Nordisk Råds Litteraturpris gennem 40 år

Af Morten Peick, cand. phil i litteraturhistorie

I år tilfalder Nordisk Råds Litteraturpris nordmanden Lars Saabye Christensen for hans store generationsroman Halvbroren. Det er dermed 40 år siden prisen blev uddelt for første gang. Dengang gik de 50.000 kr. til den svenske forfatter Eyvind Johnson for romanen Hans nådes tid. Siden er prisen hvert år tilfaldet en nordisk forfatter, og med den følger prestige, ære og værdighed, som ikke kun tilfalder den enkelte vinder, men også stiller hans/hendes hjemlands litteratur i et bedre lys.

Derfor vil Nordisk Råds Litteraturpris altid være potentiel genstand for nationale, politiske og ideologiske interesserer, om end det netop er det, de strengt æstetiske vinderkriterier og den officielle tildelingsprocedure til sammen skal forhindre.

Prisen
Nordisk Råds Litteraturpris gives for et værk af høj litterær kvalitet, skrevet på et af de nordiske landes sprog, dvs. dansk, færøsk, islandsk, finsk, norsk, svensk, grønlandsk og samisk. Den uddeles til en førsteudgivelse, som er udkommet inden for de seneste to år eller, hvis der er tale om andre sprog end dansk, norsk og svensk, inden for de sidste fire år. I dag er prissummen på 350.000 danske kroner.

Prisindstilling og -tildeling sker gennem en komite med i alt ti litteraturkyndige medlemmer, nedsat af Nordisk Råd. Komiteens nationale fordeling er sådan, at Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island hver især deltager med to repræsentanter og en suppleant, mens Grønland, Færøerne og det samiske sprogområde kun medvirker ved prisudvælgelsen, når bøger herfra er nomineret. Medlemmerne sidder fire år ad gangen.

I perioden 1998-2002 har Danmark været repræsenteret ved Henrik Wivel og May Schack, medens digteren Peter Laugesen har suppleret. Prisen tildeles på den måde, at komiteen træder sammen og diskuterer de værker, hvert lands repræsentanter har indstillet. Der foretages derefter en række afstemninger, hvor de enkelte værker skilles fra, indtil vinderen er fundet. For at sikre en vis grad af objektivitet, må man ikke stemme på sit eget lands kandidat ved den første afstemning.

En nordisk??? pris
Bag den kendsgerning, at vi hvert år præmierer en forfatter fra det geografiske område, der kaldes Norden, ligger en antagelse om et kulturelt, historisk, sprogligt og måske endog mentalitetsmæssigt fællesskab, som også gør det relevant at tale om en specifik nordisk kunst og litteratur.

Forestillingen om et sådant Norden rækker vel tilbage til romantikkens dyrkelse af den store fællesnordiske fortid, og er siden blevet brugt som alternativ til andre fællesskaber som Nato og EU. Men som label for en homogen kulturel entitet er og bliver det en overordentlig diffus størrelse, der kun vanskeligt lader sig eftervise og aldrig synes helt dækkende. Dertil er forskellene simpelthen for mange og store.

Faktisk er det kun mellem de gamle ‘centralnordiske’ lande, Danmark, (Norge) og Sverige, at de sproglige, historiske og kulturelle barrierer er lave nok til, at der overhovedet kan være tale om en umiddelbar identifikation.

Det diskvalificerer naturligvis ikke en nordisk litteraturpris, for man kunne jo også sige, at det simpelthen er perspektivrigt at se sit lands litteratur i en overnational sammenhæng, som vi trods alle forskelle har mange skæbnebånd til. Og at prisen er en kærkommen lejlighed til at få litteraturen fra nogle af de små nationer, vi med traditionel arrogance betragter som perifere, frem i lyset.

For der er ingen tvivl om, at en grønlandsk eller samisk prisvinder, vil have meget stor betydning for netop disse sprogområders kulturelle identitet. Hermed nærmer vi os det politiske aspekt af prisen.

Magten og æren
Nordisk Råds Litteraturpris har, ganske vist ikke i samme grad, været præget af den politisering, som efter manges mening har hjemsøgt den litterære Nobelpris. Det skyldes nok, at den ikke tilnærmelsesvis medfører samme kanonisering som Nobelprisen, der som den eneste egentlige ‘verdenspris’ formår at sætte hele kontinenters litteratur på landkortet, som da Gabriel Garcia Marquez fortjent fik prisen, og sydamerikansk litteratur pludselig var et helt nyt faktum for mange mennesker.

Med hensyn til den nationale fordeling af Nordisk Råds Litteraturpris må man således sige, at den nok meget godt afspejler den mængde af litteratur, der udkommer i de respektive lande, og at ingen nationer synes direkte forfordelt. Sverige har vundet 12 gange, Danmark 9, Norge 7, Finland 7, Island 5 og Færøerne 2.

At Norge de seneste to år har fået prisen for store samtidsromaner giver faktisk indtryk af en priskomite, som står fast på sin kunstneriske integritet og ikke lader sig forlede af nationale hensyn.

Alligevel er det i andre sammenhænge muligt at iagttage visse tendenser i priskomiteens tildelinger gennem årene, der kan læses som udtryk for en klar køns- og kunstpolitisk holdning. Helt overordnet antyder visse navne blandt de forfattere, som ikke figurerer på listen over lykkelige prismodtagere, at den bedste bog måske ikke altid har vundet.

Fra dansk hold kan vi således undre og ærgre os over, at hjemlige koryfæer som Søren Ulrik Thomsen, Inger Christensen, Svend Aage Madsen og Per Højholt aldrig har opnået æren. Og hvorfor fik Jan Kjærstad først prisen for Jonas Wergeland-trilogiens tredje bind Opdageren, når nu de to foregående romaner allerede havde været oplagte vindere.

Kønspolitisk set er det åbenlyst, at der i de forløbne 40 år har været en voldsom overvægt af mandlige prismodtagere. Vi skal således helt frem til 1980 og igennem 19 (pga. den delte pris i 1965 mellem William Heinesen og Olof Lagercrantz) mandlige forfattere, før den første kvinde, Sara Lidman får prisen.

Den fik hun efter en række kvindelige litterater året forinden havde tildelt Märta Tikkanen en alternativ pris i protest mod den skæve kønsfordeling. Ubalancen er i de senere år begyndt at rette sig, men i det samlede regnskab er stillingen stadigvæk 34-7 i mændenes favør.

Når nu kriteriet for at få prisen udelukkende er kvalitet, så springer det i øjnene, at ingen af Inger Christensens digtsamlinger endnu har vundet. Også selv om hun tidligere har været nomineret og begge gange tabt til en dansk forfatter, nemlig Klaus Rifbjerg med Anna, jeg, Anna i 1970 og Peter Seebergs Om fjorten dage i 1983.

Om der er tale om genretypologisk ’sporkøring’, kunstnerisk konservatisme eller slet og ret tilfældigheder skal være usagt. Men det er et markant faktum, at visse genrer har været opprioriteret på bekostning af andre. Det gælder prosaen og i særdeleshed romanen, som helt klart dominerer billedet.

Med nogle undtagelser som bl.a. Gunnar Ekelöfs Diwán över Fursten af Emgión fra 1966 og Bo Carpelan I de mörke rummen, i de ljusa 1977, er det først i 90’erne, at lyrikken for alvor kommer med. Her er genren så til gengæld også nærmest overrepræsenteret med hele fem digtsamlinger, hvoraf to er danske, nemlig Pia Tafdrups Dronningeporten, 1999, og Henrik Nordbrandts Drømmebroer, 2000.

Zoomer man mere ind på de enkelte år og dispositioner, vil man givet kunne finde flere punkter at kritisere. Det er vilkåret for enhver litterær pris, som på godt og ondt altid vil være barn af sin tid - især når den tildeles med højest fire års afstand til værkerne.

Alt i alt må man dog sige, at Nordisk Råds Litteraturpris ved sit 40 års jubilæum fremstår som en velestimeret litteraturpris af international kaliber. Den har aldrig været skæmmet af de helt store skandaler, der for alvor kunne true dens troværdig, men fremstår heller ikke aldeles ’uskyldig’ og ’tandløs’.

Og måske er det netop heri, det særligt nordiske består.

Udførlige lister over prisvindere og nominerede samt bedømmelsesudvalgets motivation for at tildele Nordisk Råds Litteraturpris finder man på Nordisk Råds hjemmeside www.norden.org. Desuden har 2002-nummeret af årbogen Nordisk Litteratur Nordisk Råds Litteraturpris som tema.

Her er længere artikler om prisen sammen med forfatterportrætter og bogpræsentationer. Nordisk Litteratur fås gratis hos Margareta Hedling, Nordisk Ministeråd i København. E-mail me@nmr.dk.