Litteratursiden har interviewet forfatteren Lasse Ernst om svigt, ustabilitet og tid.
Lasse Ernst beskriver i romanen "Man dør kun en gang" hvordan det påvirker Aleksander, at han to gange mister sin far. Først som barn, da faren forlader familien, og siden da faren 15 år senere dør.
Din roman "Man dør kun en gang" handler om Aleksander, som bliver svigtet af sin far, men vel i lige så høj grad af sin mor?
Bestemt. Farens svigt er meget konkret: Han forlader familien. Men moren må anses som et temmelig stort incitament til farens forsvindingsnummer. Jævnligt, dagligt, konfronterer hun sig selv og omverden med lillebrorens hjerneskade, hvilken hun holder faren ansvarlig for. Så udover at iscenesætte lillebror som udviklingshæmmet omdrejningspunkt for hele familien* formår hun at opretholde en bemærkelsesværdig dårlig, skyldtung stemning i hjemmet. Og den slags må vel kvalificere sig som en form for svigt.
Aleksander er bange for golfkrigen. I virkeligheden frygter han nok mere, at det trygge liv er ved at briste eller hvad?
Det ville være en nærliggende fortolkning: Et sensitivt barns ubevidste frygt for familiens sammenbrud forårsager (eller rettere: kanaliseres ud i) frygten for krig, der jo er en rummelig ramme for den slags undergangsemotioner. På den anden side: Jeg håber ikke, man skal være et særligt sensitivt barn for at have en intuitiv frygt for krig.
Begge brødre hænger, som voksne, fast i fortiden eller i barndommen - hvor bevidst er Aleksander om det?
Hvor de fleste anskuer fortiden som et lukket interval, man kan bevæge sig ud over og forholde sig refleksivt og kritisk til, er fortiden en langt mere dynamisk størrelse for Aleksander. Fortiden og nutiden er jævnbyrdige og udspiller sig for så vidt synkront med hinanden. De udgør en dualitet, som han ser som et grundvilkår.** Samme dualitet leder til en vis resignation: Hvis fortiden udspiller sig synkront med nutiden, må nutiden udspille sig synkront med fremtiden, eftersom nutiden er fremtidens fortid. Men det er vel mere en tilstand end en overbevisning og for så vidt ikke noget, han er bevidst om.
Hvad betyder det at ens far dør, når man havde mistet kontakten med ham?
Det er et godt spørgsmål. Det er vel som at rive plastret af til et sår, der aldrig rigtig er helet: Såret er der stadig + betændt infektion.
*(og på Aleks’ bekostning)
**Hvilket vel er fair nok: Aleks er blevet mindet om fortiden hver eneste dag i en hel del år, og det kan formentlig godt fucke lidt med fornemmelsen af tid an sich.
Kommentarer