte ord og det umiddelbare billede, der ikke fortolker sig selv, men som åbner for en hel verden.

Det skrevne ord
Ved at bruge ordet vinder man dog indsigt i denne verdens problemer og sorger, man mister således en uskyld, men man vinder samtidig en mulighed for at forholde sig til den omgivende verden, og forholde sig til den bagvedliggende tanke. På en måde som ikke er et ekko af andres ord.

Så selvom det ikke er umuligt at leve uden det skrevne ord, og selvom sproget kan komme mellem os og verden, så viser faderens brev, at for at vi kan forstå verden, må vi besidde det skrevne ord. Det er bare ikke det skrevne ord alene, og det er ikke bøgerne alene, der gør os til gode mennesker. Det er den måde, vi forholder os til den umiddelbart omgivende verden, som den kommer til os gennem vores sanser og ikke kun gennem de skrevne ord. Indsigt bliver således vundet med at tab af uskyld. Sproget og ordene skal modtages varsomt.