"Det er så ubetinget den bog, jeg altid har villet skrive, da jeg som helt ung vidste, jeg ville skrive," udtaler Robert Zola Christensen om 'Aldrig så jeg så dejligt et bjerg.'
"Det var denne her, jeg havde i tankerne, uden at vide det, og selv om jeg har udgivet ni-ti skønlitterære bøger før den her, så er det den, jeg selv har ventet på, og så må vi se, om det også gælder læserne.
Jeg er samtidig super lykkelig over, jeg ikke skrev den tidligere, hvor jeg ikke kunne det, jeg kan i dag.
Super lykkelig."
Du har travlt, kan jeg forstå; din nye roman 'Aldrig så jeg så dejligt et bjerg' er lanceret i dette forår på Gyldendal, og du har flere jern i ilden, inklusiv en ny roman du er ved at skrive, og der er også noget med en mindre udgivelse på vej.
'Aldrig så jeg så dejligt et bjerg', lad os starte med den, fik jo stor eksponering, gode anmeldelser, nogle enkelte sure. Hvordan har du det med anmeldelser og dét, der følger med en bogudgivelse?
Jeg holder mest af det lange seje træk, at sidde alene med stoffet, drikke kaffe, udtænke handlinger, finde ord og researche. Det er et rum, jeg går ind i og lukker døren og har det godt med. Når jeg kommer ud igen, synes jeg selvfølgelig, det er spændende at udkomme og alt det ramasjang, der følger med, men det er helt uden for min kontrol.
I denne omgang har det været ret omfattende i halvanden måneds tid, men nu er der blevet stille igen, og jeg sidder foran computeren og drikker kaffe, laver plot og fylder personer med liv igen og så videre, og alt er ved det normale.
Hvad er baggrunden for at du skrev den? Hvor meget fylder det biografiske? Og mener du egt. noget om brugen af biografisk stof i romaner? Det er jo meget oppe i tiden som f.eks. med Knud Romers bog, Kim Leine, Lone Hørslevs skilsmissedigte og mange andre.
Når jeg skriver, så går jeg ind i processen som var det en temmelig lukket affære, hvor jeg arbejder ud fra de præmisser, romanen løbende selv dikterer. Jeg spekulerer overhovedet ikke over hvor meget er fakta og hvor meget er fiktion, men arbejder ud fra de krav, romanen som roman, selv sætter, og arbejdet er slet ikke underlagt den slags udvendige overvejelser.
De kommer bagefter, måske gør de ikke. Jeg har aldrig forstået de sprøgsmål, der starter sådan her: Hvad for en type menneske, vil du så mene, Allan Ringel, er? Hvordan tror du, han ville reagere, hvis han blev udsat for dit og dat, som om det er fritgående personer, vi kan støde på i vores virkelighed.
Der var for nylig under en oplæsning en tilhører, der sagde, at Allan Ringel i virkeligheden var et mere sympatisk menneske, end jeg fremstiller ham.
Jeg skar dét fri fra mit eget liv, som jeg anså, der gav noget fra sig. Udgangspunktet er semiselvbiografisk, let’s say 75% - plus-minus, og jeg har jo blot gjort dét, at jeg har gestaltet en Allan, der ligner mig til en vis grad, men også udstyret med anderledesheder, og sendt ham gennem den del af mit liv, der udspillede sig først og fremmest i 1980’erne. Værsgo, og på den måde har også jeg genoplevet det hele på en ny måde, en anelse forskudt. De mennesker, der omgiver ham er imidlertid fiktive, og der kan ikke og skal ikke drages paralleller.
'Aldrig så jeg så dejligt et bjerg' har bevæget sig meget fra dit oprindelige udgangspunkt, hvor du skrev phd. om vandrehistorier og også udgav flere bøger om emnet, over til forskellige formeksperimenter, som 'Good Luck Mr. Gorsky!' og 'Fancy og andre Dyr' til 'Jysk Fitness' og 'Tennis' og nu den seneste bog (for bare at nævne nogle få).
Har vandrehistorien stadig nogen betydning for dit forfatterskab og hvad rolle har den betydet for dig i din udvikling som forfatter?
Jeg har altid være fascineret af den stærke, duelige fortællingen, men i mit tilfælde blev det efterhånden en hæmsko altid at blive forbundet med ét emne, og jeg stiller ikke, eller kun meget sjældent, op i de sammenhænge.
Jeg har forladt det emne fuldstændig. Ok, får jeg et vildt godt honorar, har jeg dog sagt ja af økonomiske årsager. Men ellers skal man jo ikke sidde fast. Jeg har fået tæsk for at skrive om andre forfattere i 'Aldrig så jeg så dejligt et bjerg', og lad det være sagt, at jeg synes edermame, der er forfattere, der skriver den samme bog mange gange, om og om igen. Det er FOR begrænset, synes jeg.
'Tennis' er - som jeg ser det - et skridt i retning af en mere stram prosa; der er mere (i mangel af et bedre udtryk) økonomi i sproget. 'Aldrig så jeg så dejligt et bjerg' er gået skridtet videre.
Det ser ud til, at du er blevet meget mere bevidst om sproget og dets betydning, og at du i endnu højere grad skriver dig ind i den sprogbevidsthed der er i skandinavisk litteratur i dag. Hvad er dine kommentarer til det?
Ja, er du gal, det er sprog all over the place, hvor der bliver skruet gevaldigt op for effekterne.
Det har været skønt at skrive i forhold til den stramme, begrænsede form i 'Tennis', der nærmest lukkede sig mere og mere og mere undervejs, men det her vikler sig ud og referencer og indfald fletter sig ind i hinanden, og det tonser derudad som et udtryk for Allan Ringels temperament.
Det har været vigtigt, at finde en stemme, en tone, der rammer rent, jeg skrev og skrev og skrev, før det lykkedes.
I sommeren 2007 sad jeg i en legatlejlighed i Paris, og troede jeg havde en masse med hjem. Det havde jeg bare ikke. Det hele var lige til papirkurven. Jeg havde ingen stemme i det, det var stof, der var tørret af på sider, ingen ting i det, og så var det på den igen.
Hvis man kigger på det, så har du f.eks. beskæftiget dig med et væld af former og skrevet i indtil flere genrer.
Hvordan ser du fremtiden, vil der være mange flere form- og genre-eksperimenter eller er det romanformen så du vil dyrke mest fremover?
Et fast spor er romanen og dens mange muligheder. Jeg kan godt lide den form, det store lange træk, som sagt, de mange timer og uger og år, hvor jeg er alene med stoffet, computeren og kaffe. Men også de små prosaiske firkanter, dem er jeg meget optaget af, det er en dejlig, lille elastisk form, jeg kan hælde hele verden ned i, føler jeg. Jeg har jeg engang udgivet digtromaner og små blokke om samlere sammen med billedkunstneren Svend-Allan Sørensen.
Flere af dine bøger især de sidste bøger, 'Jysk Fitness', 'Tennis' og 'Aldrig så jeg så dejligt et bjerg' har en svag mandlig hovedperson. Er det noget du har tænkt over? Der er også noget med en uopnåelig kvinde?
Nej, ikke sådan, men sandt at sige skal jeg nok vælge noget andet næste gang. Jeg er allerede i gang. Det lover jeg. Ikke flere sølle mænd. Her har jeg siddet lidt fast, touché. Av min arm.
Der er noget med at du skal med en gruppe af klimaforskere til Alaska i foråret. Hvordan kom det i stand og hvad handler det om?
Planen er at researche til en thriller- spændingsroman. Det er det fede ved det, at du kan fordybe dig i et emne, gå til bunds i det. Det holder jeg meget af. Lige nu er jeg pjattet med iskerneboringer og klimaforskning.
Jeg kontaktede Sebastian Mernild, tilfældigvis dansker, på Fairbanks universitet, og han viste sig at være interesseret i mit projekt, og så tog vi den derfra. Jeg har lige fået mail om, at jeg skal på kursus i, hvordan man håndterer en peberspray, når bjørnen kommer og hilser på, mens vi spæner rundt i minus 30 grader. Jeg skal skrive en artikel til Euroman.
Det er faktisk sådan projektet startede. De bad mig om at rejse ud i verden og skrive en artikel om et emne, der optog mig, og derfra begyndte det at vokse, vokse og vokse. Samtidig arbejder jeg med instruktøren Jørn Faurschou omkring et filmmanuskript om de samme emner.
I et par af anmeldelserne af og kommentarerne til 'Aldrig så jeg så dejligt et bjerg', bliver det nævnt, at du har riven ude efter Helle Helle, er der noget om snakken? Det var du også selv inde på før, altså, at du skrev om andre forfattere.
Ja, og nej, 'Aldrig så jeg så dejlig et bjerg' er en mønsterbryder-roman med en hovedperson ikke aldeles forskellig fra mig selv, men lad nu det være.
Sagen er jo den, at der ikke findes tilstrækkeligt kunst og litteratur om den sociale opstigning, Allan gennemfører, og de personlige omkostninger og gevinster, det kan føre med sig.
Til den ene side finder vi ikke sjældent en dyrkelse af den sejrende proletar og den ubesmittede arbejderklasse, der drikker håndbajere og kommer hinanden ved (i romanen er det vist Pelle Erobreren og Erik Clausen, jeg nævner). Til den anden side har vi socialrealismen i 1970’erne, der til gengæld nedskriver den uoplyste underklasse og fremstiller fabriksarbejdere, cykelhandlere, bistandsklienter og hvem, det ellers måtte være, som nogle underligt fremmedgjorte og initiativløse individer. Det ser vi også i nyere tid, og nu kommer vi til det, for ikke mindst i Helle Helles univers møder vi tilsvarende disse udhulede, livløse mennesker på samfundets bund, der ikke rigtig ved, hvad de skal stille op med dem selv og livet.
Hvis jeg selv stikker hovedet ud af Allans mund, så kan jeg slet ikke genkende den beskrivelse, og jeg mener, de også fortjener at blive givet en anderledes og mere nuanceret stemme, på godt og ondt. I mit projekt har jeg følt en inderlig trang til at overskride de begrænsede psykologiske rum, de normalt tildeles i kunsten.
af Lars Leonhard Drachmann
Kommentarer