Karen Fastrup din roman "Begravelsen" har meget betagende menneskeskildringer, men det er også slående, hvor forskellige personerne er. Ligger der en pointe i at vise en meget bred skare af personer?
Ud over landskaber er det vel især relationer, der interesserer mig, når jeg skriver. Jeg er vokset op med Bergman; min far havde hans manuskripter stående i bogform, og som teenager slugte jeg dem. Filmene så jeg også. Scener fra et ægteskab så jeg dog først for et par år siden: Hvilken dialog, hvilken råhed, hvilken ondskab, hvilken smerte og hvilken varme. Men først og fremmest: Hvilken transformation. Det er jo ofte det, der er interessant i disse relationer, altså hvordan de gradvist kan forandre sig markant, hvordan en mand og en kvinde i et forhold udvikler sig, og hvordan det påvirker strukturen mellem dem.
I Begravelsen har vi en familie bestående af mor og far og en 10-årig datter, Paula, som flytter fra et flippet miljø på Nørrebro til en lille bygd langt ude i en svensk skov, hvor der kun lever skovbønder. Og vi skal huske på, at det her er midt i 70’erne, hvor der fandtes endnu mere afsondrede steder i Sverige end nu.
Paulas forældre, Skarre og Gertie, er rundet ud af en god socialistisk tradition, som jeg har stor respekt for, men den indeholder en del romantiske og noget umulige forestillinger, blandt andet den at mennesker helt uproblematisk kan mødes og nå hinanden hen over diverse kulturskel: Vi kan komme helt, som vi er, iført islændere og Christianiatørklæder, og sætte vores datter i den lokale skole, og vi vil straks blive accepterede og integrerede. Og hun med.
Virkeligheden viser sig selvfølgelig at være en anden, og det bliver især Paula, der kommer til at betale prisen: Hun bliver holdt ude i skolen. Og skal kæmpe med det at færdes i to væsensforskellige verdener: forældrenes og kammeraternes. Skarre tror som sagt, at man bare kan bygge bro mellem disse verdener, men Paula registrerer med det samme, at det er uladsiggørligt: De andres blikke på faren. Og straks skammer hun sig over ham og kan se, hvor han adskiller sig. Er der noget, der er smertefuldt og kompliceret for et barn at håndtere, så er det følelsen af skam over forældrene. Man elsker dem jo og vil gerne beskytte dem, men skal også selv kunne klare sig i den “anden” verden.
Derfor er Paula nødt til at sende sin far væk og klare sit nye liv alene. Og tilmed med smerten over at afvise ham uden at kunne fortælle ham, at det er fordi hun skammer sig over ham.
Men børn har næsten hjerteskærende tilpasningsevner og meget lidt sentimentalitet og selvmedlidenhed, så i stedet for at få ondt af sig selv og give op, finder hun sine måder at overleve på, hvilket især er at knytte sig til en anden “særling”, nemlig Ingmar. De to udvikler en helt speciel relation, som Ingmars storebror, Gösta, også bliver en del af. De lever deres liv afsondret fra de andre børn, med en stærk fortrolighed til skovene og søerne og elven. Men også med indbyrdes konflikter og udfordringer: Ingmar ønsker at beskytte sin storebror, som deres far har hjerneskadet, men føler sig også hæmmet af dette ansvar. Og udfordret da Gösta lige som han selv bliver forelsket i Paula.
Vi har altså at gøre med nogle børn og senere unge mennesker, som skal håndtere ret udfordrende og komplicerede relationer med de modstridende følelser, dette indebærer.
Stemningen i begravelsen emmer af uforløste følelser, og mange af personerne har udeståender eller forhold som de ikke var færdige med, i forhold til den afdøde eller hinanden, hvad betyder dette? Og hvorfor er der i det hele taget så mange personer, som ønsker at komme tættere på hinanden, men som ikke gør det?
Jeg har ofte tænkt, at Begravelsen først og fremmest kredser om de forskellige måder, mennesker forholder sig til modgang og livskriser på. Nogle er bange for smerten og angsten og fortrænger den med det resultat, at den igen og igen kravler frem og hænger der i deres udstrakte arm og snerrer af dem, indtil de atter får held til at grave den væk med det resultat, at det meste livsenergi går med dén øvelse.
Mens andre er i stand til at tage den frem og se den i øjnene. Det kan være, de dykker helt ned, mens de ligger og roder rundt med den dér angst og med smerten og fortvivlelsen, men i kampen med bæstet får de det alligevel tæmmet så meget, at det bliver til at omgås, uden at al energi sidenhen skal bruges på at grave det ned eller bure det inde. Og selve kampen giver dem også noget kraft og styrke.
Men jeg ved godt, at romanen lige så meget handler om disse komplicerede relationer. Vi har allerede været inde på dem i forhold til børnene. Men de gælder jo rigtignok også for flere af de voksne personer: Kerstin som aldrig får rakt ud efter Skarre, og måske mere sørgeligt: de børn hun engang blev nødt til at forlade for selv at kunne overleve. Og børnene, Ingmar og Gösta, der som voksne heller ikke formår at række ud efter hende. Deres far, Magnus, der kæmper med sin skam og sin sorg over ikke at kunne leve op til denne smukke og begavede kvinde, Kerstin. Paula og Lars der glider fra hinanden.
Men der er også forhold, som faktisk er fine, synes jeg: Jeg ved godt, der er problematiske elementer i forholdet mellem Paula og Skarre (vil der ikke altid være det i forholdet mellem forældre og børn?), men de har en dyb forbundethed. Det samme gælder forholdet mellem Paula og Gösta og Paula og Ingmar. De to sidstes forhold kulminerer tilmed i et sexuelt møde, og uden at blive nødt til at italesætte det, så er de begge klar over, at det aldrig vil være farbart med et kærlighedsforhold mellem de to. Dertil er de alt for forskellige. Men de bærer begge en dyb tiltrækning af den anden. Og jeg synes faktisk, de håndterer deres relation ret fint og klogt.
Forholdet mellem Paula og Lars er ikke så ligetil, hvorfor?
Paula møder den lidt ældre Lars på et tidspunkt i sit liv, hvor hun har brug for at kunne læne sig op ad et andet menneske. Og det fungerer tilsyneladende fint for dem begge: De får begge to noget ud af sådan en relation.
Men da de som noget ældre pludselig geråder ud i en krise i deres parforhold, så må de give fortabt. En krise er de ikke i stand til at håndtere.
I krisen bliver de ikke bare infantile, de glider også helt naturligt fra hinanden og tilbage i måder at håndtere den slags på, som de har med sig fra deres opvækst. Lars er en perifer figur i romanen, så vi kender ikke hans baggrund. Vi erfarer bare, at han ikke hylder dialogen og samtalen i nær samme grad, som Paula gør det. Hun er jo ud af det her miljø, hvor man mener, man kan tale sig til rette om tingene. Så hun insisterer på samtalen, på forklaringerne, på skænderierne. Hvorimod Lars forbeholder sig ret til tavsheden, til ikke at skulle forklare sig. Han er en mand, der er optaget af at sætte grænser omkring sig selv, og af og til skal der ikke så meget til, før han føler sig invaderet.
Det er jo meget forskelligt, hvordan mennesker reagerer, når de føler sig vrede og sårede og pressede: Nogle græder og råber og insisterer på et fortsat nærvær, mens andre trækker sig væk og ikke vil tale med den anden.
Men med en opvækst med en far som Skarre, der er vild og gal og følelsesfuld og fuld af liv i det hele taget, så skal det næsten gå galt med en ægtemand, der i den grad er hans modsætning, hvor det største tegn på følelsesudbrud er en spænden i kæbemuskulaturen.
Det slog mig flere gange, mens jeg skrev, at Lars og Kerstin måske kan minde lidt om hinanden: det kontrollerede liv, hvor følelser og følelsesudbrud opleves som en trussel.
Titlen begravelse kan hentyde til andet end selve begivenheden, hvad har du ellers i tankerne?
Det særegne ved lige præcis denne begravelse er jo, at den ikke kan forløses. På grund af frosten kan den ikke udføres. Den er stivnet og standset, og man kommer ingen vegne med den.
Sådan er det jo også med flere af relationerne i romanen. De er stivnede og standsede. Folk når ikke hinanden. De får ikke rakt ud efter hinanden, de får ikke sagt det, der skal siges. Kerstin er vel romanens mest eklatante eksempel på et menneske, der føler sig nødsaget til at anvende kontrol for at kunne overleve. Hun kontrollerer, eller nedfryser, sit følelsesliv og sin smerte så meget, at hun faktisk kommer til at undertvinge alle følelser. Måske mærker hun en snert af et eller andet her og der. For eksempel en forelskelse i Skarre. Men at forholde sig åbent og årvågent til, hvad der sker inde i hende og måske oven i købet handle i overensstemmelse med disse indre rørelser og tage aktivt hånd om sit liv og agere i det, det formår hun ikke.
Arbejsmæssigt, jo. Og så er hendes valg af arbejdsplads, denne bygd langt, langt ude, alligevel også en form for selv-tugt: Hun straffer sig selv for den skyld, hun bærer over at have forladt sine børn, Ingmar og Gösta.
Kerstin bliver aldrig i stand til at forholde sig til traumet, til det at hun måtte forlade sine børn – det gør for ondt, og hun er bange for smerten. Hun ved ikke, hvordan man håndterer den slags. Og det er heller ikke nemt! Følgen bliver et liv i konstant kontrol, og i sådan et liv opdager man dårligt nok, at man bliver forelsket, og man har i hvert fald ikke mod og kræfter til at agere i forhold til det. Kerstin kommer til at leve et kærlighedsløst liv, og ender med at stå ved Skarres lig og hviske, at “ham kunne hun måske have elsket”.
Og de nu voksne sønner, som også er til Skarres begravelse, formår hun heller ikke at give sig til kende overfor. Lige som de heller ikke formår at tage fat i hende.
Men langt om længe kommer tøbruddet jo. Og frosten, det stivnede, trækker sig tilbage og giver plads for forandring, for handling: Åh, endelig kan vi bryde op fra denne fastfrossede, apatiske stilstand og handle.
Romanen kunne for så vidt også have heddet Tøbrud, hvis ikke det var fordi, det er sådan et frygteligt kliché-præget ord. For der findes også personer, som har styrken til eller muligheden for at gribe til handling. Til at tage fat om livet og skyde det i nye retninger. Og her tænker jeg især på Paula.
Hendes barndom har til en vis grad været præget af angst: I første omgang flytningen fra Den sorte Firkant på Nørrebro til Blåningsmåla i Sverige, og så den isolation fra de andre børn, hun var nødt til at sætte i værk. Den slags kan jo nemt medføre, at man ikke bliver så socialt trænet, og det kan følge et ungt menneske i lang tid, og det fulgte også Paula hele vejen til universitetet i København. Her forelskede hun sig i en mand, hun kunne læne sig lidt op ad.
Men der var jo også en kraft og styrke i hende til at overleve som barn, og den styrke lykkes det hende endelig at finde frem igen som voksen i forbindelse med skilsmissen fra Lars. Romanen slutter jo der, hvor Paula selv står og pakker bilen og justerer tagbagagebæreren og siger til sin lille datter, at nu skal de videre, de to. Og jeg er sikker på, at hun nok skal få skabt et godt liv for sig selv og sin datter, for hun har både denne styrke og så modet til at konfrontere sig med bæstet: det, der gør ondt.
Også Ingmar og Gösta, der er vokset op med denne tyranniske far, som deres mor følte sig nødsaget til at forlade, bliver i stand til at vride sig løs af undertrykkelsen: Ingmar lader sin far dø af druk og kulde for øjnene af sig, hvorefter brødrene sætter ild på gården og trækker køerne med sig ud i et lille soldatertorp længere inde i skoven, hvor de skaber sig deres eget liv.
Bogen rummer også en dyb fascination af Sverige eller i hvert fald af Småland - hvordan er dit forhold til Sverige?
Jeg var vist tretten år, da mine forældre viste mig, at der lå lande syd for grænsen mellem Tyskland og Danmark. Indtil da var Jylland blevet hudflettet, hver en stump hede, hver et krat var blevet gennemtrevlet. Og Sverige, men faktisk især Norge havde jeg været i et utal af gange. Min far elskede Norge: landskaberne, sproget, litteraturen, og jeg er så at sige opflasket på hans forkærlighed for dette land.
Vi vandrede fra hytte til hytte med rygsæk fra vi var ret små, og det gør jeg selv med min egen familie – både i Norge og andre steder, senest i den canadiske del af Rocky Mountains og i Dolomitterne i de italienske alper. Jeg elsker bjerge, og er helt umulig for mine omgivelser, hvis jeg er i nærheden af dem, men ikke kommer ordentlig op over trægrænsen og ind i dem. Helst langt, langt ind hvor forsyningerne bliver fløjet ind med helikopter. Åh, jeg har en svaghed for den slags! Og for at komme frem til disse små primitive hytter og krænge rygsækken af og sætte læderstøvlerne sammen med alle de andre brugte, støvede, stærkt lugtende støvler.
Jeg var også i Sverige flere gange som barn, men min kærlighed til dette land er især vokset frem gennem de seneste 10 år, hvor jeg har været medejer af en gammel ødegård et øde sted i Småland. Det sted, og de mennesker, jeg har set i skovene dér har selvfølgelig inspireret mig voldsomt, mens jeg skrev Begravelsen.
Kommentarer