En ældre lyrisk, performativ genre har fået en renæssance i det danske, digteriske landskab; poetry slam. Med heftige gestikuleringer, humor og improviseringer sker der magi på scenen, når de håbefulde ‘slammere’ træder mod mikrofonen og stopuret starter.
Af Emilie Nøhr Shaw, Johanne Kølbæk og Signe Brink Mortensen
Efter mørkets frembrud sker der ting og sager på Studenterhuset i hjertet af Aalborg. Stemningen er emmer af forventning, da vi går ind i det mørklagte lokale, der kun er oplyst af få lamper langs væggene. På scenen står ti stole og en mikrofon. Rummet er opdelt med store, runde borde foran scenen, som hurtigt optages af stampublikum. Resten af rummet består af stolerækker og en lille bar. Vi finder nogle pladser, skaffer en øl og betragter, hvordan lokalet hurtigt fyldes med glade studerende, poethoveder og småberusede folk efter fyraftensøllerne.
Da klokken slår 20:20, går det løs på scenen, og aftenens vært, Mark, præsenterer sig selv og byder op til dans ved at introducere poeterne og gennemgå reglerne for poetry slam for både de faste slamgængere og de nye gæster blandt publikum. Grundlæggende er poetry slam en konkurrence med vindere, tabere, pointsystemer og præmier, hvilket fra begyndelsen skaber såvel spænding som en lettere ængstelig følelse blandt publikum. Det er tydeligt, at aftenen er en social sammenkomst blandt nye og gamle slamgængere, og da værten spørger ud i rummet, om publikum kender aftenens regler, går der ikke mange sekunder, før der er respons fra folkemængden. Der råbes:
1. “Ingen rekvisitter”
2. “Max 3 minutter og 10 sekunder”
3. “Originale tekster”
Efter deltagerne er præsenteret med et såkaldt “rullende” klap fra publikum, der har til opgave at give alle poeterne den samme hyldest fra start, indledes aftenen med et “offerlam”; en danskstuderende, som fylder rummet med et slam om tastefejl på Google. Formålet med offerlammet er, at dette kan være med til at sætte en standard for pointgivningen, ligesom det giver den optrædende mulighed for at teste sine evner udenfor konkurrencens kriterier og grænser.
Det bliver hurtigt klart for os, at aftenens gæster er kommet for at have en hyggelig aften med venner og for at blive underholdt, hvilket gør, at selve konkurrenceelementet træder en smule i baggrunden. Efter offerlammet træder den første af aftenens i alt ti optrædende frem på scenen og begynder sit slam. Aftenens emner strækker sig fra de alvorlige, som voldtægt og kræft, til de lattermilde af slagsen, såsom langsomme fodgængere og ung kærlighed. Reaktionen blandt publikum er præget af slammets emne. Da der slammes om kræft og voldtægt, er der en eftertænksom og stille stemning, og man mærker hurtigt, hvordan respekten vokser i takt med, at tabuer brydes. Slammes der om leverpostej, bromance og børn i bussen, kastes publikum ind i et slam-univers, hvor humoren er i fokus, og publikum modtager versene med kyshånd og svarer med høje grin og klask på lårene. Et eksempel på et af disse slams var et slam om de såkaldte facere eller gadehververe og om, hvordan man hurtigt kan miste rygraden, og principperne kan ryge ud ad vinduet, så snart man konfronteres med de insisterende gadesælgere.
Slammere kan repræsentere mange sociale grupper fra midaldrende mænd i forstaden til unge kvinder på højskole, grønne og erfarne.
Nervøsiteten fra poeternes side skjules gennem en skiftende, legende tone i stemmelejet. Der både hviskes, råbes, hulkes og mimes for at tydeliggøre skiftet i modus og fange publikum, der responderer med klappen, grinen og hujen, men også med eftertænksom stilhed efter de mere alvorlige emner. Begejstringen blandt publikum smitter tydeligvis af på de optrædende slammere, som står på scenen af ren passion for litteratur og poesi. Aftenen ender med uddelingen af præmier til vinderne såvel som taberne, og vinderen får med sit vinderslam lov til at sætte et poetisk punktum for aftenens begivenheder.
Passionen tillader en indlevelse i lyrikkens univers og skaber ultimativt et vellykket arrangement; selve konceptet med spoken-word tillader litteraturen at indtræde i det sociale rum og gør litteraturen til en fælles begivenhed frem for en individuel fordybelse. Genren poetry slam er ikke en ny genre på den litterære scene og har tidligere været en kunstnerisk udtryksform for forfattere som Dan Turell. Poetry slam har som genre den fordel, at man som kunstner får lov til at udfolde flere talenter end en papirbunden tekst kan tillade. Kunstneren er dermed i stand til at indtage flere roller end blot forfatter og bliver dermed både performer, skuespiller, komiker og forfatter, som kan interagere med publikum på kryds og tværs. Interaktion skabes mellem publikummet og poeterne, der sprænger papirets grænser og giver ordene nyt liv. Det er netop det, som poetry slam kan; udfordre vores oprindelige opfattelse af litteratur med en performativ kunstart og skabe et rum, der bringer mange forskellige mennesker sammen.
Kommentarer