Da Gaute bliver født hærger en pyroman på hans hjemegn. Måske er det derfor, at han føler en form for samhørighed. Han vil finde en forklaring på, hvorfor det gik som det gik. Camilla Christensen har overat romanen fra norsk og svarer her på spørgsmål om romanen:
Pyromanen og bogens hovedperson har meget tilfælles – men da de kommer i krise reagere de forskelligt hvorfor?
Der blev stillet store forventninger til pyromanen, da han var dreng. Han var enebarn og meget dygtig i skolen. Han bar sine forældres forventninger og mente selv, at han næsten kunne gå på vandet. Samtidig bærer han på en skyld over at have hørt en hund brænde inde uden at gøre noget.
Da han som voksen støder på livets realiteter - at han ikke altid er den bedste og nogle, i romanen uomtalte, oplevelser som soldat - reagerer han destruktivt på en måde, der måske kan kaldes for en form for bagvendt storhedsvanvid. Han har tydeligvis ikke redskaber til at vende sin utilpassethed til noget konstruktivt
Da jegfortælleren står i sit livsvalg, der aktualiseres af faderens sygdom og død, reagerer han i første omgang selvdestruktivt - ved at ville springe ud fra en færge - men i modsætning til pyromanen kommer han igennem sit miljøskifte på en mere konstruktiv måde, nemlig ved at realisere sin trang til at blive forfatter.
Hvorfor tror de to drenge begge to reagerer så voldsomt – da de skal frigøre sig? Er det en voldsom oprørstrang?
Begge drenge er utilpassede i deres miljø, men reagerer forskelligt på det. For mig at se er de ikke oprørske, men derimod utilpassede og føler sig derfor ubehageligt til mode i deres omgivelser. For dem begge gælder, at de er mere boglige end deres kammerater og end det lille landbosamfund, de vokser op i, og miljøskiftet til den boglige verden lykkes for jegfortælleren, men ikke for pyromanen. Måske fordi forventningerne til pyromanen ganske enkelt er for høje og samtidig for ukonkrete.
Romanen skildrer to forskellige karaktertyper, men om karakteren skabes af miljø og familieforhold eller er medfødt melder historien ikke noget om. Men hvor pyromanen allerede som barn føler sig hævet over sine kammerater, føler jegfortælleren sig først og fremmest forkert og akavet. Deres valg bliver derfor også forskellige, da de som unge mænd kommer i krise.
Det er en stor beslutning for Gaute da han vælger at blive forfatter, hvorfor?
Det kan være svært at bryde med sit miljø, for eksempel ved at ville være forfatter, når man stammer fra en lille bygd fuld af håndværkere og landmænd. Og romanens jegfortæller lever da også mange år efter bruddet med en længsel efter sin barndoms sted og identitet. I romanen er det tydeligt, at jegfortælleren lever med en dobbelthed, på den ene side længslen efter sit 'hjem', ikke mindst sin barndoms landskab, og på den anden side nødvendigheden af at forfølge sit mål og dermed bryde med sin baggrund.
Pyromanens forældre skildres meget smukt, de føler skyld, er de skyldige?
Pyromanens forældre føler sig ganske vist skyldige i deres søns destruktive handlinger, men de forstår ikke, hvad deres skyld består i, og det er det egentlig fortvivlende.
Som læser har man medfølelse med dem, fordi man som udenforstående kan se, at deres eneste skyld, hvis de overhovedet kan siges at være skyldige, er, at de har elsket deres eneste søn for højt og måske haft et urealistisk billede af hans evner.
Kommentarer