Månedens kendte: Tiden og personerne
skrevet af Henning Mortensen
Tiden og personerne( En bemærkning fra en forpustet forfatter).De ti Ib-romaner dækker sidste halvdel af det århundrede, vi netop har forladt. Der er et gennemsnitligt tidsspring mellem dem på cirka fem år. Vi begynder på Fanø ("Havside sommer", 1993), og vi slutter på Fanø ("Raketter", 2000). Romanernes tid har indhentet den skrivendes. Hvis forfatteren straks fortsatte med en elvte og en tolvte roman, ville det hele ende i science-fiction. Ti romaner var målet af tids- og fortællemæssige grunde. Et fyrværkeri skulle være afslutningen - det havde jeg allerede forberedt i midten af halvfemserne. Raketter opsendt fra den ø, som var en del af befrielsen.
Da romanerne til en vis grad bygger på personligt stof, betyder dette tidsforhold, at forfatteren - for ikke at træde sin omverden over tæerne - har været nødt til, som romanerne skred frem, at lyve mere og mere for at fortælle sandheden. I de første romaner skrives om relationer til mennesker, som for længst er døde, mine forældre og fire bedsteforældre og den moster, som er model for Betty, det vidunderlige, gale og fordrukne, sorte får i familien. Her er kun få rene "opfindelser" som for eksempel Peder Skonager og hans jeep, to søstre, Ingrid og Eva, i stedet for én, Bodil. Og mine stadigt levende fætre kan næppe genkendes. Men der er alligevel så megen handling, så mange karakterer, der er hentet ud af den skinbarlige og svimlende barndom, at romanerne næsten får karakter af memoirer. Til sammenligning er "Belleville" ren fiktion - og nej, jeg har ikke kysset Carlos' kæreste eller fået bank i et pænt pariserkvarter. Og min far dansede ikke i Belleville. Han nåede aldrig at sætte sine ben i Paris.
De gange, jeg har holdt foredrag i Ulfborg om "Ulveørken", har jeg været lidt nervøs for, om der måske skulle dukke folk op med advokater. I den roman er jeg nemlig gået over stregen et par steder. Det må jeg erkende. Men den almindelige mening i den vestjyske by er dog, at jeg - når vi undtager mordet på Thisetorp - har underdrevet. Ikke overdrevet. Og det kan nok få hårene på mit hoved til at rejse sig. For hvordan har Ulfborg så været i virkeligheden dengang i fjerne tider før Tvind?
Ja, vi ender på Fanø. Og her optræder både Vagn Lundbye og Johnny Madsen med navns nævnelse. Så er der i hvert fald ikke noget at rafle om. Og må jeg så lige minde jer om noget helt andet. I skolen fik vi at vide, at vi skulle forstå litteraturen. Men vi lærer efterhånden, at det er litteraturen, som forstår os. Det er det vigtigste. I trange tider kan en god bog i lommen blive den bedste ven. Vi skal ikke tale litteraturen død. Det er faktisk at behandle den dårligt, når nu dens eget væsen er at levendegøre os.Læs om Henning Mortensen på ForfatterNet
BogWeb - 1. november 2000
Skribent
01 nov.00
Månedens kendte: Tiden og personerne
skrevet af Henning Mortensen
Tiden og personerne( En bemærkning fra en forpustet forfatter).De ti Ib-romaner dækker sidste halvdel af det århundrede, vi netop har forladt. Der er et gennemsnitligt tidsspring mellem dem på cirka fem år. Vi begynder på Fanø ("Havside sommer", 1993), og vi slutter på Fanø ("Raketter", 2000). Romanernes tid har indhentet den skrivendes. Hvis forfatteren straks fortsatte med en elvte og en tolvte roman, ville det hele ende i science-fiction. Ti romaner var målet af tids- og fortællemæssige grunde. Et fyrværkeri skulle være afslutningen - det havde jeg allerede forberedt i midten af halvfemserne. Raketter opsendt fra den ø, som var en del af befrielsen.
Da romanerne til en vis grad bygger på personligt stof, betyder dette tidsforhold, at forfatteren - for ikke at træde sin omverden over tæerne - har været nødt til, som romanerne skred frem, at lyve mere og mere for at fortælle sandheden. I de første romaner skrives om relationer til mennesker, som for længst er døde, mine forældre og fire bedsteforældre og den moster, som er model for Betty, det vidunderlige, gale og fordrukne, sorte får i familien. Her er kun få rene "opfindelser" som for eksempel Peder Skonager og hans jeep, to søstre, Ingrid og Eva, i stedet for én, Bodil. Og mine stadigt levende fætre kan næppe genkendes. Men der er alligevel så megen handling, så mange karakterer, der er hentet ud af den skinbarlige og svimlende barndom, at romanerne næsten får karakter af memoirer. Til sammenligning er "Belleville" ren fiktion - og nej, jeg har ikke kysset Carlos' kæreste eller fået bank i et pænt pariserkvarter. Og min far dansede ikke i Belleville. Han nåede aldrig at sætte sine ben i Paris.
De gange, jeg har holdt foredrag i Ulfborg om "Ulveørken", har jeg været lidt nervøs for, om der måske skulle dukke folk op med advokater. I den roman er jeg nemlig gået over stregen et par steder. Det må jeg erkende. Men den almindelige mening i den vestjyske by er dog, at jeg - når vi undtager mordet på Thisetorp - har underdrevet. Ikke overdrevet. Og det kan nok få hårene på mit hoved til at rejse sig. For hvordan har Ulfborg så været i virkeligheden dengang i fjerne tider før Tvind?
Ja, vi ender på Fanø. Og her optræder både Vagn Lundbye og Johnny Madsen med navns nævnelse. Så er der i hvert fald ikke noget at rafle om. Og må jeg så lige minde jer om noget helt andet. I skolen fik vi at vide, at vi skulle forstå litteraturen. Men vi lærer efterhånden, at det er litteraturen, som forstår os. Det er det vigtigste. I trange tider kan en god bog i lommen blive den bedste ven. Vi skal ikke tale litteraturen død. Det er faktisk at behandle den dårligt, når nu dens eget væsen er at levendegøre os.Læs om Henning Mortensen på ForfatterNet
BogWeb - 1. november 2000
Tiden og personerne( En bemærkning fra en forpustet forfatter).De ti Ib-romaner dækker sidste halvdel af det århundrede, vi netop har forladt. Der er et gennemsnitligt tidsspring mellem dem på cirka fem år. Vi begynder på Fanø ("Havside sommer", 1993), og vi slutter på Fanø ("Raketter", 2000). Romanernes tid har indhentet den skrivendes. Hvis forfatteren straks fortsatte med en elvte og en tolvte roman, ville det hele ende i science-fiction. Ti romaner var målet af tids- og fortællemæssige grunde. Et fyrværkeri skulle være afslutningen - det havde jeg allerede forberedt i midten af halvfemserne. Raketter opsendt fra den ø, som var en del af befrielsen.
Da romanerne til en vis grad bygger på personligt stof, betyder dette tidsforhold, at forfatteren - for ikke at træde sin omverden over tæerne - har været nødt til, som romanerne skred frem, at lyve mere og mere for at fortælle sandheden. I de første romaner skrives om relationer til mennesker, som for længst er døde, mine forældre og fire bedsteforældre og den moster, som er model for Betty, det vidunderlige, gale og fordrukne, sorte får i familien. Her er kun få rene "opfindelser" som for eksempel Peder Skonager og hans jeep, to søstre, Ingrid og Eva, i stedet for én, Bodil. Og mine stadigt levende fætre kan næppe genkendes. Men der er alligevel så megen handling, så mange karakterer, der er hentet ud af den skinbarlige og svimlende barndom, at romanerne næsten får karakter af memoirer. Til sammenligning er "Belleville" ren fiktion - og nej, jeg har ikke kysset Carlos' kæreste eller fået bank i et pænt pariserkvarter. Og min far dansede ikke i Belleville. Han nåede aldrig at sætte sine ben i Paris.
De gange, jeg har holdt foredrag i Ulfborg om "Ulveørken", har jeg været lidt nervøs for, om der måske skulle dukke folk op med advokater. I den roman er jeg nemlig gået over stregen et par steder. Det må jeg erkende. Men den almindelige mening i den vestjyske by er dog, at jeg - når vi undtager mordet på Thisetorp - har underdrevet. Ikke overdrevet. Og det kan nok få hårene på mit hoved til at rejse sig. For hvordan har Ulfborg så været i virkeligheden dengang i fjerne tider før Tvind?
Ja, vi ender på Fanø. Og her optræder både Vagn Lundbye og Johnny Madsen med navns nævnelse. Så er der i hvert fald ikke noget at rafle om. Og må jeg så lige minde jer om noget helt andet. I skolen fik vi at vide, at vi skulle forstå litteraturen. Men vi lærer efterhånden, at det er litteraturen, som forstår os. Det er det vigtigste. I trange tider kan en god bog i lommen blive den bedste ven. Vi skal ikke tale litteraturen død. Det er faktisk at behandle den dårligt, når nu dens eget væsen er at levendegøre os.Læs om Henning Mortensen på ForfatterNet
BogWeb - 1. november 2000
Kommentarer