Nikoline Werdelin om Homometropolis 7

Nikoline Werdelin om Homometropolis 7

Af Jette S. F. Holst, Litteratursiden 

Jeg hørte Nikoline Werdelin "Under Uret", hvor Kirsten Jakobsen interviewede. De tyve minutter fløj af sted, publikum kunne sagtens have brugt mere tid sammen med Werdelins skæve personer.

Nikoline Werdelin er kendt for sine striber om borgerskabet og dets miljø. Først kom serien ”Café”, om storbyens caféliv. Her mødtes alle mulige typer på en café, hvor de diskuterede stort og småt, og hvor man så universets drama udspille sig i miniformat. I ”Café” havde Werdelin stor succes med sin skrappe punchlines, der fik smilet frem på læseren.

Herefter fulgte serien ”Homometropolis”, der er blevet kaldt: den menneskelige komedie/tragedie forklædt som tegneserie. For man skal nemlig ikke tro, at blot fordi mediet er en tegneserie, så er det morsomt.

I ”Homometroplis” er det borgerskabets miljø, der udforskes i tegneseriestriber. Her er smil, men der er også en mørkere side med historier om fortrængninger og de mere ”grimme” sider af tilværelsen. Som f.eks. historien om den lille pige, der – måske – bliver udsat for pædofili.

På spørgsmålet om, hvorfor Nikoline dog havde lyst til at skrive om sådan et dystert emne, svarede hun, at alle historier fortjener at blive fortalt. Også selvom de ikke er behagelige. Og her mener hun, at tegneserien har sin styrke, for det er ”kun” streger og ord. Når det virker så stærkt, er det netop det læseren selv fylder på, der påvirker mest. Det spinkle skelet danner baggrund for udviklingen af mange tanker.