Af litteraturstuderende Martin Toft
På et skrivebord i auktionshuset Sothesby´s fandt man i 1975 en note som fortalte: ”Er taget til Patagonien i seks måneder”. Manden bag de få ord var Bruce Chatwin (1940-1989), som gav fanden i sit job for at rejse til ikke bare Patagonien, men også Afghanistan, Australien, Kina og Afrika.
Resultatet af det pludselige opbrud forelå to år senere i debutromanen I Patagonien (1977). Chatwins beskrivelser af sine oplevelser i Patagonien blev startskuddet til en lang række bøger, som alle kredser om rejsen som fænomen. Indenfor en periode på små ti år nåede Chatwin at rejse og skrive sig igennem mange af verdens yderpunkter, før han døde af aids i en urimelig ung alder.
Nogle af hans værker er udgivet posthumt, og på dansk findes bøgerne under titel som Det sorte bjerg (1983), Gensyn med Patagonien (1985), Drømmespor (1988), Utz (1989), Hvad gør jeg her (1989), En studie i rastløshed (1995).
Chatwin er ikke guidebogsforfatteren, som viser rundt i storbyens gader eller anviser billige familierestauranter. Du skal derimod læse Chatwin, hvis du har en fortid som grønspætte, er forfalden til vandreture og begejstret for luftmadrasser og lige netop nu planlægger endnu en sommerferie efter kompas og kort.
Da Chatwin udgav I Patagonien pustede han på egen hånd nyt liv i en klassisk litterær genre: Rejseberetningen. I dansk sammenhæng er forfattere som Carsten Jensen (f.1952) med Jeg har set verden begynde (1997) og Thomas Boberg (f.1960) med Americas (2000) eksponenter for et rejsebogskoncept a la Chatwin. Også en gammel søulk som Troels Kløvedal (f.1943) med bøger om Kærlighed, kildevand…og det blå ocean (1979) er inspireret af Chatwins moderne udgave af rejseberetningen.
Genren er en af de ældste fortælleformer vores kultur kender Odysséen (ca. 675 f.kr.), tilskrevet Homer, er et oplagt forlæg. Vidnesbyrd i skikkelse af Middelalderens pilgrimsanekdoter og fra renæssancens opdagelsesrejsende udgør andre forbilleder, men genrens virkelige storhedstid falder i 1700-tallet, hvor videnskabsmænd på jagt efter fakta beskrev deres ekspeditioner til nye og uudforskede verdner.
I oplysningstiden finder man en markant udvikling i rejseberetningens litterære historie. I dette sekel bliver rejsebeskrivelserne ofte formet af mere eller mindre fiktive eskapader, hvor utopiske indslag som hos Jonathan Swifts (1667-1745) med Gullivers Rejser(1729) markerer et radikalt yderpunkt.
Oplysningstidens blanding af hardcore fakta og fiktiv formgivning kendetegner også Chatwins bøger, og underholdningsmæssigt er det ikke en ulempe, for netop i det mellemfelt kommer Chatwins talent til sin ret. Chatwin er dygtig til at dramatisere og iscenesætte både sine oplevelser og sig selv, hvorfor han i dag står som den ukronede rejsekejser i moderne tid.
I 1980´erne og 1990´erne blev Chatwin ideal for backpakkulturens andre eventyrlystne, hvor rejsen som fænomen danner grundlag for en ideologi, eller måske nærmere: et verdenssyn. Ideen om ”den sande rejsende” som begiver sig ud i verden alene for at opleve noget radikalt anderledes eller fascinerende.
Som foreskrevet i denne romantiske drejebog (som sure folk ynder at beskrive som plat), søger Chatwin civilisationens randområder i håb om at opstøve gode historier og mærkværdigheder i det hele taget.
Chatwins tourkoncept findes allerede i debut’en I Patagonien. Her søger Chatwin i en lang række former som essay, note, anekdote, historiske kildetekster, fotografi (bøgerne indeholder en del billedmateriale) og digte at give et personligt billede af landområdet Patagonien, som stræber ned imod Tierra del Fuego i et areal delt af Chile og Argentina.
Chatwin skriver virkelig fremragende, og hans beretninger udspiller sig typisk på følgende facon: Han opsøger en lokalitet, beskriver den med et fantasifuldt blik for derefter at konsultere historiebøger, litteratur, kunst eller lokale beboere i håb om at give et rumligt portræt af stedet. Rejseberetninger fra Chatwins hånd er altså at forstå som mentale og tekstuelle profiler af geografiske rum.
Selv den almindeligste pløjemark eller en vindtør bondekone fremstår levende efter Chatwins litterære behandling, og det er ikke kun et produkt af forfatterens skabertrang. Den argentinske forfatter Jorge Luis Borges(1899-1986) skal have sagt: ”De vil intet finde dernede. Der er intet i Patagonien.” Ingen kan beskylde Borges for usandheder, for Patagonien er den mest øde del af Sydamerika, men måske netop derfor har regionen historisk været vækstzone for skrøner og halve sandheder.
Portugiseren Ferdinand Magellan (1480-1521), som var den første til at sejle jorden rundt, navngav området. Magellan sejlede forbi og mente at se kæmper med store fødder vinke til ham fra land, deraf navnet Patagonien (patagones referer til ”store fødder”). Mange andre nysgerrige berømtheder har også været en tur i Patagonien, og alle synes at have underlige ting at berette, hvilket Chatwin selvfølgelig ikke er sen til at udnytte til gavn for en underholdende læseoplevelse.
Amerikas most wanted anno 1902: Butch Cassidy, søgte tilflugt på Patagoniens stepper efter sit herostratisk berømte exitkup i U.S.A. Den skydegale Harry Longabaugh, alias The Sundance Kid, gjorde ham vistnok selskab, men intet er helt sikkert med den historie, og slet ikke når man læser Chatwin; skrønerne er hans speciale og kvalitet indenfor rejselitteraturen.
Anekdoterne fra Patagonien om guldgravere, skarpskytter og småsvindlere udgør mine personlige favoritter, men Chatwins bøger indeholder noget for enhver smag, og man kan uden problemer pluklæse rundt i hans forfatterskab, som aldrig finder et naturligt start- eller slutpunkt. Chatwin er en mangefarvet forfatter og opfylder egentlig sit navns etymologiske bestemmelse; Chatwin betyder: ”den snoede vej”.
Kommentarer