I romanen "Tilfældets Gud" fortæller Kirsten Thorup, hvilke omkostninger det har for hovedpersonen Ana, at hun lader arbejde og karriere fylde alt for meget. Kirsten Thorup uddyber her, hvilke tanker hun havde, da hun skrev romanen:
Ana, hovedpersonen i din roman, er arbejdsnarkoman, hvad er det især du vil fortælle om hendes forhold til arbejde?
Jeg har en stor ømhed for min hovedperson, Ana. Hun er en tragisk heltinde. Gennem hendes skæbne vil jeg fortælle hvor store omkostninger det har at satse alt på arbejde og karriere, lade arbejdet fylde det hele og dermed forsømme/glemme at bygge et liv op ved siden af. Det er jo først når man når op i fyrrerne som Ana, at man kan se tilbage på sit voksne liv og opdage - bevidst eller ubevidst, at der er noget væsentlig man fortrængte eller skubbede fra sig. Arbejdet er blevet narkotika for Ana, et fix og en flugt fra en almindelig dagligdags tilværelse. Hun bliver høj af altid at "være på" i sit arbejde. Og bliver ramt af stress.
Når jeg har valgt dette tema i romanen er det fordi Ana ikke er enestående, men hendes karrieremæssige opstigning og deroute er et symptom på vor tid, hvor det enkelte menneske bliver presset af den herskende succesdyrkelse og præstationsforventninger inden for arbejdslivet, og hvor der ikke gives andet valg end at følge med ræset eller stå af. Vores identitet og status i samfundet er bygget på succes på arbejdsmarkedet.
Mariama er i stand til at vække medfølelse hos Ana, hvorfor?
Mariamas stærke personlighed og insisterende væsen gør, at Ana ikke bare kan gå forbi hende. Hun står med begge ben plantet i sandet og kræver et svar af hende. Og Ana forsøger at give et svar, så godt hun kan på sin egen klodsede og ubehjælpsomme måde. Mariama kommer i den grad ind under huden på hende, så hun ikke kan slippe hende igen. Hun bliver ganske enkelt ramt på nogle helt elementære menneskelige følelser. Og begynder at bekymre sig om dette fremmede væsen. En beskyttertrang og medfølelse kommet er op i hende. Mariama vækker også moderlige følelser hos Ana. Inde bag panseret har hun opdæmmet så mange følelser. Hun er bare uvant med at udtrykke dem og administrere dem. Mariama minder Ana om det hun har forsømt, om de nære, følelsesmæssige relationer hun ikke har fået plads til i sit liv, der har været opfyldt af udfordrenden og spændende arbejdsrejser kloden rundt. Men hendes begyndende stress gør hende sårbar og mere åben over for en anden virkelig som hun ikke har haft tid til at bekymre sig om, og som hendes liv på 1. klasse har bekyttet hende imod at blive konfronteret med
Ana vil gerne hjælpe Mariama, hvad gør hun galt?
Det der fra starten går galt og skaber misforståelser er Anas grundlæggende mistillid og angst for de mennesker hun møder uden for turistreservatet. Det lyver nok, de vil have noget af mig (de gælder selvfølgelig ikke dem hun møder i sit arbejde, som tilhører det samme kosmopolitske lag som hun selv). Hun tror ikke på at Mariama går i skole. Hun kræver hele tiden sikkerhed og vished for sine penge. Hun kan ikke se "de andre" som mennesker som hun selv. Hun beslutter sig dog for at hjælpe Mariama til at få en uddannelse. Men hun kan kun give - og hovedsagelig penge, Hun kan ikke modtage det anderledes, det "de andre" kan bidrage med af menneskelighed og berigelse og nye erkendelser og horisonter. Hun kan kun forholde sig til giver-modtager situationen, hvor de fastlåste roller skygger for en mere ligeværdig menneskelig relation. Det er hendes store svaghed.
Ana mener at hun og Mariama er sjælesøstre - det er de ikke tværtimod, hvor er de største forskelle?
Ana føler sig forbunden med Mariama på et dybere alment menneskeligt plan i den forstand, at hun ikke bare kan gå forbi hende på stranden. Hun bliver anfægtet af hendes situation. Som vi alle gør når vi ser mennesker i nød, jordskælvsofre, fattige i 3. verdenslande. Vi oplever at det er mennesker som os selv, der er ramt af kastastrofer som lægger deres liv i ruiner. Vi er ikke ligeglade med andre mennesker, selv om de befinder sig på den anden side af jordkloden og ikke har mulighed for at gøre noget for dem, andet end at betale til diverse pengeindsamlinger. Der er jo også rigtig mange mennesker der engagerer sig aktivt i verdens brændpunkter.
På det personlige plan er de to hovedpersoner selvfølgelig forskellige. De er begge stærke personligheder med hver deres erfaringer i bagagen, og de går let fejl af hinanden. Det skyldes uvidenhed om hinanden og simple misforståelser skabt af kulturforskelle. En af de største forskelle er familierelationerne. Ana er single og stort set uden familie. Den har hun hægtet af på grund af nogle traumtiske oplevelser tidlig i sin ungdom. Og hun har ikke haft plads eller mod til at bygge sin egen familie op. Hvorimod Mariama er omgivet af familien som ikke slipper hende, selv om hun kommer til Europa. Den er både en byrde og en styrke.
En anden forskel er at Ana i mange år har levet i en uvirkelig arbejdsboble og været virtuelt forbundet med finanscentre rundt om på kloden. Et liv uden jordforbindelse og kontakt med resten af samfundet. Hvorimod Mariama har begge ben på jorden og besidder en meget højere grad af virkelighedsfornemmelse som hun handler ud fra.
Til slut møder læseren en stærk Mariama, hvad har ændret sig?
Mariamas virkelighedsfornemmelse og evne til at reagere rationelt på det hun bliver udsat for, gør hende i stand til at indse, at Ana i sit uddannelsesprojekt med hende har haft for høje ambitioner. Så hun begynder at finde sin egen vej med de muligheder Ana har givet hende, og som hun også anerkender og takker hende for. Selv om Ana i sit vanvid glemmer, at det kan være problematisk at have et projekt med et andet menneske, for den anden har som regel også et projekt med sig selv. Mariama har desuden formået at skaffe sig et brugbart netværk bl. a. gennem sine familierelationer. Så gradvist er hun i stand til at løsrive sig fra Ana og den modtagerrolle som deres forhold hidtil hr budt hende. Kort sagt hun er parat til at overtage ansvaret for sin fremtid.
Kommentarer