Musik & lyrik

Af Martin Laurberg, litteraturstuderende

Når man læser anmeldelser i et musikblad, støder man tit på, at musikken karakteriseres som poetisk. Det lyder umiddelbart rimeligt, eftersom teksterne i popmusik ligner digte lidt. Overvejer man sagerne, virker det imidlertid underligt. Det er nemlig ikke nødvendigvis teksterne, som giver musikken en poetisk kvalitet.

For eksempel ville man nok ikke karakterisere Bob Dylans plader som decideret poetisk musik, skønt hans tekster er usædvanlig raffinerede og desuden fuldstændig centrale i hans sange. Det poetiske betegner nærmere, at musikken rammer en stemningsfuldhed, der minder om noget, poesi kan skabe. Når man betegner noget musik som poetisk er det at hævde, at der er visse ligheder mellem lyrik og musik.

Disse ligheder er faktisk ret centrale. Såvel lyrik som musik er spundet op over en rytme, der binder stoffet sammen. Desuden benytter begge kunstformer lyd, og i den forbindelse kan det være interessant at se på oplæsning af digte.Oplæsning af lyrik kan være lidt problematisk, fordi digtene ofte har en meget kompakt betydning. Derfor kan det være vanskeligt for lytteren at følge med. Omvendt er noget lyrik direkte skrevet til at blive læst op.

Det er for eksempel tilfældet med den amerikanske beat-poet Allen Ginsberg (1926-97), som komponerede stroferne, så de passede til et åndedræt. Dan Turells (1946-93) digte er tydeligvis også skrevet med det formål at blive læst op. For begge poeter er det klart, at de finder en styrke i oplæsningen. I det hele taget giver oplæsning som regel en helt speciel oplevelse af lyrikken.

For eksempel giver Pia Tafdrups (f. 1952) knastørre læsestil en særlig stemming, som ikke findes, når man blot læser digtene. Skønt nogle af de sproglige subtiliteter går tabt, giver oplæsningen en ny effect, fordi det lydlige aspekt giver digteren mulighed for at bidrage med en ekstra stemming. På den måde virker oplæsningen lidt lige som det, der kaldes poetisk musik: via lyd skabes der stemning.

Oplevelsen af, at musik og lyrik har visse ligheder, har givet anledning til, at flere digtere sætter musik til deres digte. Formålet er at bidrage til og forstærke digtets betydning. Det er blevet gjort med mere eller mindre vellykkede resultater. Der findes flere CD-udgivelse med amerikanske beat-forfattere – Allen Ginsberg, William S. Burroughs osv. – hvis værker er læst op over musik.

Det fungerer en gang i mellem, men ofte er der desværre et ret skævt forhold mellem musikken og digtene, sådan at de nærmest har en gensidig distraherende effekt. Det kan være svært at koncentrere sig om begge ting på samme tid. Jeg tror, grunden til, at der kan opstå et uheldigt resultat, er, at der er for stor lighed mellem digtene og musikken.

Oplæsning er – i modsætning til sang i øvrigt – temmelig rytmisk baseret, og derfor er det nogen gange vanskeligt at kombinere rytmisk musik med digtoplæsning. De udgør to rytmer, som ikke altid harmonerer særlig godt. Det ender i værste tilfælde med et mudret resultat, hvor ordene i digtet går tabt.

Et eksempel på en meget succesfuld kobling af musik og lyrik er Peter Laugesen og Mindspray. Grunden til, at det fungerer, er måske netop, at musikken hovedsageligt er urytmisk. Dermed opstår der et sjovt resultat, hvor talen bærer rytmen, mens musikken ligger ovenpå.

Det er lige omvendt normal popmusik, hvor sangen er melodisk, mens instrumenterne skaber rytmen. Det centrale hos Laugesen er, at musikken virker som et supplement til lyrikken. Man kunne hævde, at det er forudsætningen for, en succesfuld kobling af musik og digtoplæsning. Det samme er i øvrigt tilfældet hos Dan Turell. Selvom han en gang i mellem benytter rytmisk beat-musik, virker det som baggrund for digtene. Det vil sige, at musikken fremkalder en slags storbyagtig stemning, der passer perfekt til hans digte og hans suveræne oplæsning af dem.

Kombinationen af lyd og musik er spændende, fordi den opnår noget, som man hverken finder i musikken eller i den skrevne lyrik. Man kan ikke henvise kombinationen til hverken musik eller sprog. Der opstår nærmere en synergi mellem de to, hvor der skabes et nyt udtryk. Jeg synes især det fungerer, hvis man kender digtene på forhånd. På den måde får man også de poetiske subtiliteter med.