Anja Otterstrøms novellesamling Enebørn er hendes debut. Novellesamlingen er blevet modtaget med begejstring af anmelderne i de danske aviser. Og det er der god grund til, det er en samling noveller, der er i høj grad fanger en som læser, de er både spændende, overraskende og så har de alle en lille pointe, der giver stof til eftertanke. Her svarer Anja Otterstrøm på spørgsmål om Enebørn:
Hvorfor har du valgt at skrive noveller i stedet for f.eks. en roman?
Jeg kan godt lide, at der meget hurtigt bliver sat en scene. At vi hopper lige ind midt i en bestemt situation, som vi følger over kort tid. Det passer mig godt, at jeg ikke skal tegne et stort persongalleri op, men kan gå direkte til de personer, jeg vil skildre, og fortælle hvad de oplever her og nu.
Jeg synes at mange af personerne i dine noveller er meget egoistiske, er det fordi der er mange egoistiske danskere?
Mange af mine personer har ikke kræfter og rummelighed nok til at være uegennyttige, og på den måde har du ret i, at de kan fremstå som egoistiske. Men det er ikke egoismen som sådan, jeg synes, er interessant. Men snarere: hvorfor handler de, som de gør? Det er personer, som af forskellige årsager er havnet i situationer, hvor de føler sig pressede og derfor reagerer ”egoistisk”. For eksempel i novellen ”Kramper”, hvor den kvindelige hovedperson føler, at hun mister kontrollen over sit ægteskab, da der flytter en attraktiv kvindelig ven af manden ind i huset. Her ser vi pludselig nogle mindre flatterende sider af den kvindelige hovedperson. Det interessante, synes jeg, er at prøve at gå bagom hendes handlinger og se på, hvorfor hun handler som hun gør. Hvad er det for kræfter, der driver hende? Og mere generelt: hvad er det for sider, der viser sig, når vi mister kontrollen og fodfæstet?
Et tema i dine noveller er par og de hemmeligheder de har for hinanden, hvorfor har du valgt det tema?
Der eksisterer jo ikke kun én sandhed i forholdet mellem mennesker, men mange sandheder. Og netop fordi der ikke eksisterer en absolut sandhed i vores relationer, er det nærliggende, at vi af og til går fejl af hinanden, sårer hinanden, tror vi ved noget om hinanden, som slet ikke holder. Når det så går op for os, at relationen ikke er, som vi forestillede os, eller den anden bærer på en viden eller erkendelse, som vi ikke er en del af, så opstår afstanden. Det er denne afstand, jeg undersøger, snarere end "hemmeligheder" som sådan. For eksempel i novellen ”Babysitter”. Her ændrer den mandlige hovedperson sin opfattelse af sin kræftsyge kone, da konen opfordrer manden til utroskab med barnepigen, indtil hun er rask. For hende er det en gestus, en offergave, mens hun er syg. For ham er det grænseløst sårende, og han bliver for første gang i tvivl om sin kærlighed til hende. Sådan kan to sandheder tørne dramatisk sammen og skabe afstand mellem mennesker.
Et andet tema er ønsket om at ha den perfekte facade eller måske kravet om at leve op til normer om perfektionisme, hvad vil du vide med denne vinkel?
Vi vil jo så gerne være kloge, imødekommende, intelligente, morsomme - i det hele taget "perfekte" (hvad det så end er). Men vi har jo også mindre charmerende og sympatiske sider. Og hvordan rummer mennesket så lige det? Hvordan integrerer vi mørket i os selv uden at gå i opløsning? Deter en interessant, eksistentiel udfordring, som jeg prøver at lade mine personer indgå i. Af og til lader jeg det ske i ret groteske situationer, for at sætte spørgsmålet på spidsen.
Opbrud - rejse - forandring disse tre ord synes jeg dækker indholdet i novellerne. Er du enig og hvad er det spændende ved dette?
Det er ikke opbruddet som sådan, jeg interesserer mig for. Men snarere, hvad der sker med os som mennesker, når vores virkelighed viser sig ikke at være, som vi troede den var. Hvor vi kommer i situationer, hvor vi ser nye sider af os selv, og hvor vi måske bliver nødt til at revurdere, hvad der er rigtigt og forkert.
Titlen på novellesamlingen er Enebørn - er der en bestemt grund til at du har valgt denne titel?
Novellesamlingen hedder Enebørn, og det er samtidig titlen på en af novellerne. Men derudover dækker titlen også over, at mange af mine personer – skønt de måske indgår i parforhold, familier m.v. – er ”ene”. De står alene med de store og svære spørgsmål og prøver ud fra dette ståsted at række ud efter andre. Så vi har at gøre med ”enebørn” i bredere forstand.
Kommentarer