Med et hovedbibliotek lige på kanten af Øresund og udsigt til Sverige på den anden side var det oplagt at lade den nye litteraturfestival, nORD, kredse om den nordiske litteratur.
”Vi besøges dagligt af folk fra Norden, ikke mindst fra den anden side af sundet, så det ligger i bibliotekets DNA at være i dialog med vores nordiske naboer. Og når vi sætter fokus på den nordiske litteratur, er det blandt andet også fordi, litteraturen konstant afsøger og afspejler vores nordiske virkelighed," fortæller festivalleder Gro Frank Rasmussen.
I fredags slog hun dørene op for Helsingør Kommunes Bibliotekers nye litteraturfestival, som ud over det mere traditionelle forfatterinterview også bød på samtaler mellem forfattere fra de forskellige nordiske lande, oplæsningsarrangementer, skriveværksted, udstilling, poetry slam og litterære performances.
Den norske forfatter, Helga Flatland, gæstede festivalen til en samtale med Klaus Rothstein om sin meget roste trilogi om barndomsvennerne fra samme lille norske bygd, der lader sig hverve til krigen i Afghanistan. Helga Flatland fortalte om dengang, de første soldater i Norge tog af sted til Afghanistan. Dengang var hun 16 år, og i hendes vennekreds talte man om at lade sig hverve til krigen på samme måde som at tage på backpacking i Thailand. Det var bare én af flere muligheder.
Den norske forfatter, der nu er 32 år, fortalte også, at der faktisk ikke bare er tre men fire unge mænd, der drager i krig i hendes roman, men det er kun de tre, der dør. Og faktisk havde hun selv helt glemt den fjerde, indtil en læser til et arrangement en dag spurgte; ”Hvad med Bjørn?” Det samme spurgte forfatteren sig selv om, og dermed fik Bjørn en vigtig stemme i den tredje del af trilogien, Der findes ingen helhed, som netop er udkommet på dansk.
Gamle ord og nye betydninger
Alle forfatterne på festivalen læste op på deres eget sprog, uanset om det var finsk, svensk eller norsk. Helga Flatland havde glemt at tage en norsk udgave af sin seneste bog med, så hun oversatte fra Klaus Rothsteins danske udgave, imens hun læste op – ikke bare til nynorsk men også til bokmål. Bogen er nemlig skrevet på begge de norske skriftsprog, og romankaraktererne fra bygden har en nynorsk fortællestemme, mens byboerne, tilflytterne og de, der ikke føler nogen særlig tilknytning til bygden, taler bokmål. Det er nuancer, som er svære at oversætte, men som er interessante at få et indblik i.
På samme måde med finske Katja Kettu, der optrådte i samtale med Jyllands-Postens litteraturredaktør, David Jacobsen Turner, på engelsk. For selvom de nordiske sprog ikke slog til i samtalen, fyldte sproget rigtig meget alligevel. Katja Kettu fortalte blandt andet om, hvordan hun arbejdede med sproget i sin meget roste roman, Jordemoderen, der handler om et fortiet kapitel i den finske historieskrivning om Anden Verdenskrig. Kettu bruger for eksempel dialekt i sin bog, og hun kan godt lide at lege med sætninger og opfinde sine egne ord. Hun fortalte også, at hun ynder at give gamle ord nye betydninger, hvilket giver hendes oversættere grå hår i hovedet og har fået hendes norske oversætter til at udbryde: ’Jeg er ikke færdig med din bog endnu, jeg hader dig!’, hvilket i øvrigt ikke så ud til at bekymre den meget veloplagte forfatter det mindste.
Bekendelseslitteraturen af kvinder – og mænd
Den svenske litteraturprofessor og superfeminist, Ebba Witt-Brattström, var i samtale med forfatteren Mette Moestrup om sin roman Århundredets kærlighedskrig. Bogen skildrer et voldsomt og voldeligt ægteskabsdrama, og da bogen udkom i Sverige blev den læst vidt og bredt som en autobiografisk skildring. Ebba Witt-Brattström dannede i mange år par med toplitteraten og forfatteren Horace Engdahl, og parret var kendt som dronningen og kongen af det litterære Sverige, indtil de endte i bitter skilsmisse.
Men i samtalen med Mette Moestrup var udgangspunktet et andet, og dog. Den danske forfatter lagde ud med at sige, at hun så bogen som en læsning af kærligheds- og ægteskabsskildringer i vores kultur, så hun opfattede den derfor ikke så privat, som den er blevet læst i Sverige: ”Samtidig har jeg læst, at du bestemt ikke tager afstand fra bekendelseslitteraturen, og at du synes, bekendelseslitteraturen er blevet holdt væk fra den pæne kanon, fordi det var kvinder, der skrev den, er det sandt?” spurgte den danske forfatter Ebba Witt-Brattström, der er en fremtrædende repræsentant for svensk kvindelitteraturforskning. Og det måtte den svenske forfatter give hende ret i – som hun tørt bemærkede, er den kvindelige bekendelsesgenre jo fin, når det er mænd, der skriver den - og nævnte som eksempler bl.a. Strindberg og Knausgård. Forskellen er bare, fortalte hun, at da kvinderne i 1970’erne begyndte at skrive om problemer i intimsfæren, var det ubelejligt for mændene, og derfor ville de mandlige kritikere ikke beskæftige sig med det.
De, der blev voksne i 1970’erne, var den første generation i hele verdenshistorien, som havde alle muligheder. Der kom fri abort og familiestrukturerne forandrede sig, nu da kvinderne ikke længere var nødt til at gifte sig med mandens pengepung: ”Og så gik det ikke! For så mange par gik det ikke,” sagde Ebba Witt-Brattström, som desuden fortalte, at mange tror, Sverige er sådan et fantastisk feministisk land. Men i virkeligheden har Sverige den største lønforskel mellem mænd og kvinder i forhold til Danmark og Norge.
”Sverige er det bedste land i verden til at tale om feminisme, verdensførende faktisk. Men det nytter ikke noget kun at tale om det. Jeg synes, det må være vigtigere at blive betalt ordentligt end at have en samtalegruppe om feminisme på sit arbejde,” sagde Ebba Witt-Brattström til den fyldte sal, som på latteren lød som om, de var enige med forfatteren.
Nordisk korset
Det er netop både lighederne og forskellene de nordiske lande imellem, som festivalen gerne vil favne. De nordiske lande har mange lighedspunkter, forklarer festivalleder Gro Frank Rasmussen; Vi lever alle i velfærdsstater, der vægter værdier som social lighed, tryghed og ligestilling højt, og så har vi som noget helt enestående en nabosprogsforståelse.
”Den samme mangfoldighed ser man, når man kaster blikket på det nordiske litterære landskab. På nORD forsøger vi ikke at skrue litteraturen ned i et nordisk korset og indsnævre eller udligne de modsætninger, den nordiske litteratur rummer, men netop at give plads til mangfoldigheden og nuancerigdommen. Vi har i vores kuratering af festivalens program nysgerrigt afsøgt det, der rører sig i den nordiske litteratur netop nu,” forklarer hun.
Ud over de aktuelle forfatterskaber og udforskningen af det nye i litteraturen har det været vigtigt for biblioteket i Helsingør også at sætte fokus på den nordisk litteratur, der ikke længere kan tale for sig selv, enten fordi forfatteren ikke er her længere eller er for gammel til at deltage i festivaler. I år havde festivalen bl.a. et hyldest-arrangement om den norske novelleforfatter, Kjell Askildsen.
”På nORD vil vi hvert år sætte fokus på et vigtigt forfatterskab, som har sat sit præg på den nordiske litteraturhistorie," siger festivallederen og fortæller, at efter hyldest-arrangementet om Kjell Askildsen gik der ikke mange minutter, før festivalens bogstand havde udsolgt af Askildsen-bøger, og en begejstret tilskuer sagde: ’Han er min nye yndlingsforfatter, jeg endnu ikke har læst’.
”Så er man som litteraturformidlende festival nået langt,” afslutter Gro Frank Rasmussen.
Kommentarer