Af stud.mag. i nordisk og fransk Gitte S. A. Ulstrup
Når digte føles som musik
Er det kun de digte der rimer, man kan give en melodi? Og hvad gør digte sangbare? Der er mange grunde til at nogle digte virker lettere at læse op eller synge, ikke bare pga. rim eller ensartede rytmer, men fordi formelle og stilistiske greb spiller ind.
Når man synger en sang fra fx Den Danske Salmebog, fornemmer man intuitivt en indbygget musikalitet. Den har ensartede strofe- og verslængder, rytme og rim, evt. omkvæd osv. ligesom folkeviser der netop er mundtligt overleverede sange, eller mange af de digte musikere i dag skriver som ’indhold’ til forudgivne melodier.
Men der findes også tilfælde hvor digte med uensartede strofe- og verslængder, manglende omkvæd, rytmer og rim alligevel er sangbare – også selvom de oprindeligt blot er skrevet for at blive læst højt eller indenad. Det gælder fx Søren Ulrik Thomsens (f. 1956) digte fra samlingen City Slang (1981) som musikeren Lars H.U.G. (f. 1953) i 1984 skrev melodier til og udgav på en cd af samme navn.
Hvad er det så der gør at digte kan føles som musik? Det vil denne artikel kort introducere nogle medvirkende faktorer til; strofer, versformer, metrik, rytme, rim og gentagelser.
Strofen
Digtene i Salmebogen er lette at identificere som sangbare: De består af flere strofer (det mange ofte kalder vers), og alle strofer er ens opbygget mht. verslængde, rytme og rim. Nogle digte har få verslinjer pr. strofe, men mange strofer, fx julesalmen Et barn er født i Betlehem. Den består af 10 strofer, men har kun to verslinjer og et omkvæd i hver strofe. Andre salmer har flere verslinjer i hver strofe, men et færre antal strofer, fx B. S. Ingemanns (1789-1862) Dejlig er jorden fra 1850 (tre strofer med hver seks verslinjer). Salmerne er begge sangbare, men især børn husker lettere den første pga. omkvædet og det færre antal verslinjer pr. strofe.
Folkeviserne der blev brugt som fortællinger og dansesange i Middelalderen, er kendetegnet ved deres mange strofer. Visen Ebbe Skammelsøn (se bl.a. Falkenstjernes antologi Dansk Litteratur I (1990)) har således 36 strofer med hver fire verslinjer. De blev sunget af en omvandrende trubadur med god hukommelse, mens de dansende sang med på omkvædet der blev gentaget efter hver strofe: ”Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild”.
Anderledes er det med mange moderne digte som ingen regler har for antallet af strofer. Flere af Thomsens digte som H.U.G. har givet melodi, har således kun én strofe og ingen omkvæd, så deres sangbarhed og musikalitet skyldes andre greb.
Bundne og frie vers – metrik og rytme
Der findes to versformer i lyrik; metriske vers og frie vers. De metriske har en tællelig rytme der er organiseret efter et bestemt mønster. De frie vers er ubundne, men ikke nødvendigvis urytmiske. Rytmen er blot ikke givet på forhånd efter et bestemt mønster, men opstår inden for de enkelte verslinjer.
Både digtene i Salmebogen og folkeviserne er bundne former hvis verslinjer kan organiseres efter hvor mange og hvilke stavelser der er trykstærke (─) og hvilke der er tryksvage (U). Antallet af trykstærke stavelser kaldes ’slag’, og er der fx fire trykstærke stavelser i hver verslinje som i Et barn er født i Betlehem, kalder man det et 4-slagsvers.
Endelig arbejder metrikken med fødder i verslinjerne. Fødderne afhænger af rækkefølgen mellem trykstærk og tryksvag. Der findes fire typer: jamber som består af en tryksvag og en trykstærk (U ─) stavelse, trokæer som består af en trykstærk og en tryksvag (─ U) stavelse, anapæster som består af to tryksvage og en trykstærk (U U ─) stavelse, og daktyler som består af en trykstærk og to tryksvage (─ U U) stavelser.
Julesalmen fra før er således et jambisk 4-slagsvers fordi den har fire trykstærke stavelser (4 slag), og fordi stavelserne indbyrdes er jambiske. Det opdager man ved at sige første verslinje højt og skandere metrikken: ”Et barn er født i Betlehem” giver: U ─ / U ─ / U ─ /U ─.
Anderledes er det med de frie vers som fx Thomsens. Her følger verslinjerne ikke noget metrisk mønster. Alligevel lykkes det H.U.G. at give udtryk for deres rytmer. I digtet ”Levende” opstår således en metrisk skanderbar (og dermed sangbar og musisk) rytme i verslinjerne ”skrive til kontor // mælken er sur” fordi trykstærke og tryksvage stavelser er så tydelige.
Digtet ”Henover himlen” består af én strofe uden grafiske tegn. Læser man hen over det uden pauser, risikerer man derfor at miste den musikalske effekt. Kun ved at læse digtet højt (eller synge sammen med H.U.G.) og lave naturlige pauser opdager man et mønster: ”Henover himlen sejler mit øje // henover øjet sejler mit lys” (mine pausetegn //). Her er den metriske skandering: ─ U U / ─ U / ─ U U / ─ U // ─ U U / ─ U / ─ U U / ─.
Digtet følger herefter dette rytmiske mønster hvilket netop gør det lettere at give en melodi: ”henover lyset sejler min blæst // henover blæsten sejler min hånd // henover hånden sejler min hud // henover huden sejler min puls // henover pulsen sejler mit blod” etc. (min understregning af trykstærke stavelser og mine pausetegn). Man forstår måske pludselig hvorfor Thomsens poetik fra 1996 hedder En dans på gloser! I hvert fald har ordene (gloserne) jo netop hos ham en musikalsk rytme som man kan ’danse’ til.
Rim
Til at gøre sangbarheden og den musiske effekt større har digte oftest forskellige former for rim. De mest almindelige er stavelsesrim, enten indrim (rim inde i verslinjen) eller enderim som er den typiske slutning på verslinjerne i salmer og folkeviser.
Der findes tre rimmønstre: parrim der består af to på hinanden følgende rim (AABB-mønstret – fx ”Dejlig er den himmel blå”), krydsrim der krydser to rimpar (ABAB-mønstret – fx ”En rose så jeg skyde”), og klamrerimet der omgiver et rimpar med et andet (ABBA-mønstret – fx ”Hjerte, løft din glædes vinger!”).
Der findes dog også en anden slags rim som fx Thomsen udnytter musikalsk, nemlig bogstavrim. De giver hans digte en særlig klang og rytme når de læses op eller synges fordi bestemte artikulationer gentages. Når H.U.G. således har sat musik til digtet ”Glemt kvarter”, er det bl.a. fordi digtet trods sin enkelte strofe med uens verslinjer indeholder flere bogstavrim: b’et i ”blå bombement”, r’et i ”rådden regn” (alliterationer eller konsonantrim) og e’et i ”eftermiddag, efterår” (assonans eller vokalrim).
Gentagelser
Endelig får digte et strejf af musik når de indeholder forskellige gentagelser. Det kan være epiforen som gentager den samme verslinje til slut i flere strofer og dermed fungerer som omkvæd. Den ses altid i folkeviser, tag blot gymnasietraveren Germand Gladensvend: ”Så fløj han over ad rine”, men også i moderne lyrik, som fx i Thomsens ”Vent” fra City Slang hvor verslinjen ”vi venter på nogen” gentages efter både første og anden strofe og dermed giver en tydelig rytmisk og musikalsk effekt.
Et anden stilistisk gentagelsesfigur er anaforen som gentager en verslinje flere gange i begyndelsen af stroferne, fx i salmen ”Vær velkommen, Herrens År” hvor alle strofer indledes med samme verslinje. Det gør digtet lettere at huske og rytmen (og den metriske skandering) mere stringent.
Der kan også være tale om at anaforen blot gentager et enkelt eller et par ord i begyndelsen af flere verslinjer. Det ses i Thomsens lyriksamling Ukendt under denne samme måne (1982) hvor han i titeldigtet bl.a. skriver: ”læderjakken varmer mig // læderjakken gløder blåt // læderjakken slutter tæt” – og lidt længere nede gentager hele verslinjer der tydeliggør rytmen og musikaliteten: ”tog river sig løs og standser igen // tog river sig løs og standser igen”.
Endelig udforsker Thomsen hvordan gentagelser af ord kan skabe musik i lyrik. Et eksempel er digtet ”regn søvn blå kys” hvor trykstærke én-stavelsesord gentages i en blanding af anafor, epifor og krydsrim:
regn søvn blå kys
lys seng vand hånd
regn søvn blå kys
lys seng vand hånd
Det efterfølges af digtet ”regnhånd, lyskys” som netop er en leg med sammensætning af ordene fra det foregående digt i trokæiske 4-slagsstrofer der er tydeligt metrisk skandérbare, og som dermed – som Thomsen selv skriver i Mit lys brænder. Omrids af en ny poetik (1985) – ”pulserer mellem betydning, rytme, klang, farve og form”:
regnhånd, lyskys
vandlys, blåseng
søvnblå, kysregn
lyshånd, vandsøvn
Digtets musikalske evner
Det er med andre ord ikke kun salmer, folkeviser og ’oldnordiske’ digte med fast metrik, rytmer, rim, omkvæd osv. der er sangbare. Også mange moderne digte indeholder greb der gør dem musiske at lytte til ved oplæsning eller direkte sangbare. Forskellige gentagelses- og rimmønstre spiller ind, og skanderinger i og på tværs af verslinjer kan vise ellers skjulte rytmiske konstruktioner. Så næste gang der ryger en lyriksamling eller to med hjem i tasken efter et biblioteksbesøg, så prøv at læse digtene højt, og hør om du kan finde deres indre musik.
Vil du vide mere om emnet, kan du bl.a. læse Dan Ringgaards Digt og rytme (2001).
Kommentarer